Alt i alt var det en god oplevelse. Men den statiske sceneinstallation modarbejder i flere tilfælde selve handlingen og skaber forvirring; den virker formynderisk og belærende på publikum og repræsenterer en grov undervurdering. Scenen mangler visuel dybde og modarbejder ikke kun handling og musik, der både har dybde og er ekstremt billedskabende, men værst af alt, obstruerer den de enkeltes præstationer og scenografi. At sangernes påklædning desværre slet ikke levede op til fortællingens og musikkens drama, er blot endnu mere trist. De enkeltes præstationer var til fire, musikken til fem, operahuset til fire og scenografien til 1 stjerne. Vi ender på en firer.
PS: få nú lavet den skærm til tekstoversættelserne. **** | Nu har jeg set denne forestilling tre gange, med tre forskellige Isolder (Iren Theorin min absolutte favorit), to forskellige Tristans, to forskellige Bragamme, og to forskellige Marker. Men det, der står tilbage, er ganske enkelt, at 5 timers Wagner alle tre gange fløj afsted. Em forestilling, der har en nærmest terapeutisk og spirituel effekt på ens sjæl. Man har simpelthen bedre efter denne forstilling, på samme vis, som når man har tilbragt et par timer i træningscenteret med efterfølgende massage. Det kan sen og det kan fyge, heldigvis har vi Operaen. Utrolig flot forestilling, hvor Wagners intensitet og dybdepsykologiske aktualitet fik de fleste af os til at græde over den tragiske konflikt mellem kærlighedens væsen og den almindelige ego-formalisme. Netop den skrabede scenografi, der dog affødte tilpas tankevækkende associationer, kunne give plads til vores egen indre oplevelse af denne storslåede musik i dette evige drama om døden og kærligheden. Sangerne var alle gode og dramatisk fængende. Et minuts stilhed til slut, inden ovationerne bragede løs! En meget skøn musik, en tilgængelig Wagner opera og en kunstnerisk performance på Salzburg Festival niveau.
Men når nu teatret er i stand til at få Europas førende sangere til operaen i København er det ganske ufatteligt, at hele opførelsen skal foregå i en statisk, visuel fattig kulisse.
Hvis ønsket er at præstere en koncertant opførelse, så giv dog sangerne noget pænt tøj på og lav et simpelt elegant set-up med et par stykker fløjl henover gulvet og et par vaser med blomster. Eller ryk ud og lån DR koncertsalen.
Hvis meningen er at lave teater, så må der gøres en indsats for at finde nogle kreative scenografer herhjemme eller et sted i Europa. Eller at ledsage handlingen med nogle visuelle multimedie perspektiveringer som blot ét eksempel. Musik- og stemmemæssigt i særklasse.
Resten - scene/kostume/video/lys - som på fattiggården.
Det må være sparekniven der har været i brug.
Trist.. Det var første gang at jeg hørte Tristan og Isolde. 1. akten sætter historien igang. 2. akt var gribende smuk. Gitte Maias sang som den der vogter medens de to elskende forenes var overjordisk smuk.
3. akt med Irens Theorins slutsang meget smuk og en interessant måde at lade sangerne dø på.
Alle var på meget højt niveau, men selvfølgelig skal man være klar over at 5 timer i operaen er lang tid. Jeg har lidt ondt af dem som bliver overraskede over dette og ikke kan klare så meget Wagner. Vi gik holdt til to akter, og så gik vi hjem. Personinstruktionen var meget stillestående og mindede om en koncertopførelse. Akustikken var dårlig. Kun Stephen Milling, John Lundgren og Peter Steen Andersen formåede at synge salen op. Det var svært at høre især Gitta Maria Sjøberg. Irene Theorin har megen drama i sig og sang godt. Scenografien var kedelig. Tænderskærende smuk sang, grænsesprængende dyb meditation over kærlighedens væsen og en scenografi der langsom åbner sig som en filsofisk og flot kommentar til stkkes kærlighed og virkelighedbegreb! Super anbefalelsesværdig! Tristan og Isolde er noget af det bedste Wagner. Og med Iréne Theorin som Isolde, så kan det næsten ikke blive bedre. Ikke mindst slutningen er noget af det bedste, jeg nogensinde har hørt.
Og så er Stig Fogh Andersen, Stephen Milling og John Lundgren bestemt også værd at høre til.
Jeg holder meget af opera, men er ikke meget bekendt med Wagner. Jeg synes Isolde sang godt, men uden at vække nogen somhelst pasionerende føleser. Kolisserne var uvarierede og grå. Musikken var monotom og uden frydefulde melodiøse højdepunkter. Alt i alt gråt ensformigt og kedeligt. Vi holdt til 2 akter og måtte så opgive. |