Skolepraktik
Skolepraktik på Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater er en spændende arbejdsplads med mange forskellige funktioner og derfor også mange forskellige medarbejdergrupper. Som skolepraktikant på teatret har du mulighed for at få et indblik i nogle af de job-typer, som ikke findes mange andre steder.

Vi gør opmærksom på, at vi hvert år har rigtig mange ansøgere og desværre kun er i stand til at udbyde et meget begrænset antal praktikpladser. Du kan derfor ikke være sikker på at få tilbudt en praktikplads, når du har sendt en ansøgning.

For at søge en skolepraktikplads på teatret, skal du:

  • gå i 9. eller 10. klasse
  • søge via det elektroniske ansøgningsskema, du finder her på siden
  • angive foretrukken uge for praktikken samt en alternativ uge
  • nøje overveje, hvilket område du helst vil i praktik indenfor
  • sørge for at skrive en udførlig begrundelse af dit valg af afdeling


Du bedes være opmærksom på:

  • Det er kun muligt at søge én gang og kun inden for ét område.
  • Du kan kun komme i praktik på teatret én gang i løbet af 9. og 10. klasse.
  • Ugen for praktikken aftales konkret med afdelingen, når vi har fået din ansøgning. Vi kan dog ikke tilbyde praktikpladser i alle uger, da vi i nogle uger har meget travlt med vores produktioner.
  • Det er ikke muligt at komme i praktik som f.eks. scenograf, koreograf, skuespiller, tøj-/kostumedesigner, balletdanser, stylist/make up-artist eller frisør.


KLIK HER FOR AT UDFYLDE ANSØGNING 

 

Det Kongelige Kapel
Et praktikophold i kapellet byder på mange spændende oplevelser i løbet af den uge, opholdet varer. Det kan være alt fra de store velkendte operaer, de største og mest kendte balletter til uropførelser af operaer og ny musik til nye balletter. Ofte foregår alt dette i samme uge. Kapellet har som regel prøver på en forestilling om dagen og spiller en helt anden forestilling om aftenen.

Som praktikant sidder du så vidt muligt sammen med den instrumentgruppe, du tilhører, og ser med i noderne under prøverne. Du vil også have mulighed for at komme med til forestillinger, hvor du vil blive placeret således, at du både har mulighed for at følge med i noderne og i, hvad der foregår på scenen. Du skal derfor regne med, at dit praktikophold både vil kunne foregå om dagen og om aftenen.

Du kommer altså ikke til at spille med, men får en nær oplevelse af, hvad det vil sige at spille i og være medlem af et af Danmarks førende orkestre.

Det er en forudsætning, at du spiller på et klassisk instrument (skriv hvilket sammen med din begrundelse i ansøgningsskemaet), og har interesse for klassisk musik.

Elektriker i Bygning og Drift
Teatrets Bygning og Driftsafdeling betjener alle vores 4 huse. Hvis du drømmer om en uddannelse som elektriker, vil et praktikophold hos os give dig et godt indblik i en elektrikers dagligdag. 

Herreskræddersalen 
Det Kongelige Teater har både en herreskræddersal og en dameskræddersal, der begge producerer kostumer til teatrets forestillinger. Det kan være alt lige fra moderne kreationer, skabt af tidens ”hotte” unge designere, til historisk korrekte stilkostumer. Udover det vedligeholder vi færdigproducerede forestillinger, det kan være ind- og udtagning af sømme, reparationer osv.

Som praktikant på én af skræddersalene vil du få forelagt diverse syopgaver afhængigt af dine sykundskaber. Du vil desuden komme på en rundvisning på Gamle Scene, og muligvis komme på besøg på værkstederne i de 2 andre huse samt overvære kostumeprøver på de forskellige scener. Skræddernes arbejdstid foregår i dagtimerne.

Da skræddernes arbejdsdag forløber med at sy, er det en forudsætning at du har lyst til og kan sy. Du bedes bemærke, at du ikke vil komme til at lære at designe under dit praktikophold, hvorfor vi ikke kan tilbyde pladser som tøjdesignere eller lignende.

Bemærk venligst, at alle pladser på Dameskræddersalen er fordelt i foråret, samt at Herreskræddersalen kun har mulighed for at tilbyde få pladser efter påske. 

Snedkersalen
Snedkerne fremstiller scenografier - d.v.s. kulisser og enkeltstående dekorationselementer - til alle typer af forestillinger på scenerne på Kgs. Nytorv, Skuespilhuset og Operaen. Når der bygges scenografi er der 3 vigtige parametre som snedkerne arbejder efter: Scenografiens vægt skal være så lav som muligt, der bygges så stærkt og solidt som muligt, og målet er at fremtrylle en 1:1 kopi af scenografens model, som vi oftest har modtaget i målestoksforholdet 1:25.

Snedkerne arbejder hovedsagligt i teams på de enkelte forestillinger og følger produktionen fra de første udkast til scenografien står færdig på scenen. Under dit praktikophold får du lov til at deltage i det praktiske arbejde med hammer og søm.

Sceneteknikken
I løbet af en praktikuge i sceneteknisk afdeling vil du kunne følge med i, hvorledes kulisser og tæpper samles og opsættes på scenen, samt få indblik i den lystekniske og maskinelle side af en forestilling. Du vil blive involveret i, hvorledes der gøres klar til dagens prøve og aftenens forestilling, og der vil eventuelt være mulighed for at overvære en forestilling. Nogle uger er der stor aktivitet fra morgen til sen aften, andre uger er det mere spredt, hvorfor du både skal regne med arbejdsdage indenfor tidsrummene kl. 7-15 og 15-23, samt eventuelt en enkelt fridag, hvis der ikke er aktiviteter på scenen.

Belysningsafdelingen og Lyd & Video-afdelingen
Hvis du er interesseret i lys, lyd, eller video, så skal du søge praktik i denne afdeling. Alt efter hvad dine interesser er, vil du komme til at følge en belysningsmester, en tonemester og/eller en videotekniker, og få et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for disse faggrupper. Det er en forudsætning, at du har erfaring med lys, lyd eller videoteknik på forhånd, hvis du skal komme i betragtning til en praktikplads i disse afdelinger, dog skal du være opmærksom på, at du primært vil komme til at observere det daglige arbejde.

Angiv i begrundelsen, hvilket område du gerne vil i praktik indenfor: Belysningsafdelingen eller Lyd & Videoafdelingen


Rekvisitafdelingen
Rekvisitafdelingen arbejder med at fremskaffe de rekvisitter, der skal bruges til forestillingerne, og rekvisitørerne afvikler prøver og forestillinger på teatrets 3 scener. Afdelingen arbejder tæt sammen med de andre afdelinger i Produktionsafdelingen i produktionsfasen, med sceneteknikken på prøver og forestillinger og i det daglige med alle de kunstneriske afdelinger i prøvesalene. Som praktikant vil du få mulighed for at følge rekvisitørens arbejde, og du vil komme til at følge sceneprøver fra salen. Du vil også få mulighed for at overvære afviklingen af en forestilling.

Tapetserersalen
Teatrets 4 tapetserere arbejder med alle dekorationsopgaver, der kræver færdigheder inden for syning, drapering samt møbelpolstring og -betrækning. De store for- og bagtæpper, der indgår i forestillingerne, produceres på det 600 kvadratmeter store værksted. Herudover står Tapetserersalen for mange andre store og små tapetsereropgaver, f.eks. syning af gardiner, slapper, soffitter samt en bred vifte af rekvisitter. Årligt går kilometervis af stoffer gennem symaskinerne på Tapetserersalen. Til de mange røde tæpper til den seneste opsætning af Maskarade blev der eksempelvis brugt mere end 1500 meter velour.
Som praktikant på Tapetserersalen vil du få indblik i de forskellige opgaver og får desuden muligheden for at udføre din egen lille polstre- eller tæppeopgave.

Malersalen
Malersalen råder over tre værksteder: plastisk værksted, hvor der blandt andet arbejdes med større tredimensionelle dekorationsdele, der udføres i flamingo mm., special effects-værkstedet, hvor der, som navnet siger, fremstilles specialeffekter og andre genstande i mindre målestok, samt den 1800 kvadratmeter store malersal, der er specielt indrettet til maling af tæpper, tapeter og store gulvlærreder, men som også bruges til mange andre maleopgaver – f.eks. gulve og møbler. Som praktikant på malersalen vil du få mulighed for at opleve, hvordan en teatermalers arbejdsdag ser ud. Herudover vil du få mulighed for at male et lille tæppe med et motiv efter eget valg.

Operaakademiet
Operaakademiet uddanner operasangere vokalt, musikalsk og musikdramatisk gennem en 3-årig uddannelse. Du vil få mulighed for at følge med i og få et godt indblik i elevernes hverdag. I løbet af ugen vil der være forskellige sceniske projekter, og du vil følge med i prøverne og måske også få mulighed for at overvære enkelte sangtimer.
Det er en forudsætning, at du interesserer dig for operasang og selv synger f.eks. hos en sanglærer eller i kor. Du vil få rig mulighed for at observere, men du kan desværre ikke selv komme til at deltage i undervisningen.

Forestillingsleder

Som skolepraktikant følger du en forestillingsleders hverdag i Skuespilafdelingen. Det vil sige, at du er med ved prøver og kan observere, hvordan skuespillerne arbejder. Herudover får du et indblik i, hvilke andre funktioner der er i huset. Du vil evt. blive bedt om at hjælpe til med små opgaver som f.eks. at kopiere, hente ting til prøven eller hjælpe til på scenen, hvis der er en praktisk sjov lille opgave. Der vil tillige være mulighed for en lille rundvisning i Skuespilhuset.

Du bedes bemærke, at du ikke selv får mulighed for at afprøve noget som skuespiller under dit praktikophold.

NB! Der er meget få pladser som forestillingsleder.

 

Det Kongelige Teater tager forbehold for, at det i enkelte tilfælde afhængigt af produktionen evt. kan blive nødvendigt at flytte eller aflyse allerede aftalte praktikuger.

Kommende forestillinger
Se også ...