På scenen er det omhyggeligt instruerede operakor en fornøjelse (...) Concerto Copenhagen i orkestergraven er garanter for den instrumentale kvalitet i en karakteristisk plastisk fortolkning ved dirigent Lars Ulrik Mortensen.

Brillant, der findes intet ord, der bedre beskriver den opsætning af Christoph Willibald Glucks opera Alceste, som i tisdags havde premiere på Det Kongeliges Gamle Scene. Fantastiske præstationer af koret, et udsøgt orkesterensemble och solistpræstationer af højeste internationale klasse. Læg der til den gennemtænkte iscenesættelse med perfekte personinstruktioner, opfindsomme kostumer og en kølig, elegant scenografi. Endnu engang viser Det Kongelige at det tilhører det europæiske topniveau.

Jeg er meget forundret over politkkens anmelding af Alceste, speciel kommentarerne om sangerne som jeg er bydt uenig i. At en ret dramatisk tenor altid imponere store dele af publikum er meget forståeligt. Gregory Kundy fortjener anerkendelse for denne svære parti, på trods at han mangler evne til at synge mezza voce eller bare piano. At man som anmelder ikke hører at Mirelle Delunsch stemme er helt i toppen og at hun kan bruge alle tænklige nyancer for at udtrykke føleserne - alt fra forte til pianissimo undre mig meget. Det er præcs det som udgøre forskellen mellem god sanger og en virkelig stor sangerinde som Delunsch tydeligvis er. Også en Andreas Scholl imponerner ikke med fortesang med med finhed, nyancerede følelser og superb teknik. Delunsch var ikke kun aftens souveræne stjerne, men også en at de allerbedste på den gamle scene i lang tid.

En av de stora operorna. Den underbara musiken följer ordens och handlingens skiftningar. Här finns mycket skönhet, psykologi, stora allmänmänskliga frågor, men också humor och komik. Heder åt Det Kongelige som sätter upp Alceste och heder åt de medverkande för det strålande framförandet. Jag såg Alceste med min familj och även barnen tyckte att förtällningen var fantastikt fin.

Excellent performance by Concerto Copenhagen and a simple, yet captivating staging with great respect for the original work by director Christof Loyd. Mireille Delunsch and Gregory Kunde are great as Alceste and Admetos. A magnificent meditation on death, with a sublime ending. Highly recommended.

For 2500 år siden skrev verdens første litteraturteoretiker, Aristoteles, at tragedien med sin handling skulle skabe ’katharsis’ – medlidenhed og frygt – hos publikum; medlidenhed med staklerne på scenen, frygt for selv at komme i samme situation. Det har tydeligvis været svært for anmelderne at acceptere, at denne forestilling ikke lever op til deres egne misforståede krav om, at en iscenesættelse skal tale til intellektet eller sætte samfundsemner til debat, for det er at gå i teatret med falske forudsætninger. Tag endelig ikke fejl; der er megen medfølelse i Christof Loys smukke og krystalklare iscenesættelse. Mere klarhed og overblik end der er i Euripides’ originale forlæg, for tragedien ”Alkestis” er et af de mærkeligste, mest modsætningsfyldte værker, der er overleveret fra oldtiden: En tragedie med happy end! Et resumé af Loys fortolkning ville lyde: En højtelsket far og konge er alvorligt syg, og man frygter for hans liv. Hvordan reagerer hustru og børn på det? De stiller uvægerligt alle sig selv spørgsmålene, hvad døden og livet er, og hvad man kan gøre for at redde den, man elsker, om man kan ofre noget. Mon ikke de fleste i barndommen har bedt en bøn, om at noget måtte gå i opfyldelse, hvis man til gengæld selv gav afkald på noget? Noget for noget – ”do ut des” hedder det i oldgræsk og romersk religion – og da faren mirakuløst bliver rask, er den tanke svær at slippe for Alceste. Hun må ofre sig selv af kærlighed, hun må! Det medfører naturligvis en ægteskabelig krise for Admetos og Alceste, at hendes kærlighed til ham er større end kærligheden til ham i livet, og her kan Loys instruktion måske gå momentvis i stå, men det tilgives, når de to partier synges med både smerte, afmagt og sjælestyrke af henholdsvis Gregory Kunde og Mireille Delunsch. De besidder begge en urkraft i stemmestyrke, som man ikke har hørt længe, og de henrykker og begejstrer begge! Den opofrende dronning hives først ud af sine illusioner, da børnene tager affære og iscenesætter et skuespil, der kalder både måde mor og far tilbage til virkeligheden, til livet. Alt dette udspiller sig – genialt set! – i et forgemak; sygeværelset, den solbeskinnede veranda og det uhyggelige loftsrum befinder sig uden for vores synsvidde, og da døren til sidst åbnes, forstår vi det som et billede på livet og døden. Hvad er der på den anden side? Gå selv ind på Gamle Scene og se. Glucks kønne og køligt klare klassicisme (er det virkelig barokmusik?) bliver – naturligvis – smukt og livfuldt serveret af CoCo og Lars Ulrik Mortensen, og hvor er det vidunderligt igen at opleve dem på Gamle Scene! Her hører de til, i det intime og guldrandede teaterrum, og man bør slet ikke sætte spørgsmålstegn ved opsætningens berettigelse, når man hører operaen netop her. I særdeleshed ikke, når der er tale om en danmarkspremiere! Se derfor stort på, at dagbladenes anmeldere har misforstået opsætningen; de slår alligevel bare blækklatter på gulvet af forargelse over at blive talt imod. Gå med lys glæde og barnligt sind ind til ”Alceste”; den er en fornem og kærkommen gave midt i januarmørke og krisetid!

Jeg synes, det er en fantastisk gribende opsætning af Alceste. Det er klogt set af instruktøren, at skabe det ekstra lag til operaen, hvis handling ellers ikke ville have været så vedkommende for os i dag. Som det er gjort her fremstår Alceste smuk, poetisk og meget gribende. jeg kendte ikke operaen i forvejen, og må sige, at det kom bag på mig, at operaen er fyldt med så meget god musik. Og Operakoret både spiller og synger, så det batter.

Om den musikalske kvalitet kan man kun give de viste presseanmeldelser ret. CoCo spiller helt suverænt, og det er da en nydelig iscenesættelse med idé, men den leverer næppe mere end en koncertant opførelse. CoCo-liebhaverne i publikum var vildt begejstrede for opførelsen - men når fremdriften og handlingen er så kedelig, at man flere gange overvejer, hvad man i stedet kunne have brugt tiden til derhjemme, så kan denne opera kun anbefales til teatergængere, der på forhånd er fuldstændigt klare over, hvad de går ind til. Gab.