Medvirker i sæson 2011/2012 i: 
Albert Herring
La traviata

Født i Värnamo, Sverige. Uddannet ved Operaakademiet i København med undervisning af Kirsten Buhl Møller

Hendes vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Papagena i Mozarts Tryllefløjten. Despina i Mozarts Cosi fan tutte.
Nanetta i Verdis Falstaff. Corinna i Rossinis Rejsen til Reims. Eurydike i Glucks Orfeus og Eurydike. Bürstner/Felice Bauer i Ruders' Proces Kafka. Adele i Johann Strauss' Flagermusen. Sofie i Richard Strauss' Rosenkavaleren. Titelpartiet i Donizettis Lucia di Lammermoor. Anne Trulove i Stravinskijs Lastens vej. Titelrollen i Bergs Lulu og Musetta i Puccinis La bohème.

Gisela Stille har medvirket ved en lang række koncerter, bl.a. sunget sopranpartiet i Mahlers 4. symfoni med Sjællands Symfoniorkester. Hun har været tilknyttet operaen i Bonn i sæsonen 2000-2001, hvor hun har sunget lyriske roller i operaer af Weber, Beethoven, Wagner og Verdi, og hun har sunget Tebaldo i Verdis Don Carlos i Monte Carlo 2003.

I 2003 modtog Gisela Stille Elisabeth Dons' mindelegat.

Mere om Gisela Stille:

Bor: I Sverige ved Bunkeflo strand i et nybygget hus, familien selv har været med til at udforme.

Familie: Gift med operasanger John Lundgren, som også er ansat ved Den Kongelige Opera. Mor til Oskar og David.

Jeg er operasanger fordi … jeg meget tidligt fandt ud af, at jeg kunne synge. Efter jeg var begyndt at synge klassisk, gik jeg i operaen i København for at se Richard Strauss’ Rosenkavaleren. Den aften blev min skæbne beseglet: Jeg græd mig gennem forestillingen, mens beslutningen voksede frem i mig: ”Jeg vil være den, der med min sang formidler alle disse følelser, så andre kan opleve alt det, jeg netop mærker på min krop og sjæl.”

Det bedste ved at være et fast ensemble af solister er … er at vi kender hinanden til bunds. Fra første dag med en ny produktion kan vi gå i dybden, uden at fornemme os frem eller afmærke territorier. Ingen er bange for at tabe ansigt, alt det er vi forbi for længst. Jeg tror, at instruktørerne værdsætter det. Og jeg tror også publikum fornemmer den ægthed, der kommer af, at vi ikke blot er navne for hinanden, men er så tætte.

Min familie … er skøn! Vi forsøger at give børnene en rolig hverdag med deres egne rutiner, netop fordi vi begge synger. Den ældste har dog været med til enkelte prøver, men vi sorterer meget i, hvad han får lov at opleve. Til en udendørs koncert i sommer var begge drenge sammen med mine forældre blandt publikum, og var både begejstrede og stolte. Det var dejligt at opleve.

Når jeg ikke synger … laver jeg god mad, tænder levende lys og hygger mig med familien eller med gode venner. Og så vil jeg gerne til at ride igen, som da jeg var ung: Jeg savner duften af hestestald og glæder mig til gode lange rideture i naturen.

Det skønneste sted på jorden … er hjemme hvor vi bor, med den vidunderlige nærhed til Øresund. Jeg holder af den særlige duft af vandet og nyder synet af broen, og solen, der går ned over Danmark

Mit allerbedste parti… var Sophie i Richard Strauss’ Rosenkavaleren, som jeg sang første gang i Monaco. At medvirke i netop den opera, der betog mig som 20-årig, var ubeskrivelig stort. Jeg var så overvældende lykkelig, at jeg ustandselig havde tårer ned ad kinderne, helt frem til generalprøven. Jeg var oven i købet gravid, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere følelsesladet. Men da vi nåede frem til forestillingerne måtte jeg tage mig sammen…

Mit yndlingskostume … blev skabt til en ballet, hvor jeg bar en vidunderlig kjole af dybrødt fløjl med lange ærmer, hjerteformet udskæring og lille slæb. Desværre var vi sangere gemt af vejen på en afsats, bag nogle lette slør, for vi lignede jo ikke dansere, så jeg glædede mig altid til at vise kjolen til fremkaldelserne, om ikke andet…

Det virkelig sjove … var i Lehárs operette Flagermusen, hvor jeg var Adele. Min kollega, der sang rollen som min søster Ida, skulle læne sig op af et bord med en gammeldags telefon. Telefonen satte sig fast i hendes tylskørt, så den hang og dinglede bagpå hende. Guido Paevatalu, der sang Dr. Falke, forsøgte diskret at filtre den ud og endte med at gribe røret og sige ”Hallo??”. Vi kunne næsten ikke komme i gang igen, så meget grinte vi.

Om 5 år … synger jeg stadigvæk.

Gisela Stille om opera:
Opera er som et spejl af livet forstørret mange gange: Det er en fantastisk kunstart, der, når den er bedst, rummer alle de store følelser, de dramatiske skift mellem liv og død, mellem kærlighed og had, forelskelse, forsoning. Det hele. Det er alle disse store følelser der gør, at jeg holder af at være i det. Dybest set er det en underlig kunstform, men måske netop derfor bliver det magisk, når det lykkes at fortælle en historie på denne storslåede måde. Det er ubeskriveligt, og fuldkommen betagende.

Endnu mere om Gisela Stille:
Har studeret musikvidenskab, sociologi og pædagogik på universitetet i Lund i 3 år.
Har været konkurrencerytter i dressurridning.
Lytter til meget andet end opera bl.a. Lisa Nilsson, Erik Gadd, Bo Kaspers Orkester og Frank Sinatra.