Det, der ser så legende let ud på scenen har krævet timer og atter timer i træningssalen. Det er ingen stor overraskelse, for selv om teater handler om illusioner og drømme er vi ikke i tvivl om at der ligger en stor arbejdsproces bag en forestilling. Dansernes rolle i sådan en proces er åbenlys, ligesom koreografen, scenografen, lysmanden og musikernes tilstedeværelse ikke lader sig fornægte. Til gengæld kan det være svært at skimte instruktørens rolle i en balletforestilling, selvom den er yderst vigtig.

I Den Kongelige Ballet er der ansat ti instruktører. Det er deres opgave og ansvar at indstudere alle sæsonens forestillinger med kompagniet frem til premieren. Et sæsonprogram består både af spritnye værker indstuderet af koreografen selv, hvor instruktøren bistår koreografen og overtager arbejdet med stykket efter premieren. Andre værker er genopsætninger fra tidligere sæsoner eller fra andre kompagnier. Og her er det oftest instruktøren der sætter i scene. Den Kongelige Ballet har også sin nationalarv – Bournonville-repertoiret, der skal vedligeholdes med krop og ånd. Instruktøren skal altså kunne favne alle kategorierne, bistå nulevende koreografer og videreføre værker. De skal fortolke og forske og huske tusindvis af trin.

Bournonvillearven er ikke en tro kopi af hans egne værker. De er loyale fortolkninger af værker, tilpasset den moderne dansers krop og teknik. Men i stil og i historierne er de stadig ægte Bournonville-balletter. Traditionen har mange veje, men det er instruktøren, der står for den samlende fortolkning af værket.

Men trinene bliver også overleveret fra danser til danser. Yngre dansere betragter de ældre, bruger dem som forbilleder og fortolker rollerne med deres egne kvaliteter. Det skaber kontinuitet og stadig forandring og nytolkning.

Den Kongelige Ballet har siden starten af 1970’erne også brugt videooptagelser af forestillinger til brug for indstudering og overlevering. Og selvom der findes smalfilmsoptagelser fra de sidste 100 år skete overleveringen før videoens tid typisk via hukommelsen og de forskellige instruktørers og koreografers private noter og optegnelser. Der findes dog deciderede systemer at noterer trin på - det er et stort arbejde, men muligt at noterer en hel ballet med alle detaljer og bevægelser. De to mest kendte systemer er Benesh-notation og Laban-notation, der begge er blevet brug gennem tiderne på Den Kongelige Ballet.

Henrik Sten Petersen er en helt central mand bag scenen. Han er balletproducent – manden med overblikket, netværket og de kreative ideer, der skal sørge for at det hele hænger sammen.

Det er en udfordring i den tunge vægtklasse at være ansvarlig for Den Kongelige Ballets forestilling, men Henrik Sten Petersen har temperamentet og ideerne. Han er en rolig mand, der trives i orkanens øjne - hvor alle de praktiske udfordringer der går forud for en færdig balletforestilling, samles for at blive uddelegeret og løst.

Hver eneste forestilling er et puslespil af forskellige brikker der skal passes ind i et præcist mønster. Tiden fra den første abstrakte idé kommer på bordet til den færdige forestilling kan præsenteres på scenen byder på interessante udfordringer. Henrik Sten Petersen er ikke typen der trækker opgivende på skuldrene eller bliver stresset, når han præsenteres for en opgave, som kræver mere end almindelig fantasi for at blive løst. Tværtimod, har han med sans for detaljer og helheder - og ingen opgave er fremmed for ham. Hvordan får man sneen til at dale i de rigtige mængder på scenen? Hvordan får man en rød ballon til at lystre? Kan to balletdansere gå på line 3 meter over scenen, uden fare for liv og lemmer? Henrik Sten Petersen ved, hvordan illusioner skabes. Det er en af hans store opgaver.

Henrik Sten Petersen er også koordinatoren, der holder sammen på informationer i samarbejdet mellem den kunstnerisk ledelse, koreografen, scenografen, lysdesigneren, teatrets værksteder - og så har han også ansvar for den økonomiske styring mellem ideer og realitet.

Balletterne er meget forskellige – så ikke to dage er ens for ham. Der er repremierer, ældre forestillinger, der skal vedligeholdes - bagtæpper skal gennemgås og restaureres, kostumer skal syes om, scenografi skal vedligeholdes. Fx skulle stenene i Napoli udskiftes, fordi de var af skumgummi og havde tendens til at hoppe noget mere end hvad sten finder på i virkeligheden. Og så er der tryk på, når nye forestillinger skal sættes op. Ofte er der kun 5-6 uger til rådighed før premiereaftenen, hvor gæstekoreografens og –scenografens visioner skal virkeliggøres. Men det er netop de intense forløb, som fascinerer producenten for Den Kongelige Ballet. De skaber mulighed for at fange en puls i samfundet - en flygtig tendens, som kan omsættes til et nutidigt kunstnerisk udtryk på Gamle Scene.