– interview med instruktør Katrine Wiedemann af dramaturg Solveig Gade

 Jeg ved, det er en gammel drøm for dig at iscenesætte Lulu. Hvad er det ved dette stof, der tiltrækker dig?

Wedekinds stykke rummer jo en stor attraktion, som i første omgang består i, at det handler om sex og om, at det har en ung, smuk pige som hovedperson. Men ved nærmere eftersyn er Lulu jo så meget mere end det, og fordi det er så rigt, kan det læses på uendelig mange måder: politisk, kapitalismekritisk, feministisk osv. osv. For mig personligt består attraktionen især i dets portrættering af seksualiteten som en kraft, der både er skabende og ødelæggende. Ligesom den kan bringe dig fremad, kan den tilintetgøre dig. Efter min mening er der ikke mange dramatekster, der kommer omkring det emne på så interessant en måde! Samtidig er der en stor udfordring i at formidle denne her tekst på en forståelig måde, for den har noget vildtvoksende og frodigt og uregerligt over sig, der gør den svær at fastholde. Præcis ligesom det er med seksualiteten. På den måde kan man sige, at stykkets form og indhold passer sammen, og at Lulu er en slags portræt af seksualiteten. Men samtidig skildrer det også, hvordan seksualitet er forbundet med magt og med penge. Det viser, hvordan seksualiteten uundgåeligt bliver spændt for en vogn, hvor den skal tjene andre formål end sig selv.

 I forhold til det vildtvoksende ved stykket, kan man sige, at det også kommer til et udtryk på et genremæssigt niveau, hvor det bevæger sig fra vaudevillen over grotesken til tragedien. Hvilke tanker har du gjort dig om dette i forhold til din iscenesættelse?

Den her genre-mangfoldighed hænger sammen med det uregerlige og frugtbare, jeg talte om i forhold til stykkets form, og igen vil jeg sige, at det er med den som med seksualiteten: Stykket er umuligt at fastholde som enten det ene eller det andet, fordi det netop er alle mulige ting på én gang. Præcis ligesom seksualiteten eller det erotiske både kan komme til udtryk som noget ophøjet og som dårlig smag eller såkaldt lavkultur, så indeholder Lulu såvel finkulturen – i form af fx tragedien – som underholdningskulturen i form af fx farcen med scener, hvor elskerne løber ind og ud ad døre og gemmer sig bag gardinerne for Lulus bedragede ægtemand. I forhold til at bringe

den her sprængte stil på scenen består udfordringen efter min mening i at finde en balance mellem det mørke, tragedien og så alt det saftige og livsglade, som Lulu jo også står for. Jeg vil gerne prøve at tæmme stoffet, så man ikke farer vild i det, men samtidig ønsker jeg ikke at forråde det mangfoldige i det. Det er lidt af en øvelse!

Lulu-figuren er traditionelt groft sagt blevet fremstillet som enten en femme fatale eller en misbrugt Lolita. Hvilket aspekt ved Lulu er du interesseret i at undersøge?

Jeg tror ikke, man kan iscenesætte stykket, hvis man forsøger at reducere Lulu til enten det ene eller det andet, for balancerne skifter hele tiden. I det hele taget tror jeg, det er svært at forstå Lulu, hvis man læser eller fremstiller hende som en konsekvent gennemført psykologisk figur. For mig at se er hun snarere en foranderlig størrelse. Hun er i høj grad mændenes Lulu, og hun opfører sig forskelligt fra scene til scene, alt efter hvad de ser i hende. På den måde kan man sige, at hun er en projektionsflade og et indirekte portræt af de mænd – og for den sags skyld også af den homoseksuelle Geschwitz – der omgiver hende og begærer hende på hver deres måde. Samtidig er hun også en idé eller et princip. Man kan sige, at hun inkarnerer seksualiteten forstået som noget, der ikke kan domesticeres, og som trives bedst på kanten. I den forstand er hun en slags revolutionær energi, der om ikke omstyrter, så i hvert fald udfordrer den borgerlige verdens idealer og normer, herunder idéen om ægteskabet og moderskabet. Helt konkret kan hun ikke føde børn og dermed reproducere sin mands gener, og hver gang hun bliver gift, sørger hun igennem sin utroskab for at bryde alle ægteskabets love. Alle hendes ægtemænd ender da også med at dø, og man kan spørge, om det er fordi Lulu vil ødelæggelsen, eller om det simpelthen skyldes, at den verden, hendes skiftende mænd repræsenterer, ikke er i stand til at rumme den kraft, hun repræsenterer. På samme tid, som Lulu spreder død og ødelæggelse omkring sig, er der en stræben i hende efter hendes egen død og ødelæggelse. Som hun siger på et tidspunkt, gad hun godt ”falde i en lystmoders hænder”. Da hun til sidst i stykket er endt som fattig gadeluder, møder hun da også døden i form af Jack the Ripper. Og som jeg ser det, står hun her for første gang over for noget, der er ultimativt på 

samme måde, som hun selv er. Indtil da har hendes kraft været større end de mennesker, hun er løbet ind i. Men med døden, møder hun faktisk noget, der er større end hende selv. For konfronteret med ikke bare Jacks brutalitet, men også en fattigdom, der har tvungethende til at tingsliggøre sin seksualitet og sælge den for penge, bukker seksualiteten til sidst under. Livsflammen slukkes simpelthen. Inden det har vi i øvrigt set, hvordan den seksuelle kraft er noget, der flytter sig fra person til person. Helt konkret sker det, da Lulu i 4. akt bliver udkonkurreret af en 14-årig pige, hvorefter omgivelserne begynder at interessere sig mere for Lulus penge end for hendes krop. I den forstand kan man sige, at Lulu bare er en midlertidig beholder for den seksuelle kraft, en skal uden nogen egentlig kerne.

 For 100 år siden valgte Lulu voldsom forargelse. Det gør den næppe i dag. Men hvad er for dig at se det anfægtende ved stykket i dag, og hvad har det at sige nutidens publikum?

Stykkets fremstilling af seksualitet har uden tvivl været grænseoverskridende på Wedekinds tid, men er det ikke i dag. Mit ærinde er heller ikke at provokere, ligesom det ikke er at aktualisere stykket ved hjælp af referencer til nutidens seksualiserede samfund. Det, som jeg er interesseret i, er derimod at undersøge – men ikke fordømme – seksualitetens mekanismer og hele det spil, de indgår i. Og for mig at se er det anfægtende ved stykket, at Wedekinds fremstilling af, hvordan seksualitet, magt og penge er forbundet med hinanden, er fuldstændig ligeså gyldig i dag som på hans tid. Dét synes jeg er en central og også tidløs problematik, der holder på andre niveauer end skandalens.