Der findes teaterforestillinger, som man vil huske i årevis, efter at de er pillet af plakaten. Enten fordi de var fuldstændig rædselsfulde, eller også fordi de var så sublime, at de nærmest har brændt sig ind på nethinden. Opsætningen af Shakespeares sonetter på Det Kongelige Teater hører til sidstnævnte del af slagsen.
Det er instruktøren Elisa Kragerup, der genialt, men også dristigt, har leget/eksperimenteret/provokeret sig frem til det færdige resultat, hvor absolut intet slår fejl. Brillant følger hun alle små finesser til dørs, mens hun ironisk, begavet og distanceret spænder grænserne for, hvad man kan tillade sig med disse Shakespeare-tekster, der sagt i al beskedenhed, betegnes som nogle af de bedste digte skrevet nogensinde. | Som i en kavalkade af små, rageknivsskarpe vignetter besynges kødets lyster uden smålig skelen til køn. Her favner mænd hinanden, her kysser kvinder igennem, og det er bare så smukt, så sanseligt, så Shakespearsk. Fordi Elisa Kragerups iscenesættelse og fem eminent musikalske og kropskåde skuespillere udforsker de stærkeste følelser i verden med en frydefuld intimitet og sødme, der ubesværet favner såvel det begærlige som det tyst vemodige.
For slet ikke at tale om det komiske. For der er også en forrygende fornemmelse for detaljens magt, for pausens kraft, for de sigende blikke. ”Sonetter” er en sublim tour de force i ordets kraft og teaterkunstens svimlende muligheder. Hun lader kroppene vise alt det hykleri, som så let bliver camoufleret af smukke ord. Og hun har modet til at vise sex på scenen i en påklædt satire, der samtidig gør alle seksuelle præferencer lige gyldige. Respekt!
Sonetter er teater, der rykker. Eller for nu at slutte af med en hyldest i bleg sonetafglans til Elisa Kragerup:
Hvad skal jeg kalde dig — en kyssetøs?
En dramaheks, en kropsfantast, en muse?
For du har sluppet Shakespeares digte løs
så alle griner, mens de ser dig knuse sonetterne, de svære skønhedsrim,
som lægger sig i stumper under spejlet,
når du har spredt begær med tungelim
og kvindebid på lår, forført og gejlet!
Skal kvinder elske kvinder eller ikke?
Skal mænd kun trofast dyrke samme krop?
Skal andre end din elskede bestikke
din krop til sex? Nej, vel? Så råb dog stop!
Og tak Det Røde Rum for vildt begær — men macholir og tøsekys især.
Skuespillerne leverer de ellers så snørklede ord med en lethed, der gør den forståelig og med et nutidigt skær – og det er lettere sagt end gjort. Sammen fortæller de en historie om livet og kærligheden som den var, er og altid vil være. Og at Shakespeare stadig er mester i at afkode menneskenes evige finurligheder, hvor mærkværdige de end måtte være Sidste års tredobbelte reumertvinder, instruktøren Elisa Kragerup, forstår igen at sætte legende liv i en klassisk tekst, uden at give køb på dybde og poesi [...]
Det er jo ellers svært at få sådan en poetisk fortættet, højloftet tekst i mål, med sentenser som »for dødens griske skygge er du ren«. Men netop derfor bliver sonetterne så godt et udgangspunkt for at gå i lag med kærligheden. Den er mildest talt heller ikke er sådan at overmande og få styr på. Det er stærkt underholdende. Smukt, poetisk, groft eller lattervækkende. |