• Gå til:
Det Kongelige Skuespil

Bag om skuespillet, CV'er på skuespilensemblet og introduktion til sæsonens skuespil på Det Kongelige Teater

Skuespillets historie

Med Oehlenschlägers tragedier, Johan Ludvig Heibergs vaudeviller, Henrik Hertz´ komedier, blev Det Kongelige Teater fra ca. 1800 til 1850, noget i retning af kulturelt centrum i København.

Med arven fra Holberg

Med erindringen om det "Commediehuus" i Lille Grønnegade, der havde bragt Ludvig Holbergs poetiske raptus over scenen i perioden 1722-1728 i baghovedet, var det en lille delvis nydannet skuespillertrup, der efter Christian V´s død ønskede at udnytte de lempeligere forhold til atter at spille teater i København. Ved åbningen af teatret i 1748, hvor man opførte to franske komedier, bestod personalet af 8 skuespillere og 4 skuespillerinder. Man kunne lige netop fylde rollerne i et repertoire, der med komedier af Holberg og Molière fulgte linien fra Lille Grønnegade. Senere kom Beaumarchais komedier om den fiffige barber Figaro til, ligesom man åbnede de skrå brædder for megen sentimental tysk hverdagsdramatik. 

Guldalderen

Med Guldalderen - fra ca. 1800 til 1850 - blev Det Kongelige Teaters noget i retning af verdens kulturelle centrum i København. Oehlenschlägers tragedier, Johan Ludvig Heibergs vaudeviller, Henrik Hertz´ komedier, Christian Hostrups syngespil stod på plakaten. Dansk samtidsdramatik af nationalromantisk og borgerlig idyllisk karakter blev i høj grad suppleret med oversat populærdramatik fra Frankrig og Tyskland.

Digterne fandt deres fortolkere i et prægtigt galleri af skuespillere med f.eks. F. Lindgreen og senere J.L. Phister, der førte Holbergs Jeppe på Bjerget op gennem århundredet, mens J.C. Ryge med usædvanlig malmrøst varetog de store helteroller, og en Johanne Luise Heiberg, der strålede i eksotisk farlighed som en dronning.

 

Det naturalistiske gennembrud

Trods de akustiske vanskelige forhold på Dahlerups og Pedersen Gamle Scene, var det her en række af Henrik Ibsens naturalistiske dramaer så dagens lys. Urpremieren på Et Dukkehjem i 1879 betød gennembruddet for den naturalistiske spillestil, der holdt sig langt op i det 20. århundrede. Til denne spillestil hører nye skuespillernavne som Emil og Olaf Poulsen, Betty Hennings m.fl., ligesom Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene fra 1912 er karakteristisk for den tids dramatiske litteratur. 

Før Anden Verdenskrig og frem

Balancen mellem tradition og fornyelse vil altid være en del af den udfordring, der sætter dagsordenen på Nationalscenen, der i sine statutter har en forpligtelse overfor det nationale og de store klassikere. Således kan man læse teatrets dramatiske repertoire op gennem tiderne som en vekslende satsning på det traditionelle overfor det nyskabende. Ofte er klassikerne blevet benyttet som springbræt for fornyelse. Det var f.eks. tilfældet for skuespilleren Johannes Poulsen, da han i 1926 skabte den første danske iscenesættelse af Shakespeares Stormen med en ikke-naturalistisk scenografi af Kay Nielsen til nykomponeret musik af Jean Sibelius. Samme år gæstede den engelske teaterreformator, Gordon Craig, med en abstrakt opsætning af Ibsens Kongsemnerne. 

En række nye danske dramatikere med Kaj Munk, Kjeld Abell og Soya i spidsen prægede 1930´ernes og 1940´ernes repertoire, og ikke mindst efter Anden Verdenskrig blev der blændet stærkt op for den udenlandske dramatik med vigtige navne som Jean Anouilh, Thornton Wilder og Tennessee Williams og senere Harold Pinter, Arthur Miller og Edward Albee.

 


Med forestillingen Teenagerlove af Ernst Bruun Olsen og Finn Savery introduceredes musicalen i 1962 på Det Kongelige Teater.

De sidste 30 år

Spændende modbilleder af den danske guldalder så med Per Olov Engquists Fra Regnormenes liv 1981, og i de følgende år blev ikke mindst det skandinaviske aspekt fulgt op med en række af Lars Noréns psykologiske dybdeboringer. I samme periode kunne man opleve et nyt syn på egen tradition. Efter endt ombygning af Gamle Scene i 1985 markerede skuespillet sig her med Holbergs Maskarade, og i 1987 tog Peter Langdal med Holger Drachmanns eventyrkomedie Der var engang… som den første en ny instruktørgeneration fat på arbejdet med at nytolke kendte tekster. I 1990´erne søgte teatret dels at skabe særlig grobund for ny dansk dramatik og dels at præsenterer de store klassikere i gedigne nytolkninger. Efter 10 år som skuespilchef blev Klaus Hoffmeyer med sæsonen 2004/05 afløst af Mikkel Harder Munck-Hansen. Åbningsforestillingen af det nye Skuespilhus på Kvæsthusbroen i februar 2008 var Shakespeares Hamlet i en opsigtsvækkende og rost udgave med Nicolas Bro i titelpartiet. Emmet Feigenberg tog roret som skuespilchef i juli 2008.

Vælg dato