Ballet: Teaterstykke bestående af dans og mimik.

Ballet d’action: Handlingsballet. Betegnelsen stammer fra 1700-tallet, hvor balletreformatorer lagde vægt på, at en ballet skulle fortælle en historie, og at libretto, musik, koreografi og scenografi skulle udgøre en enhed. Ballet d’action er modsætningen til et divertissement.

Ballon: En dansers evne til at give indtryk af, at han i et spring stopper et øjeblik i luften.

Entrechat: Spring, hvor danseren krydser benene et vist antal gange foran og bagved hinanden, mens han er i luften. Der findes entrechat trois, quatre, cinq, six, huit og i enkelte tilfælde dix.

Grand jeté: af fransk jeter: at kaste. Et spring fra det ene ben til det andet, hvor begge ben strækkes i luften i spagat. Udføres forskelligt i russisk stil og hos Bournonville.

Mime: eller pantomime: Kunsten at fortælle en historie, udtrykke følelser eller en stemning eller beskrive en handling ved hjælp af ansigtsudtryk, kropsholdning og gestus. De romerske mimekunstnere i antikken bar maske og kunne kun udtrykke sig med kroppen. Det mimiske sprog vandt indpas i balletten i 1700-tallet, da balletten emanciperede sig, udelod ordet, men dog ville udtrykke både handling og følelser. Et konventionelt mimesprog udviklede sig i det 19. århundredes romantiske balletter, for eksempel Giselle. Hos Bournonville finder vi dette konventionelle mimesprog blandt andet i Sylfiden og Napoli, men også et friere, plastisk-mimisk sprog uden klicheer og med tæt forbindelse mellem det indre og det ydre. Eller med en naturlig blanding af dans og pantomime. Bournonville definerer pantomimen i sine balletter som "en harmonisk og rytmisk række af maleriske stillinger, hentet fra naturen og de klassiske mønstre…en dans, men uden turnerede føder".

Pirouette: En eller flere drejninger af kroppen om sin egen akse, idet danseren står på et ben (på halv eller hel tå) og holder det andet ben i en stilling under drejningen, for eksempel en attitude eller strakt ud i anden position (á la seconde).

Plié: Bøjning i knæet som forberedelse til og afslutning på et spring. Demi-plié er en halv eller en lille bøjning. Grand-Plié en dybere bøjning.

Port de bras: Måden at holde armene på. Grundstillinger, der svarer til føddernes positioner.

Positioner: Benenes fem positioner er ’rygmarven’ i klassisk ballet. De fleste trin starter og ender med en af disse fem positioner. I første position danner fødderne en lige linie, idet hælene rører hinanden. I anden position danner fødderne stadig en lige linie, men med et lille skridts afstand mellem hælene. I tredje position er fødderne placeret udaddrejet og parallelt, den ene foran den anden, således at hælen på den forreste fod er placeret mod hulningen i vristen på den anden fod. I fjerde position er den ene fod placeret foran den anden – stadig parallelt – med et lille skridts afstand imellem. I femte position er fødderne placeret parallelt den ene for umiddelbart foran den anden, således at storetåen på den bageste fod er lige bag hælen på den forreste. I alle fem positioner holdes benene i en turneret (udaddrejet) stilling, der begynder oppe ved hoften.

Tarantel: Hurtig italiensk dans i tredelt rytme skiftende mellem dur- og mol-afsnit. Navnet menes at have forbindelse til den syditalienske by Taranto, tarantel-edderkoppens hjemsted. Ifølge folketroen bevirkede giften fra dens bid, at den angrebne dansede vildt – á la tarantella – eller dansen var en kur mod nævnte gift. Endnu en forklaring på dansen henfører den til edderkoppens ’dans’, inden den bider. Dansens tempo øges mod slutningen og foranlediger ofte ekstase. Tarantellen går helt tilbage til det 14. århundrede.

Tutu: Skørt af flere lag tyl, silke eller nylon, som er blevet standardkostumet for danserinder siden Marie Taglioni dansede Sylfiden 1832. Den romantiske tutu går til midtvejs mellem knæ og ankel. Den form, der senere bruges til klassisk ballet, er meget kortere. Går til knæene eller blot en ’tallerken’ af tyl.