Elisabeth Jansson
Mezzosopran
     
Kongelig operasolist

Medvirker i sæson 2011/2012 i: 
Albert Herring
Così fan tutte
Livlægens besøg
Parsifal

Uddannet på Richard Strauss Konservatoriet i München, Royal Academy of Music i London og Operaakademiet i København. Debuterede på Det Kongelige Teater som Cherubino i Mozarts Figaros bryllup, 2003. Solist ved Det Kongelige Teater siden 2005.

Elisabeth Janssons vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Cherubino i Mozarts Figaros bryllup. Octavian i Strauss' Rosenkavaleren.Miranda i Adés' Stormen. Mélisande i Debussys Pélleas og Mélisande. Titelrollen i Bizets Carmen. Caroline Mathilde i Holtens Livlægens besøg. Suzuki i Puccinis Madame Butterfly og Geshwitz i Bergs Lulu.

Elisabeth Jansson er en flittig koncert- og oratoriesolist og har arbejdet sammen med adskillige skandinaviske og europæiske orkestre. 

Hun har modtaget Joel Berglund Legatet og Reumerts Talentpris 2004 samt adskillige sang-priser på Royal Academy of Music.

Mere om Elisabeth Jansson:

Bor: Malmø
Familie: Bor sammen med sønnen Leonidas.

Jeg er operasanger fordi … jeg elsker at udtrykke mig. At synge er det, jeg kan og det, jeg virkelig ønsker at gøre. Hvis jeg ikke var blevet operasanger, så var jeg nok blevet en anden type sanger eller skuespiller. En form for formidling fra en scene, helt sikkert.

Det bedste ved at være et fast ensemble af solister … er, at vi kender hinanden så godt. Det er som at komme på arbejde med sin storfamilie. Når vi tager fat på noget nyt, er det nemt at koncentrere sig om selve opgaven, for vi har ikke behov for at ”bryde isen”. Vi ved, hvad hinanden står for.

Min familie … synes det er pragtfuldt at jeg synger. De støtter mig ubetinget, og kommer til en masse forestillinger.

Når jeg ikke synger … er jeg sammen med min søn og løber lange ture langs vandet. Jeg nyder freden og den friske luft.

Mit allerbedste parti … er Caroline Mathilde i Bo Holtens Livlægens besøg, fordi rollen er en rejse gennem en 4-årig periode i denne kvindes liv, hvor hun fra at være den ganske unge uskyldige 16-årige pige, udvikler sig til en moden dronning med magt, der til sidst ender som en ulykkelig og bitter kvinde. Det er virkelig krævende og spændende – og så er musikken jo fantastisk at få lov at synge til.

Mit yndlingskostume … er kjolerne i rollen som Caroline Mathilde. Aldrig har jeg set noget så fantastisk flot og overdådigt.

Hvad der er sjovt … er variationen i mit liv og i opgaverne. Som mezzosopran er jeg heldig, fordi jeg har mulighed for at synge så meget forskelligt: Den ene aften springer jeg ind for en kollega og er en ung fyr i bukser - rå og i hiphop stil i Kasper Holtens udgave af Mozarts Figaros bryllup – og dagen efter er jeg kongelig i 1700-tallet for fuld udblæsning.

Om 5 år … håber jeg, at jeg stadig er ansat på Operaen, og at jeg også har mulighed for at synge ude i omkring i andre af verdens operahuse. At jeg og min familie er raske - det er det allervigtigste.
Kommende forestillinger
Se også ...