Nu vender Det Kongelige Teater tilbage til Ulvedalene i Dyrehaven nord for København med en af litteraturens helt store helte: Robin Hood
Tre år efter megasuccesen De tre musketerer er Det Kongelige Teater klar med den sjette udendørsforestilling i Ulvedalene: et helt nyt, spektakulært action-eventyr bygget over fortællingen om Robin Hood.
Som altid er der smæk for skillingen, drabelige kæmpeslag og sitrende spænding i det helt store format med omfangsrig scenografi, overdådige kostumer og mere end 200 medvirkende på scenen i skikkelse af skuespillere, kor, riddere, heste, parcour-folk og statister .
Alle tider må have sin Robin Hood. Vores måske i særdeleshed. Siden 1400-tallet har myten om Robin Hood, Richard Løvehjerte, Lady Marian og Prins John vundet vores hjerter, netop fordi historien er blevet forandret, forfinet og rekonstrueret. Til tider som komedie, til tider som en voldelig tragedie. I 2013 vil Det Kongelige Teater stå for en menneskeliggørelse af myterne og en mytologisering af mennesket bag Robin Hood. Alt er forandret, buen er spændt.
Robin Hood anbefales til børn fra 1. klasse og op.
Det Kongelige Teaters forestilling i Ulvedalene er muliggjort med støtte fra Bikubenfonden
