wEL5IX <a href="http://bllscrhlhdjs.com/">bllscrhlhdjs</a> ***** | zmg0os , [url=http://rqdkavqufztt.com/]rqdkavqufztt[/url], [link=http://jsjejklsnhup.com/]jsjejklsnhup[/link], http://ofkkrnvhyoym.com/ ofXW8r <a href="http://kdqisdtgxofm.com/">kdqisdtgxofm</a> It's good to see someone tihnknig it through. Lørdagens opførelse (4.6) sad i skabet som et megamusikalsk mesterværk - alle stemmer velopvarmede og klangbillederne perfekte. Scenografien peger fremad, genialt at grafikken både illustrerer historien og giver tilstrækkelig ro og eftertanke til at nyde musikken og kunstnerne - ad denne vej kan og bør der videreudvikles.
PS. Køb gerne en af de sidste pladser på tredje balkon, der optræder indtil flere stemmer fra oven i denne opera! Hold jer ikke tilbage. What a brigte shining star she is Linda Watson .Her resonant voice and the way she lightning up the stage.When the dyers wife tells her husband that she havent give away her shadow it sounds so so beautifull one almost thinking of Nilssons glorious days. A great experince!
But I really wanted to see Susanne Resmark.
She was probably perfect in this part as the Amme.
So ...I will go back on the 14 og june just because i cant miss Susanne in this part!! En fantastisk opera. Ja, man fristes til at sige genial. Opsætningen, musikken, sangerne - det hele er en STOR oplevelse. At det så blev krydret med et julilæum gjorde jo bare oplevelsen til noget helt særligt.
At Kasper & Michael er store kunstnere kan der ikke være nogen tvivl om - de vil blive savnet. Jeg er helt enig med Birgitte - 2. gang er en utrolig nydelse, måske mest fordi man ikke skal koncentrere sig sig så dybt, men kan focusere på lige det man ønsker. Oplevelsen bliver mere intens. Jeg synes så at vi nok skal lade andre få muligheden at se den, og undlade 3. gang! Ja og så er det jo det med billetprisen - hmmm. Ja ja, men det er altså dyrt! Glæder mig så også til Turandot i næste uge. 2. gang fik jeg meget mere ud af det, men var også fuld af fryd efter 1. omgang. Overvejer stærkt at se den en 3. gang. Fantastisk forløst, musikalsk, scenografisk og sangermæssigt timet. Usædvanligt og stærkt bevægende.TAK!
Linda Watson og James Johnson sang så hårene rejste sig på armene. Orkesteret spillede fabelagtigt og scenografien ganske enkelt imponerende. En blanding af film og teaterkulisser.Oveni er det en god og nærværende historie.
En stor stor oplevelse for sanserne.
..de 4 timer er ovre før man ser sig om.
Et mesterværk - og dette er sagt af en der absolut ikke normalt holder af opera !!!
En fantastik flot forestilling, hvor alle sanser bombarderes med indtryk! Så meget at den må ses og høres igen!!
Tak til hele holdet - men især til Kasper Holten, Michael Schønwandt, sangere og musikere. Modigt at binde an med så kompliceret en forestilling - og så forløse det unikt.
DEN BØR FOREVIGES PÅ DVD/BLUE RAY! KOM SÅ!!
Bo Basbøll Et Mesterværk. Mesterligt opført, mesterligt udført! Linda Watson og James Johnson i verdensklasse.Flere dage efter er man stadig høj. Værd at opleve flere gange - fantastisk og utroligt sat op og fabelagtigt i orkestret og til dels sunget - anbefales - men billetsystemet - VorHERREbevares - det kunne med held forbedres kraftigt! En meget flot forestilling, hvor alle sejl er sat til! Orkester, kor og sangere. Handlingen er mega svær, og jeg tror jeg har misset noget for jeg hørte falkens tema igen igen - men forklaring eller forløsning af dette motiv kom aldrig. Jeg savnede Susanne Resmark, men det var min egen skyld, for jeg havde set forkert, og mente at hun var med - lidt skuffelse her. Jeg holder megt at de danske stjerner - som i sådan en opera virkelig for lov til at udfolde sig selv og deres stemmer! Det er Susanne fabelagtig god til. Jeg siger tak - og ser frem til Turandot som afsluting på denne sæson. Sikken en opera Kasper Holten og Michael Schønwandt begavede os med som afskedsforestilling på Operaen.
Jeg tilslutter mig helt Brian Bo Jensen's vurdering, men giver 6 stjerner, selvom Sylvie Valeyre ikke helt var på højde med de øvrige, men hun sang sig da op i 2. og 3. akt.
Musik, iscenesættelse, senografi, Videografik og lysdesign viste virkelig hvad operaen er i stand til.
Kvinden uden skygge bør ses igen.
Genialt og helt på højde med Ringen I formning lærte vi, at sort er fraværet af lys og dermed af farve; hvidt er derimod lyset og dermed alle farver. Just derfor, da alt apoteosisk og metamorfosisk til slut løser sig, går der en regnbue fra kejserindens bryst og ud i den gryende horisont. Inden da, imellem disse to modpoler af hvidt og sort, er der en så vidunderlig og stor palet af alskens farver, at man på én gang synes, at ”Kvinden uden skygge” rummer for få aspekter, og at den er så skønt sublim, at alt er taget med!
Lad mig præcisere: Man går vidunderligt opløftet, svævende og svulmende af C-durs-lykke fra Operaen; Det kgl. Kapel er på højde med sig selv, og bedre bliver det aldrig, men hjerte, hvad vil du mer’? Den sarteste strygerklang, de mest svævende blæsere og messing, der slipper et inferno løs som lyn fra en klar himmel – BRAVI! På scenen må man galant nævne damerne først, Linda Watson og Susanne Resmark i samme åndedrag, for hvem af de to, der fortjente den største applaus er umulig at afgøre, og premierepublikummet kunne heller ikke, så for dem begge åbnede loftet sig. Førstnævnte er så rund og menneskelig, at man bliver rørt til tårer over den fortvivlelse, der fylder hende over en mand, som hun ikke formår at elske, før hun lyver om sin troskab. Hun er ægte, og det er først, da hun træder ind på scenen, at operaen begynder at leve, som den skal. Resmark er som ammen Angela Lansbury, tjenstivrig og pligtopfyldende med smilehuller og krokodilletårer, så om det er i rollen som kannibalistiske pie-bager Mrs Lovett eller den elskelige Miss Price i ”Bedknobs and Broomsticks”, lader sig ikke afgøre, selvom man føler med hende, da hun dømmes ude til slut. I titelpartier er Sylvie Valeyre den mindst overbevisende sopran; hun er lille og yndig, naiv og dog stålfast på scenen, men selvom hun synger sig op til at stå ved sig selv i slutningen, så er hendes stemme begrænset i sin syrlige klang og uden den elasticitet, der kræves til et så farverigt parti. Hun overbeviser i rollen, men ikke i stemmen.
James Johnson er lige så rund og menneskelig i farve som sin hustru, og man elsker ham til trods for hans alt for gode hjerte; det er rørende, da han dækker bordet for de ufødte børn, selvom han ikke ser, at drømmerier alene ikke fører ham til drømmen. Han er sin hustrus modpol, han er for optaget af praktiske gøremål til at rumme hendes længsel, og først da hans milde kærlighed slår over i blindt had, forvandles han fra fantast. Også han imponerer og betager vokalt og høster jubel herfor. Johnny van Hals kejser er så ømt elskende lys i sin kærlighed, at man kun ønsker, at mester Strauss havde gjort hans parti større, så vi kunne nyde endnu mere!
Iscenesættelsen er ikke båret af instruktionen; Kasper Holten har med sin afskedsforestilling som operachef trukket sig klædeligt tilbage som instruktør og ladet rollerne spille sig selv – hvad de kan, når sangerne evner så stor indføling – uden tåbelig hittepåsomhed. Iscenesættelsen er ét med Steffen Aarfings fascinerende, flotte og farveafstemte scenografi og kostumer. Man overvejer undervejs, om tegneserieuniverset er den bedst dækkende inspirationskilde, om ikke der burde have været flere gammeldags elementer end ét baggrundstæppe, men man overgiver sig til den strøm af fortælling og fantasi, der ligger i inspirationen. Man ønsker kun, at legelysten havde været endnu mere løssluppen, at hele scenerummet var fyldt ud med eventyr – flere flyvende stuepiger, flere gotiske hvælvinger – og ikke afgrænset til den kasse af en kulisse, der i første scene skuffer, fordi der ingen kanter er i denne fortælling, alt flyder, strømmer og løber, og fordi man kun kan se ind i kukkasserne, hvis man sidder midt for i rummet, men man overgiver sig. Farvesymbolikken bliver ved at være symbolik, det vil sige åben og ikke lukket af en tåbelig tolkning fra instruktøren, handlingen følger von Hoffmansthals smukt simple logik, så man nyder at få fortalt en historie, og det er såre skønt med Strauss som storyteller!
|