I 1841 måtte August Bournonville tage ufrivillig orlov fra Det Kongelige Teater efter en skandale, hvor han en aften under opførelsen af balletten Toreadoren, som han selv dansede hovedrollen i, havde overtrådt etiketten og talt direkte til majestæten fra scenen. Den temperamentsfulde Bournonville var ophidset over publikums fløjten og hyssen, en chikane, der – stærkt forenklet – bundede i, at man var utilfreds med, at den meget populære danserinde Lucile Grahn havde forladt teatret efter uoverensstemmelser med balletmesteren. Bournonville afbrød derfor forestillingen og spurgte Christian VIII, hvad kongen nu befalede, at han skulle gøre, hvortil han svarede: ”Blive ved.” En sådan henvendelse blev betragtet som majestætsfornærmelse, og politiet blev samme aften sat på sagen. Det endte alt sammen med, at Bournonville fik husarrest og tvungen rejsepermission i seks måneder uden gage. ”Bort måtte jeg; min hele åndelige eksistens var forstyrret, min opfindelse udtørret, min fantasi fæstet på et eneste punkt: min forurettelse,” skrev Bournonville senere, og Italien blev målet for hans landflygtighed.

Det italienske folkeliv var et yndet motiv i romantikken, ikke mindst hos nogle af den danske guldalders hovedpersoner, malerne Constantin Hansen, Christen Købke og Wilhelm Marstrand. Mange kunstnere sværmede i disse år for Italien og samledes i kunstnerkolonier, hvor de dyrkede antikkens storhed, som de søgte at bringe ind i samtidens kunst. Stærkt opildnet af vennen Bertel Thorvaldsen søgte Bournonville således mod syd, væk fra de hjemlige trakasserier.

Her indlogerede han sig en måned ved Santa Lucia-kajen i Napoli, og hans indtryk af folkelivet og det gnistrende, italienske temperament blev året efter omsat i balletten Napoli. ”Fra mit vindue kunne jeg i en time samle flere grupperinger, end jeg i ti balletter kunne forbruge,” fortæller han begejstret i sine erindringer.

I Napoli møder vi det unge par Teresina og Gennaro, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. De er på grund af social ulighed og omverdenens smålighed blevet bragt i en situation, som de ikke selv kan klare sig ud af, men ved hjælp af deres store kærlighed til hinanden og den kristne tro kan de besejre de mørke magter og vende klogere tilbage til et fælles, lykkeligt liv, der uden tvivl vil vare til deres dages ende. Første og tredje akts myldrende og muntre folkeliv konfronteres med anden akts dæmoniske og samtidig tillokkende blå grotte, men som i alle gode eventyr ender det godt: Lyset sejrer over mørket, det gode sejrer over det onde, og kærligheden sejrer over døden.

Napoli er ikke blot Bournonvilles hovedværk, men også blandt de væsentligste værker i hele den internationale balletlitteratur. Balletten rummer træk fra folkeeventyret, samtidig med at den afspejler romantikkens og koreografens tilværelsesopfattelse. Glæden er koreografens budskab, og balletten er et strålende eksempel på den positive, danske romantik. Koreografisk har Bournonville ladet sig inspirere af såvel den hjemlige som den fremmede dansestil, idet han har sat den klassiske trindans i eksempelvis pas de six’en over for den italienske nationaldans, tarantellen. Ligeledes gør han i denne ballet med de mange markante bifigurer i høj grad brug af mimens kunst, såvel det komiske som det tragiske udtryk.

Premieren på Napoli fandt sted på Det Kongelige Teater den 29. marts 1842, på dato et år efter den dag, hvor August Bournonville havde forladt Danmark i unåde. Balletten blev en stor succes, og Bournonville skrev begejstret: ”Aldrig har noget arbejde gjort en så glimrende lykke. Tyve forestillinger i to måneder med propfuldt hus, og inden tre år var forbi 49 forestillinger, altid med stort tilløb og stormende bifald. […] Den lille handling var kun et bånd i den flettede krans; at knuden var stram nok til at vedligeholde interessen, beviste udfaldet; det er sjældent, at man træffer således sømmet lige på hovedet. Det blev de danskes yndlingsballet.”

Napoli er lige siden premieren forblevet en af danskernes yndlingsballetter, og den har været opført hen imod 850 gange, overleveret gennem generationer fra danser til danser. Balletten har siden premieren undergået skiftende ændringer, forkortelser og tilføjelser, dog mest markant med denne opsætning, hvor anden akt fremstår med ny koreografi af Sorella Englund og Nikolaj Hübbe og ny musik af Louise Alenius.