Medvirker i sæson 2011/2012 i:
Albert Herring
Cavalleria rusticana/Bajadser
Parsifal

Født i Bagsværd. Elev af Ingrid Bjoner og Vagn Thordal. Diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Videre uddannelse hos Judith Beckmann i Hamburg og professor Kirsten Buhl Møller i København. Debuterede som Cherubino i Mozarts Figaros bryllup på Det Kongelige Teater, 1993. Fast engageret på det Kongelige Teater siden 1997.

Hendes vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla. Dorabella i Mozarts Così fan tutte. Idamante i Mozarts Idomeneo. Komponisten i Richard Strauss' Ariadne på Naxos. Amando i Ligetis Le Grand Macabre. Marquise Melibea i Rossinis Rejsen til Reims. Sextus i Mozarts Titus. Tilfred før i Ruders' Tjenerindens fortælling. Orfeus i Glucks Orfeus og Eurydike. Charlotte i Werther. Penelope i Monteverdis Odysseus. Virtu/ Ottavia i Monteverdis Poppeas kroning. Storgé i Händels Jephtha. Olga i Tjajkovskijs Eugen Onegin. Octavian i Richard Strauss' Rosenkavaleren og Zaida i Rossinis Tyrken i Italien. 

Hanne Fischer var fra 1993-97 tilknyttet operaen i Kiel. Debuterede ved festspillene i Glyndebourne 1995 som Annius i Titus og i 1997 og 1998, som Isolier i Rossinis Le Comte Ory. Har sunget en lang række roller på Den flamske opera i Belgien. Har også gæstet  operahuset i Bonn, Strasbourg, Staatsoper Berlin, Staatsoper Hamburg og Théatre des Champs-Elysées i Paris. Har givet en lang række koncerter med danske og udenlandske orkestre.

Ved åbningen af Operaen i 2005 uropførte hun en Shakespeare Song af Poul Ruders, og i 2006 uropførte hun endnu to nye Shakespeare Songs af Poul Ruders i Radiohusets Koncertsal. Alle tre sonnetter er tilegnet Hanne Fischer.

Hanne Fischer medvirker på en lang række cd-indspilninger med blandt andet DR Radiosymfoniorkestret og Berlins Radiosymfoniorkester. Hun har modtaget Vihelm Herold Prisen 1989, Noilly Prats Musiklegat 1993 og Elisabeth Dons Mindelegat 1995 og Musikanmelderingens Kunstnerpris 2004. Nomineret til en Reumert i 2005 som Årets Sanger. I 2007 tilldelt Holger Bruusgaards Hæderslegat.

Mere om Hanne Fischer:
Ville oprindeligt gerne have været musikterapeut, spillede i flere år obo.
Bruger gerne sine hænder til alt håndværks- og havearbejde.
Er netop igang med at tage en Masteruddannelse i elitesangpædagogik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium - og er meget glad for at undervise i sang.
Elsker jazz.

Læs mere om Hanne Fischer på hannefischer.com

Endnu mere om Hanne Fischer:

Bor: I en hyggelig lejlighed med kik til himlen – i et lille gult hus på Frederiksberg.

Familie: Mor til Mathias

Jeg er operasanger, fordi … jeg ikke kan lade være. Oprindelig hadede jeg opera af et godt hjerte, selvom jeg sang i kirkekor og rejste rundt og sang til koncerter sammen med andre unge. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at man kunne leve af at synge og ville være musikterapeut, men på opfordring tog jeg timer hos sanglæreren Vagn Thordal, og et halvt år senere blev jeg optaget på konservatoriet i København som sanger. Det var min gudfar Bjørn Wiinblad, der åbnede mine øjne for teateret. Han tog mig med til Salzburg, hvor vi var til festspil en hel uge, og han lod mig synge for sopranen Rita Streich, for få hendes vurdering af min stemme. Det var ham, der vendte min aversion mod opera.

Det bedste ved at være et fast ensemble af solister, er … at vi kan græde og grine sammen. Har man en dårlig dag, er det trygt at komme ind i garderoben til dem, jeg deler den med. Vi bærer og støtter hinanden, og for forestillingerne betyder det, at de bliver bedre, fordi vi ikke først skal bruge tid på at lære hinanden at kende, og vi tør mere sammen.

Min familie … er verdens skønneste og er meget vigtig for mig. Vi værner om hinanden, og vi er gode til at bevare traditionerne, så tiden ikke bare forsvinder ud af hænderne på os. Og så glæder jeg mig over at have fået vækket deres interesse for opera.

Når jeg ikke synger … er jeg mor med stort M. Jeg underviser også en del blandt andet på Konservatoriet, og er i færd med at tage en mastergrad i elitesangpædagogik. Og så nyder jeg at være i mit sommerhus og slå græs på havetraktoren med min lille søn Mathias på skødet.

Det skønneste sted på jorden … er der, hvor jeg er sammen med mennesker, jeg holder af.

Mit allerbedste parti … skulle have været rollen som Octavian i Richard Strauss’ Rosenkavaleren. Jeg har drømt om rollen, siden jeg hørte operaen første gang for over 20 år siden og indstuderede den med mezzosopranen Brigitte Fassbaender, som er sin generations mest fantastiske Octavian. Men så blev jeg gravid i en alder af 42, og med ét stod valget mellem min professionelle drømmerolle og min private drøm om at blive mor. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl og valgte at blive mor.

Mit yndlingskostume … var i Rossinis Rejsen til Reims. Jeg var Melibea, en rigtig polsk dulle og skrap dame. Min paryk lignede et par store baller, så den kaldt vi ’numseparykken’.

Det virkelig sjove ... var i Barberen i Sevilla af Rossini, hvor publikum næsten ved forestillingens slutning stadig ikke havde grinet én eneste gang. Vi var også lidt matte , for forestillingen var kl. 12 og vi havde spillet aftenen før. Så besluttede Guido Paevatalu at bringe fut i foretagendet, og slæbte en gigastor blomsterkurv ind, netop som jeg skulle være meget vred på greven. Jeg så bare denne her kurv med et hoved og et par ben vakle ind på scenen, mens det raslede ud med små lecakugler. Jeg måtte stoppe med at synge, for jeg rystede af grin, og stearinen fra den fine, femarmede lysestage, som jeg stod med, dryppede ned på mine hænder. Så kom dirigenten også til at le, hvorefter hele orkesteret flækkede af grin. Og så, endelig, lo publikum også!

Om 5 år … synger jeg stadig. Og følger min søn i skole.

Hanne Fischer om opera: Opera er muligheden for at være i et univers, som beskriver noget, der ikke altid kan sættes ord på. Og det er dejligt at kunne nå andre mennesker på den måde – den er direkte og samtidig indirekte. For mig personligt er det en gave at kunne arbejde med en rolle og vide at alt, jeg oplever i mit liv, kan berige de roller, jeg personificerer på scenen. For 20 år siden kunne jeg ikke gestalte mine roller, som jeg kan nu. Det er tankevækkende, at de to gange, jeg er blevet nomineret til en Reumert, har været for roller, som jeg har sunget midt i to meget svære perioder i mit liv. Det viser, at alt, man står igennem, giver ballast, og at udviklingen aldrig stopper.