Peter Lodahl
Tenor
     
Kongelig operasolist

Medvirker i sæson 2011/2012 i:
Così fan tutte
La traviata

Født i Herning.Uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i Århus og Operaakademiet i København. Ansat i Den Kongelige Operas solistensemble siden 2009. 

Hans vigtigste partier på Det Kongelige Teater er: Edgardo i Donizettis Lucia di Lammermoor. Tamino i Mozarts Tryllefløjten.
Rodolfo i Puccinis La bohème. Romeo i Gounods Romeo og Julie. Maleren og Negeren i Bergs Lulu og Alfred i Strauss Flagermusen.

Peter Lodahl har sunget en lang række roller på Staatsoper Unter den Linden og Komische Oper i Berlin. På Staatsoper blandt andet Tamino i Mozarts Tryllefløjten (nyopsætning af Hans Neuenfels, Ferrando i Peter Konwitschnys opsætning af Mozrats Cosi fan tutte, Belmonte i Calixto Bietos skandaleproduktion af Mozarts Bortførelsen fra Seraillet, Pylades i Barrie Koskys anmelderroste Iphigenia i Tauris (modtog flere nomineringer som årets bedste forestilling i Opernwelts årbog 2007). På Komische Oper blandt´andet Alfred i Strauss' Flagermusen(nyopsætning Homoki), Rodolpho i Puccinis La Bohème (nyopsætning Homoki), Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin (genopsætning Homoki).

Fra 2003-2005 var han ansat ved operaen i Kiel, hvor han sang Don Ottavio i Mozarts Don Giovanni, Decio i Vivaldis Ottone in Villa, Percy i Donizettis Anna Bolena, Rinuccio i Puccinis Gianni Schicchi, Cassio i Verdis Otello og Don Alfredo i Künnekes Lady Hamilton. På La Monnaie operaen i Bruxelles har han medvirket i Verdis I masnadieri og sunget partiet som den unge mand i Strauss' Kvinden uden skygge. På Confidencen i Stockholm har han sunget Kejser Nero i Monteverdis Poppeas Kroning.

Han bruges også flittigt som koncertsanger og har sunget med de fleste symfoniorkestre i Skandinavien samt i Tivoli i København, Concertgebouw i Amsterdam, Palais des Beaux Arts i Brussel og Stuttgarter Liederhalle i værker som bl.a. Bachs Juleoratorium, Johhannespassion og Matthæuspassionen, Mozarts Requiem, Händels Messias og Haydns Skabelsen.

Peter Lodahl medvirker som tenorsolist på EMIs cd Dig elsker jeg med Kammerkoret Camerata og har udgivet liedpladen Life is a dream .

Vinder af 1. prisen i The Gösta Winbergh Award 2006. Nomineret Årets unge operanavn i Opernwelt i 2007.

Mere om Peter Lodahl :

Bor: I et charmerende gammelt hus, så tæt på operaen, man kan komme. Da vi flyttede tilbage til Danmark, faldt vi fuldkommen for kvarteret herude på Amager.

Familie: Gift med skuespiller Katrin Weisser, der er fra Tyskland. Vi har to døtre, der begge er tosprogede.

Jeg er operasanger fordi … jeg ikke kunne lade være.

Det bedste ved at være en del af Operaens faste solistensemble er … det enestående sammenhold, der hersker mellem os. Og så nyder jeg at arbejde her, hvor jeg bliver fagligt udfordret samtidig med, at jeg kan være helt tæt på min familie. Det er derfor jeg kom tilbage til Danmark og Operaen i København, efter at have pendlet og rejst meget omkring i flere år.

Min familie mener ... at vi må hjælpes ad. Min kone er skuespiller, så hun kender til branchen, og vi forstår hinanden. Det gør alting lettere.

Når jeg ikke synger … kan godt lide at lave god mad, interesserer mig for vin og går nu og da på riffeljagt i Jylland. Desuden vil jeg gerne genoptage boksning: At bokse minder om at stå på scenen: Det er aktion og reaktion, og du er tvunget til at reagere lynhurtigt på din modstander. Den egenskab har jeg meget glæde af på scenen.

Det skønneste sted på jorden … er sammen med min familie uanset, hvor vi er i verden.

Mit allerbedste parti… er Alfredo i La Traviata. Det ligger rigtig godt for min stemme. Og jeg kan identificere mig med hele den psykologi, der er i figuren. Jeg er en stor Verdi-fan: Han taler direkte til mig.

Mit yndlingskostume … bar jeg i Richard Strauss’ opera Kvinden uden skygge i Bruxelles, hvor Christian Lacroix kom op fra Paris og brugte tre dage alene på at tilpasse mit kostume. Det var et champagnefarvet jakkesæt til en filmet natklub-scene, der siden indgik som en del af stykket.

Hvad der var rigtig sjovt … var 2. akt af Puccinis La Bohème, som jeg sang med Anna Netrebko som Mimi her i København. Scenen udspiller sig på Café Momus i Paris, og Mimi sidder med en lækker chokolademousse, mens hun snakker løs om, hvordan hun havde været på restaurant Noma aftenen inden, og hvad menuen stod på. Det faldt fint ind i rollen, men jeg var godt nok lidt overrasket over det. Og netop som jeg åbner munden for at synge, stikker hun en solid skefuld af desserten ind i munden på mig. Det var ikke helt nemt af få sunget mine toner med munden fuld af chokolademousse.

Om 5 år … er jeg forhåbentlig voksen nok, til at synge det repertoire, som jeg synger i dag :-).

Peter Lodahl om opera … Når det lykkes, er opera den kunstform, der byder på de allerstørste muligheder for at kommunikere på flere planer samtidig. Vi har scenebilledet, musikken, bevægelse, mimik - så mange dimensioner og så mange niveauer på én gang. Og så er det fedt, at det er live … Jeg elsker, at alt kan ske for øjnene af publikum. For selv om stykket er nøje instrueret, foregår det jo her og nu. Der vil altid være små forskydninger af timingen, så det aldrig er ens. Det bærer muligheden for spontanitet i sig, og derfor er det en ny og levende oplevelse på scenen for både os og publikum, hver eneste gang.

Kommende forestillinger
Se også ...