hqZEKc <a href="http://fnusghbnvkeo.com/">fnusghbnvkeo</a> ***** | U6TLGm , [url=http://pwijrfwiyowx.com/]pwijrfwiyowx[/url], [link=http://erbnfzftqwwr.com/]erbnfzftqwwr[/link], http://irmdkobeovff.com/ izMv64 <a href="http://wndornfbytau.com/">wndornfbytau</a> You couldn't pay me to ingroe these posts! Jeg kan glæde dig med, at du har MANGE fantastiske operaoplevelser tilgode, hvis du synes, at opsætningen af "Rome og Julie" er noget særligt. Jeg har heldigvis selv oplevet virkelig mange opsætninger efterhånden, der dramatisk overgik makværket på Operaens store scene med mange meter, og det er netop i vores søgen efter flere af disse ud-af-kroppen-oplevelser, at Per Bjørnvig (tror jeg) og jeg er så skuffede over "Romeo og Julie". Det er dejligt, at du har haft en god oplevelse - det havde jeg også selv rent musikalsk (og nej, jeg falder ALDRIG i søvn i teatret) - men det ændrer ikke ved, at denne opsætningen er noget af det mest elendige, der har været sat op på Operaen. Tak for en fremragende opførelse af og omkring Sine Bundgaard, Peter Lodahl, koret og kapellet - skønt at dette kunstneriske niveau leveres her i byen - og også roser til Josefine Andersson for en levende og vellykket rolle. Og scenografien er såvel idérig som relevant og intelligent - til både øjnene og de små grå hjerneceller - lidt West Side Story inspiration er der vel også tale om.
Men da handlingen jo skrider noget langsomt frem og scenografien jo er meget mørk kan man måske formode, at de to forrige anmeldere har været faldet i søvn undervejs! Det er i alt fald fejlagtigt at slå denne iscenesættelse i hartkorn med andre mislykkede 'moderniserede' opførelser. Operaelskere er sejlivede folk. Gang på gang går de i operaen i håb om at opleve en opera, der ikke er så slem. Vi håber at iscenesætteren ikke helt har ødelagt operaen - sådan som vi har oplevet det så mange gange i de senere år. Bare fra denne sæson kan nævnes fiaskoer som Boris Godunov og Nabucco.
Men med Romeo og Julie bliver vi nok en gang skuffede. Iscenesætter og scenograf har udfoldet store anstrengelser for at ødelægge værket og det lykkes til fulde. Helt enig i Brian Bo Jensens anmeldelse.
Inger Dam Jensen synger som altid pragtfuldt, men hvorfor skal hun køres op under loftet i første akt, så vi knap kan høre Je veux vivre. Men hun får den ene stjerne.
Den anden stjerne går til Niels Jørgen Riis. Fremragende.
Men hvor er det deprimerende at se glimrende sangere kæmpe forgæves for at for at få mening i galskaben.
Hvor længe vil sangerne finde sig i det ?
Og hvor længe kan vi klare at blive skuffet gang på gang ?
Dette iscenesætter-tyranni er desværre ikke kun et Københavnerfænomen. Der går et spøgelse gennem Europa. Det er mode, at iscenesættelsen er det centrale element i forestillingen. Ikke værket, ikke sangerne, ikke musikken.
Kan det virkelig passe at vi tvinges til at droppe det kgl, og sætte os til rette i Imperial og se transmissioner fra The Met ?
Det er egentlig påfaldende så mange operaer, hvis handling bygger på et drama af Shakespeare, for Shakespeares vers er jo musik i sig selv. Niels Brunse er i øjeblikket med store anmelderroser ved at oversætte Shakespeares samlede værker, og man kan håbe, at det må give anledning til en stribe Shakespeare-opsætninger landet over, men indtil da må man nøjes med det makværk, der spilles på Den kgl. Opera. For makværk er og bliver opsætningen af ”Romeo og Julie” – til trods for Gounods smukke melodier; ingen komponist, ingen sanger, intet kor og intet orkester kan redde denne dilettantiske iscenesættelse.
Hans Chr. Kryger lader sig imponere af ”de mange tekniske detaljer”, og Joakim Nørregaard af, at operaen ”fortolker det nittende århundredes stil”, men er det ikke netop kulisseteater, de her taler for? Kulisseteater er det i alt fald, når statisterne, hvis antal næsten overstiger korets, slæber døde ind fra kulissen, manuelt flytter borde eller skubber rundt på pap-ruiner, og det kan umuligt gribe nogen dramatisk, at man i landets eneste (og derfor højt skattede) operahus bærer sig ad, som vi gjorde, da jeg for ti år siden spillede ungdomsteater på en skole i udkanten af Odense! For min skyld kan en opera foregå blandt marsmænd i det ydre rum, hvis det netop er den idé, der forløser en opera og gør dens handling medrivende og vedkommende, det er ikke dens stil, det kommer an på! (Historiske opsætninger er efterhånden bare så uddøde som dinosaurer, så hvilke opsætninger ”uden afvigelse fra originalen” Joakim Nørregaard mener, at ”Romeo og Julie” er et brud med, dét fortaber sig i stjernetåger!) ”Opera er følelsernes fitnesscenter”, sagde den afgående operachef engang, men det er måske netop, fordi han er afgående, at vi nu skal spises af med denne dilettantforestilling, der absolut ingen følelser vækker?!
Det bidrager ikke til nye aspekter af tragedien, at koret blot kommer ind i slutningen af tredje akt og stiller sig og synger uden videre, eller at det kører i karrusel i tilbedelse af en nedstyrtet meteor i stedet for at fejre Julie og Paris’ bryllup i en kirke. Det giver – som det påpeges af Vibeke Møller – intet, at Mercutio og Romeo fixer (visen om alfedronningen Mab er drilleri, ikke en flugt fra de barske raliteter), og nakkeskydningen i begyndelsen af sidste akt er det mest udramatiske, jeg har set siden en forestilling om Jakob Gade på Frøbjerg Festspil; de kunne lige så godt have sået radiser som at henrette! Hvorfor er koret til maskebal hos Capulet? Tja, det fandt instruktøren Olivier Py da lige på. Hvorfor skal man kunne se ubrugte kulisser i scenens bageste del? Endnu et excentrisk indfald uden mening. Og har man set grimmere kulisse end den væltede, ”brændende” bil i tredje akt?! Så mange indfald og blindgyder er der, at Py er nødsaget til at finde vej tilbage til operaens egentlig kerne – Romeo og Julies forelskelse – ved hjælp af en Ariadne-tråd: En tørresnor, der trækkes på kryds og tværs, og som tungt og klodset skal symbolisere den skæbne, der binder de to sammen i døden. Vorherre bevares; det er som at afsløre morderen på første side i en krimi! Weekendavisens anmelder foreslår, at Py bliver kastet for løverne i amfiteatret i Verona – det er dog en smule originalt. Man kunne også bare sende ham til storvask og hænge ham til tørre hen over parkettet sammen med de imbecile chefer, der har købt hans helt igennem absurde koncept for opsætningen!
Jeg giver forestillingen to stjerner: En til Inger Dam-Jensen og en til Niels Jørgen Riis. Hun er skønt og skært syngende som altid, og hans tenor er modnet fuldt ud, tung og sødmefuld – bravi! Store roser er der også til de øvrige solister, hvoraf navnlig Nikolai Didenko og Jakob Vad bør nævnes for deres skønne stemmer, til koret og til kapellet. Desværre kan der ikke gives stjerner herfor – de må sole sig i hovedrollernes belønning – fordi alt drukner i Olivier Pys makværk. Er man ikke afhængig af opera live, så kunne man lige så godt blive hjemme og lytte til f. eks. Leonard Slatkins glimrende indspilning med Ruth Ann Swenson og Placido Domingo, for selvom den musikalske side er fremragende og af stor standard, så er der absolut INTET scenisk at besøge Operaen for.
Sang og musik helt i top- (når koret synger sig ud, er det så man får gåsehud på armene.)
Men den aller-største oplevelse er dog scenografien. De sort/hvide kulisser understreger og fremhæver den dramatiske og konfliktfyldte handling.Og da de mange tekniske detaljer, ved alle sceneskiftene virkede, var det en fantastisk oplevelse.
Det er dejligt, at Operaen tør rive frynseærmerne af og fortolke det nittende århundredes stil på deres egen måde, så man ikke skal kigge på den ene opsætning efter den anden uden afvigelse fra originalen. Hvis det var tilfældet, var jeg hvert fald gået i sort!
Og kan man ikke lide Operaens opsætning af Romeo og Julie, ja, så må det være stjernes skyld! Jeg så Romeo og Julie i går og synes, det var en skøn oplevelse. Musikken er fantastisk, man svæver sf sted, og sangerne er i top. Publikum var vildt begejstrede og råbte bravo, som jeg ellers kun har oplevet det i udlandet. Sort i sort i sort! Alt er sort undtagen det hvide reb som de trækker rundt med, og som er en meget vigtig del for forståelsen af hele stykket? Som Kejseren i sin nye klæder fik at vide, så duede han ikke i sit embede hvis han ikke kunne se sine nye klæder, han erkendte det ikke – jeg erkender det, jeg duer ikke i mit embede. Mit embede er tilskuer, og jeg fatter ikke en meter. Jeg forstår ikke den slags misk mask! Maskinpistoler og grimme uniformer i det skønne Verona? – Hvor vil I hen? Skriv dog en ny opera – hvis de gamle ikke er gode nok mere.
En ansat i operaen sagde på et tidspunkt at Boris Godounov skulle spilles uden pause – sådan havde Moussorgsky skrevet den. ØH – hvordan hænger det sammen med at Wagner har givet specifikke anvisninger til sine opførelser – som man ikke holder – og i Romeo og Julie er det på samme måde. Man overholder ikke komponistens anvisninger. Samme ansatte har udtalt, at i Romeo og Julie har operaen sat alle sejl til for at vise hvad det formår. Hvis dette er hvad operaen formår – så luk den!
I pausen var der triste ansigter – det gennemgående ord jeg hørte var sort! En ældre dame jeg kom i snak med, sagde umiddelbart ”Hvor er det kedeligt!” og fortsatte ”sort og kedeligt!”
Samtidig var de dyreste pladser de dårligste. Scenen blev hævet ca. 2½ m. i den bagerste del – og vi i parkettet kunne stort ikke se noget af det der foregik deroppe – andet end de øverste ¾ af sangerne. Når nu man intet skal se mere – hvorfor så købe de dyre billetter? – Så hvis jeg er med i næste sæson – så er jeg med på de billigste pladser – ståpladser – så kan jeg sætte mig på gulvet og høre sang og musik – for se det – det er unødvendigt. Når man ikke længere skal se – er der ikke langt til at blive væk – og så går man i Imperial, til operabio – hvor man bruger smukke iscenesættelser – har flot lyd – og internationale sangere, og ser bedre, og billetten er billigere. Det bliver ikke som at gå i operaen – nej, og det er synd – men det er som det er. Så operaen mister sit publikum – og konsekvensen der af kender vi alle.
MEN – koret – sangerne og musikken – det lød godt!
Kære Brian, vi giver skam da plads til debat, men henviser normalt debat til vores facebook-side, mens vi her opfordrer til anmeldelser af forestillingerne. Men jeg tror Niels Jørgen Nørgaards anmeldelse ved en fejl er blevet skrevet ind under Romeo & Julie, mens han i virkeligheden anmelder Butterfly i søndags, som Anne Margrethe Dahl ganske rigtigt sang. Mange hilsner, Kasper Dette er ikke en anmeldelse; jeg har først billet til forestillingen d. 27. marts, og mit indlæg bliver sandsynligvis slettet, fordi Det kgl. Teater ikke giver plads til debat. Jeg undrer mig dog over, hvordan Niels Jøren Nørgaard kan fremhæve Anne-Margrethe Dahl i en forestilling, hvor hun ikke medvirker, og hvordan han kan anmelde en forestilling før dens (mislykkede) premiere? Opførelsen søndag den 13. februar var helt vidunderlig. Scenografien nok moderne, men alligevel tro mod komponisten tanker og musik.Sangerne var overordentlig gode - især må Anne Margrethe Dahl fremhæves. Alt i alt en forestilling, jeg mindes med glæde. Jeg havde sådan glædet mig, men blev skuffet. Vi har jo haft West Side Story, så hvorfor en gang til? Egentlig sker der for meget på scenen, der tager opmærksomheden. Bl.a. blev en del kulisser flyttet manuelt rundt. Hvorfor fixer Romeo og Mercutio? Der er intet i operaen, der indikerer, at de skal være påvirkede af et eller andet, og så fes det ud i intet, og hvorfor skal Julie på et tidspunkt ligne Marilyn Monroe? En koncertopførelse ville være langt at foretrække. Mærker man min skuffelse?! |