DET RØDE RUM består af syv skuespillere, to instruktører, en scenograf og en lysdesigner.
Vi har på Det Kongelige Teater fået til opgave at lave det teater, vi brænder for. Simpelthen. Og så har vi fået et rum at gøre det i. Rummet er det, der engang hed Portscenen, men som vi nu har malet rødt og kalder for Det Røde Rum. Det er rødt, fordi vi tror på teater som et lidenskabernes sted, som et sanseligt sted, og som et farligt sted. Vi tror på, at vi skal risikere noget, med det vi laver. Vores forestillinger er meget forskellige, men fælles er, at vi med hver forestilling prøver at skabe udfordringer, der kan bringe os selv og publikum steder hen, hvor vi ikke har været før.
REPERTOIRE
I Det Røde Rum spiller vi i repertoire. Det vil sige, at vi spiller flere forestillinger sideløbende. Som regel vil der være to forestillinger, der veksler med hinanden. Det giver os muligheden for at genoptage succeser og blive ved med at spille dem, så længe der er publikum til dem. Herinde på hjemmesiden vil du altid kunne se hvad vi spiller for øjeblikket, og hvad de næste premierer bliver.
MASKINRUMMET
I Det Røde Rum vil vi gerne dele vores inspirationer med publikum. Vi inviterer ind i maskinrummet og arrangerer foredrag, filmforevisning, koncerter og andet, der belyser forestillingerne fra nye og anderledes vinkler.
På udvalgte fredage arrangerer vi fredagsbar, hvor det er muligt at møde skuespillerne i foyeren efter forestillingen til en øl og en snak om forestillingen. Vi laver også introduktioner inden forestillingerne, hvor du kan møde både skuespillerne og alle dem bag scenen. Hold øje med datoerne her.
Det Røde Rum er:
Elisa Kragerup, instruktør
Rune David Grue, instruktør
Palle Steen Christensen, scenograf
Helle Fagralid, skuespiller
Rasmus Bjerg, skuespiller
Johanne Louise Schmidt, skuespiller
Peter Plaugborg, skuespiller
Mikkel Arndt, skuespiller
Thomas Hwan, skuespiller
Maria Rossing, skuespiller
Jonas Bøgh, lysdesigner
Portscenen i Skuespilhuset
LÆS MERE OM KUNSTNERNE