Medvirker i sæson 2011/2012 i:
La traviata
Født på Åbygård, Rønne, Bornholm. Uddannet ved Operaakademiet i København. Debuterede på Det Kongelige Teater som Lehrbube i Wagners Mestersangerne 1996. Ansat i Den Kongelige Operas Solistensemble siden 1998.
Hans vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken. Alfredo i Verdis La Traviata. Leander i Carl Nielsens Maskarade. Belfiore i Rossinis Rejsen til Reims. Hertugen i Verdis Rigoletto. Titelpartiet i Massenets Werther. Fenton i Verdis Falstaff. Rodolfo i Puccinis La Bohème. Macduff i Verdis Macbeth. Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin. Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor og Romeo i Gounods Romeo og Julie.
Niels Jørgen Riis har givet koncerter med DR Radiosymfoniorkestret, Sjællands Symfoniorkester samt alle landsdelsorkestrene.
Han har medvirket ved adskillige opførelser af messer og oratorier med semiprofessionelle ensembler og desuden sunget ved koncerter i Trondheim og Bergen.
Modtog Axel Schiøtz Prisen 2001, og fik samme år også Edith Allers Mindelegat og Holger Bruusgaards Legat.
Mere om Niels Jørgen Riis:
Ejer en gammel slægtsgård på Bornholm.
Samler på bøger om Bornholm - har 900 titler.
Har studeret agronomi i næsten fem år på Landbohøjskolen.
Ekstraordinært medlem af Studentersangforeningen.
Yndlingsrollen er Rodolpho i Puccinis La Bohème.
Endnu mere om Niels Jørgen Riis:
Bor: På Nørrebro – tæt på Søerne.
Familie: Han har en datter, Oliva.
Jeg er operasanger fordi … jeg som 15-årig opdagede Pavarotti. Jeg hørte alle hans plader og sang med, helt for mig selv. Imidlertid tog jeg til København for at læse agronomi og blev 25 år, inden det gik op for mig, at jeg burde gøre noget ved sangen. Jeg søgte ind på Operaakademiet og blev optaget. Det var benhårdt, og meget langt fra Landbohøjskolens tryghed. Men efter få måneder stod det klart, at jeg var kommet på den rette hylde.
Det bedste ved at være et fast ensemble af solister er … at vi kan bruge vores kendskab til hinanden på scenen. Når der så kommer en rigtig god instruktør, kan han gå lige i flæsket på os, fordi vi er så trygge ved hinanden, og så løfter det hele sig til umådelige dimensioner.
Min familie … består af mine forældre på Bornholm og min lille datter, der indtil hun var tre år sagde ”Nej far, ikke synge opera nu!”, når jeg ville synge en stille vuggevise. Men nu har hun set flere forestillinger fra siden af scenen, og er meget stolt af mig. Hun har endda overværet hele kammerversionen af Verdis opera La Traviata, fra ende til anden, sammen med sin mor. Og ingen af de omkringsiddende var i tvivl om, at det var far, der stod på scenen.
Når jeg ikke synger ... studerer jeg Københavns- og Bornholms historie. Og jagter antikviteter, så der er utallige antikvitetsforretninger, hvor jeg sidder og drikker kaffe i baglokalet.
Det skønneste sted på jorden … er Åbygård på Bornholm, hvor jeg er født og opvokset som 9. generation. Mine forældre bor der, og jeg skal tilbage, når jeg bliver gammel. Hver en sten og hvert et trin er slidt af min familie siden 1805.
Mit allerbedste parti … er Rodolpho i Puccinis opera La Bohème. Musikken er fantastisk, for Puccini er genial til at spille på følelserne. Jeg har lavet den 30 gange og er stadig vild med den.
Mit yndlingskostume ... er hertugens håndsyede lange støvler i cognacsfarvet læder, blå silkebukser og hvid silkeskjorte, som jeg bar i Mikael Melbyes opsætning af Verdis Rigoletto. Imidlertid måtte jeg også døje med en paryk, der fik mig til at ligne en puddel, fordi jeg nægtede at blive hennaskyllet.
Det hyggelige … er, at jeg deler garderobe med Palle Knudsen, som jeg gik på årgang med, på Operaakademiet. Vi driller hinanden – for eksempel spørger jeg altid bekymret i pausen, om han har det skidt og døjer med stemmen. Vi er heldigvis enige om at holde orden i garderoben, hvor jeg har alle mine minder - teaterpengesedler, spillekort, tørrede premiereblomster og en minichampagne, jeg har fået af min kollega Irene Théorin. Og billedet af Dronningen, som jeg respekterer meget. Det er jo Det Kongelige Teater.
Niels Jørgen Riis om opera:
Det er i grunden noget besynderligt antikveret noget, som vi stædigt holder fast i at bruge her i nutiden. Men opera er den mest ekstreme og ægte måde at grave i alle menneskelige følelser og dilemmaer på. Og fordi operaen kan illustrere alt dette, har den stadig sin eksistensberettigelse. Jeg mener, at alle mennesker i hele verden kan få noget ud af opera med den fantastiske musik, der hører de store klassiske værker til. Det er en videnskabelig kendsgerning, at klassisk musik påvirker det biokemiske system, så vores hjerne er under indflydelse, uanset hvad vi tror at mene om opera. Så hvis man tør give slip og give sig hen, kan man få store, store oplevelser ud af at høre opera.