Skuespilhusets foyer| 12. april Kl. 19

Interview med instruktør Rune David Grue

Du og scenografen Palle Steen Christensen stiller jer selv og skuespillerne en række benspænd i denne forestilling. Kan du fortælle lidt om, hvad de består i?

Dramatikeren, Lola Arias, har selv skrevet nogle ret voldsomme benspænd ind i teksten, for så vidt som at hun kræver, at der skal optræde en live-baby i trilogiens første del, mens anden del skal udspille sig i mørke. På en måde minder de her meget klare krav mig lidt om Samuel Beckett, hvis sceniske visioner – at der i Venter på Godot fx skulle være et træ og en bowlerhat – var så skarpe, at de er en lige så vigtig del af hans dramatik som selve dialogen. Ud over forfatterens eksplicitte forlæg har vi så tilføjet nogle yderligere benspænd, bl.a. er der i den ene af trilogiens dele tre mænd, der simultant spiller den samme karakter, mens der i en anden er vekslende skuespillerkonstellationer. Det vil sige, at hver aften sættes skuespillerne sammen i nye par, og de ved ikke før scenen begynder, hvem deres medspiller bliver den pågældende aften. Det er alt sammen nogle ret radikale udfordringer at arbejde med, hvor vi giver afkald på nogle af de virkemidler, vi er vant til at benytte os af i teatret. Når fx en af skuespillerinderne spiller hele den sidste del af trilogien med en pose over hovedet, så bliver hun berøvet ca. 70 % af sine udtryksmidler som skuespiller, fordi vi ikke kan aflæse hendes mimik. Til gengæld må hun arbejde så meget desto mere med at udtrykke sig igennem sin krop og sin stemme. Det er en simpel, men også interessant udfordring, der skubber os ud af vores comfort-zone og får os til at udforske nogle områder, vi måske ellers ikke ville bevæge os så langt ind i.

Hvordan relaterer disse benspænd sig til stykkets tematik, som vel kan siges at være kærlighedens uforudsigelighed og ukontrollerbare væsen?

Ja, stykket stiller to grundlæggende modsætninger op overfor hinanden: På den ene side det kontroltab og den uvished, som er forbundet med kærligheden, og på den anden side den totale sikkerhed og tryghed, der i stykket bliver lig med døden. Et sted er der én af karaktererne, der hævder, at menneskets handlinger er styret af angst, og stykkets påstand er efter min mening, at frygten for det uvisse nogle gange er det, der står i vejen for mødet med det andet menneske og kærligheden. Lidt forenklet udtrykt, kan man sige, at du altså enten kan kaste dig ud i det ukontrollerbare, hvilket er farligt, men potentielt også meget lykkeligt, eller du kan gardere dig i sikkerhed og ende som ”en levende død”, som en af figurerne udtrykker det. I teatret, kan man sige, er det det samme, der gør sig gældende. Noget af det, vi slås med, er jo reproduktionens fælde, altså det, at vi skal gøre det samme aften efter aften. Noget af det sværeste for skuespillerne og instruktøren er faktisk, hvordan man kan bevare friskheden og livet i en forestilling, hvordan man kan undgå, at den bliver for sikker og ferm. For det er jo også en form for levende død: at gå rundt i en forestilling, der er stivnet i ren form, fordi den er blevet for sikker at være i! Som teatermenneske kæmper man i almindelighed for at undgå dette, men i den her forestilling prøver vi i særdeleshed på at udfordre vores egen frygt for det uvisse ved at sætte os selv i nogle situationer, hvor pointen netop er, at vi ikke kan styre det endelig udfald. Det gælder ikke bare skuespillerne, men så sandelig også mig som instruktør! Fx kan jeg jo ikke have nogen kontrol over den endelige udformning af den del af trilogien, hvor skuespillerkonstellationerne veksler fra aften til aften, for den vil jo i sagens natur være forskellig, alt efter hvilke par, der spiller sammen. Omvendt kan man sige, at uvishedsfaktoren stiller så meget desto større krav om klarhed og skarphed i mit arbejde og i den fælles forståelse af teksten. Som instruktør bliver det fx helt afgørende, at jeg ikke stiller mig tilfreds med, at skuespillerne finder en lækker rytme eller melodi, de kan gentage aften efter aften. Vi bliver sammen nødt til at forstå og være enige om, hvad melodien betyder, for ellers kan man ikke fremføre den med skiftende partnere.

        Ud over at det selvfølgelig er vanvittig spændende – og også angstprovokerende! – for os at arbejde på den her måde, vil jeg gerne understrege, at vi i høj grad også har publikum i tankerne. Det er ikke kun for vores egen eller for eksperimentets skyld, vi har kastet os ud i de her benspænd eller dogmer om kontroltab, men fordi vi gerne vil give publikum en anderledes teateroplevelse. Vi ved jo ikke endnu, om det kommer til at lykkes, men håbet er at skabe en forestilling, der hver aften vil føles frisk og nyopdaget – ikke bare for skuespillerne, der vitterligt vil blive kastet ud i uforudsigelige situationer med alt fra vekslende partnere til en rigtig baby som medspiller – men også for publikum.