Medvirker i sæson 2011/2012 i:
Parsifal
Tosca

Født i Mariestad, Sverige 1968. Uddannet ved Operaakademiet i København.

Hans vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Verdirollerne Posa i Don Carlos, Amonasro i Aida, titelrollen i Nabucco og Grev Luna i Trubaduren. Mozartrollerne Leporello i Don Juan og Grev Almaviva i Figaros bryllup. Marcello og Schaunard i Puccinis La Bohème. Don Profondo i Rossinis Rejsen til Reims. Hadet i Langgaards Antikrist. Jack i Frandsens I-K-O-N™. Escamillo i Bizets Carmen. Nick Shadow i Stravinskijs Lastens vej. Titelpartiet i Bergs Wozzeck. Kurwenal i Wagners Tristan og Isolde og Barak i Richard Strauss' Kvinden uden skygge.

John Lundgren har en omfattende koncertvirksomhed og synger jævnligt på de svenske operascener som Stockholmsoperan, Göteborgsoperan og Drottningholms Slotsteater. Han har medvirket i flere opførelser af helt moderne værker som Thomas Adés Stormen på Det Kongelige Teater og Reine Jönssons Cecilia og Abekongen på Drottningholms Slotsteater.

Blandt hans fremtidige engagementer medvirker han i Giordanos Andréa Chenier ved Bregenzfestivalen i 2011 samt i Puccinis Pigen fra Vesten på Stockholmsoperan i sæson 2011/2012.

Modtager af Birgit Nilsson Prisen 2006.

Mere om John Lundgren:
Er uddannet socialrådgiver. Kaptajn af reserven. Er meget optaget af ungdoms- og socialpolitik. Har sunget i et svensk countryband.
Ser meget gerne speedway og lytter til Frank Zappa.

John Lundgren om opera:
Som sanger er jeg publikums stedfortræder. Jeg åbner dørene til de stærke følelser, som publikum har men ikke viser i dagligdagen. Når scenen er fyldt med mennesker af kød og blod, der sammen med orkesteret og scenens visuelle muligheder tager publikum med på en rutchebanetur af følelser: Dét er opersa for mig.

Læs mere om John Lundgren på johnlundgren.com

Endnu mere om John Lundgren:

Solist siden: 2000

Bor: Bunkeflostrand syd for Malmø, lige ovre på den anden side af Sundet.

Familie: Gift med operasanger Gisella Stille og far til Oskar og David.

Jeg er operasanger fordi … jeg altid har holdt af at udtrykke mig, at fortælle historier til andre, gennem sang og skuespil - helt fra barnsben. Jeg troede, at sangen skulle være min hobby, men efter en tid som først kaptajn i hæren og siden socialrådgiver tog jeg orlov for at studere musik. Først da opdagede jeg, at jeg måske kunne leve af sangen, og at min stemme ligger for opera, som jeg ellers aldrig havde oplevet som en kunstart for mig.

Det bedste ved at være et fast ensemble af solister … er, at ingen behøver at markere territorier, for vi ved hver især, hvad vi står for. Vi kender hinandens baggrund og livssituation, så vi kan hjælpe og støtte hinanden.

Når jeg ikke synger…. nyder jeg at dyrke min passion for speedway-kørsel. Jeg har endda fået overtalt min kone til at tage med af og til, og jeg har været til speedway grand prix med min bror og min ældste dreng. Det var stort.

Det skønneste sted på jorden … er den midtsvenske provinsby, Vadstena, hvor jeg gik på folkehøjskole. Den er meget smuk med sine klostre, med slottet, de gamle huse og folkehøjskolen. En særegen blanding af finkultur, religiøsitet og provinsiel atmosfære: Der er så mange nuancer i denne diamant af en by, og selv luften forekommer bedre end andre steder.

Mit allerbedste parti … er hollænderen i Den flyvende hollænder. Det var mit første store Wagner-parti, og den oplevelse sætter altid sit præg - det føltes, som var musikken skrevet specielt til mig. Jeg må også fremhæve titelrollen i Wozzeck: Meget høj sværhedsgrad - og så er det en fantastisk udfordring at gøre denne sære, ynkelige, men stakkels figur til noget, folk kan relatere sig til, og få en oplevelse ud af.

Mit yndlingskostume … er ubetinget det, jeg bærer i Carmen: Det er fra en spansk systue, der udelukkende laver toreadordragter, for jeg kunne slet ikke komme ned i det kostume, min forgænger havde på ved Operaen i Glyndebourn. Det var ellers meningen… Spaniolerne har ringet igen og igen, om det nu også kunne passe med de mål, og er det samme slags centimeter vi bruger? Jeg tror aldrig, de har syet noget så stort. Det er fantastisk med glitter og guld og pailletter, og der følger fine lyserøde strømper med, håndsyede sko og det hele. Det er vildt smukt og ingen vil gå ubemærket hen, i det kostume!

Hvad der er sjovt … er, i hvor høj grad jeg kan bruge mine erfaringer fra hæren på scenen. Det handler af og til om at overbevise andre og føre en flok derhen, hvor jeg vil have den, eller blot stå frem som enerådig og stærk. Jeg har også haft stor glæde af den indlevelse, som min tid som socialrådgiver lærte mig. Alle egenskaber er nyttige på en scene, når det kommer til stykket.

Om 5 år … er min malerpalet med alskens farver, pensler og værktøjer, som jeg bruger til at formidle kunsten med, blevet meget større, for jeg vil lære mere, jeg vil udfordre mig selv.