Spring til hovedindhold
Ballet

Jane Eyre

Af Cathy Marston

To personer i halvt mørke foran en dramatisk, mørk himmel med skyer. Personen forrest er iført en blåkjole med mønster og kigger fremad. Personen bagved har en hvid skjorte på og holder hænderne op nær den første persons hoved og skuldre i en beskyttende eller gribende bevægelse.

Dyb kærlighed, smertelig jalousi og mørke hemmeligheder. Mesterkoreografen Cathy Marston løfter arven efter en af litteraturhistoriens største romaner.

  • Berlingske
  • Sceneblog
  • Ungt Teaterblod
  • CPH Culture
  • Kulturkupeen
  • Politiken
  • Kristeligt Dagblad

Den unge, forældreløse Jane Eyre vælger efter en ulykkelig barndom i en plejefamilie at begynde et nyt liv og lader sig uddanne til lærer. I sin søgen efter frihed og selvstændighed bliver hun ansat som privatlærer på godset Thornfield Hall, hvor mødet med den gådefulde ejer, Edward Rochester, bliver skæbnesvangert. Det på overfladen umage par forelsker sig, men Jane må sande, at Edward bærer på en stor sorg, der truer deres lykke.

Forfatteren bag Jane Eyre, Charlotte Brontë, er den ældste af de tre berømte, skrivende Brontë-søstre, og hendes gotiske roman vakte stor opsigt ved udgivelsen i 1847. Ikke mindst den dystre stemning og de overnaturlige elementer fascinerede datidens victorianske publikum. Og så blev de tilmed her præsenteret for en lettere rebelsk heltinde med både styrke, klogskab og mod og dermed for et nyt og anderledes portræt af en kvindes længsler og indre kampe.

Den engelske koreograf Cathy Marston, som i de senere år har gjort sig stærkt bemærket som en af balletverdenens skarpe historiefortællere, folder Janes begivenhedsrige liv ud i et værk, der på én gang er et intenst og dramatisk kammerspil og en stor, medrivende handlingsballet.

Copyright foto: Klaus Vedfelt

Anbefales fra 8 år

En person i hvid skjorte og grå bukser løfter en anden person i en turkis, mønstret kjole højt op, så den løftede strækker armen og benet elegant ud. De står i køligt blåt lys mod mørke, høje paneler. Hen over billedet står "Jane Eyre" i hvid skråskrift og nedenunder "AF CATHY MARSTON". Stemningen er poetisk og dramatisk.
To personer står tæt omfavnet med panderne mod hinanden og lukkede øjne foran en lys, buet portåbning i et mørkt rum. Den ene bærer en løs hvid skjorte og holder om den andens ryg; den anden bærer en mørkeblå kjole med blomstermønster og har hånden på den førstes bryst. Det dunkle, blålige lys giver en stille, intim og melankolsk stemning.

Hør musikken

I prøvesalen med Cathy

Cathy Marston introducerer publikum til sin helaftensballet Jane Eyre gennem heltinden Jane, danset af solodanser Emma Riis-Kofoed. En kvinde, der nægter at give afkald på sin identitet, sin stemme og sin uafhængighed. Filmen følger Emma Riis-Kofoed i rollen som Jane og giver et indblik i, hvordan Cathy Marston forvandler Charlotte Brontës tidløse roman til en dybt nutidig ballet om modstandskraft, selvbestemmelse og kærlighed på egne præmisser. Med Sebastion Pico Haynes i prøvesalen som Edward Rochester.

To personer holder tæt om hinanden og ser hinanden ind i øjnene i en lys prøvesal med grå gulv og balletstænger langs væggene. Den ene bærer en grå T-shirt, den anden en sort top og har håret sat op. I baggrunden øver flere personer i sort træningstøj. Stemningen er intim og koncentreret.

Video: Tejs Holm

Kunstnerisk hold

Dirigent

  • Chanmin Chung

Koreografi

  • Cathy Marston

Dramatisering

  • Cathy Marston
  • Patrick Kinmonth

Komponist

  • Fanny Mendelssohn Hensel
  • Felix Mendelssohn-Bartholdy
  • Franz Schubert
  • Philip Feeney

Scenografi og kostumedesign

  • Patrick Kinmonth

Lysdesign

  • David Finn

Iscenesættelse

  • Cathy Marston
  • Christelle Horna

Medvirkende

Chanmin Chung

Dirigent

Chanmin Chung

Rochester

Ryan Tomash
Katherine Stevens

Young Jane the Orphan (Orphan1)

Katherine Stevens
Penelope Phelan

Young Jane the Orphan (Orphan1)

Penelope Phelan

Mrs. Fairfax

Eukene Sagues

Blanche

Ji Min Hong

Brocklehurst

Andreas Kaas

Brocklehurst

Jonathan Chmelensky

Brocklehurst

Mathieu Rouaux
Isabella Walsh

Aunt Reed

Isabella Walsh

Medvirkende

Forestillingsdatoer

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester – intet andet orkester har en så lang og traditionsrig historie, som går helt tilbage til 1448.

Det Kongelige Kapel

Bliv klogere på forestillingen

  • Jane Eyre

    Handlingsreferat

    PROLOG

    En kvinde løber, men bliver stoppet af nogle mandlige skikkelser, der synes at være et produkt af hendes fantasi. De spænder ben for hende, spærrer vejen og ødelægger hendes orienteringsevne.

    Hun falder om og bliver fundet af en mand, der i modsætning til hendes dæmoner synes at tilhøre

    den virkelige verden. Han bærer hende med hjem, og sammen med sine søstre hjælper han hende med at komme sig, mens han lytter til de fragmenter af hendes historie, der undslipper hendes mørke drømme.

    FØRSTE AKT

    Forældreløs

    Den unge Jane, forældreløs datter af en præst, vokser op i et kærlighedsløst hjem hos sin velhavende tante, Mrs. Reed. Hun bliver tyranniseret af sine kusiner Eliza og Georgiana og sin fætter John. John håner og mobber hende, men hun tager voldsom hævn, så hendes tante sender hende til Lowood, en anstalt for forældreløse piger.

    På Lowood

    Pastor Brocklehurst er en streng og hadefuld forstander, og pigerne lever et liv præget af afsavn og stivsind. Jane bliver bedste venner med Helen Burns – det tætteste venskab, Jane nogensinde har oplevet. Da Helen dør af tuberkulose, føler Jane sig endnu en gang helt ude på kanten, og hun begynder at frygte sin skæbne. Hun overlever dog at være på Lowood og uddanner sig endda nogle år senere til lærer og begynder at undervise de forældreløse børn. Men hun længes efter at få nye oplevelser ude i den store verden og tager imod en invitation til at blive guvernante på godset Thornfield.

    Thornfield

    På Thornfield bliver hun budt velkommen af husholdersken Mrs. Fairfax og hendes nye elev, en fransk pige ved navn Adèle. Hendes arbejdsgiver, Edward Rochester, opholder sig sjældent på godset, men det har han tænkt sig at ændre på nu og vende hjem fra sine mange rejser rundt i verden. Han behandler Jane med en venlighed og en respekt, som hun aldrig tidligere har oplevet. Men alt er ikke fryd og gammen på Thornfield; Jane kan fornemme hemmeligheder i de hviskende vægge, og tjenestepigen Grace Pooles mærkelige opførsel gør hende bange. Jane drømmer om Rochester, som hun er blevet forelsket i, men vækkes af lugten af røg, og det lykkes hende at redde ham ud af hans brændende seng. Hun er sikker på, at nogen bevidst har sat ild til hans værelse, men det afviser han. Mens de står i efterdønningerne af branden, opstår der en intimitet, der både fryder og skræmmer Jane.

    ANDEN AKT

    Festen – jalousi

    Ved et middagsselskab får den smukke Blanche Ingram stor opmærksomhed fra Mr. Rochester, hvilket gør Jane modløs og stille. Hun forsøger at forlade festen, men Rochester insisterer på, at hun skal blive. Pludselig afbrydes festlighederne af Grace Poole, der ankommer såret og voldsomt oprevet. Mr. Rochester bliver alarmeret og beder Jane om at tage sig af hende, mens han sender gæsterne i seng. Efter at have sørget for Grace kan Jane ikke falde til ro. Hun er alene i balsalen, da Rochester vender tilbage.

    Et frieri

    Mr. Rochester forsøger at genskabe fortroligheden mellem dem, men hun trækker sig, da hun er overbevist om, at han er forlovet med Blanche Ingram. Forsigtigt driller han hende og opmuntrer hende til at give slip på sin jalousi og sin lidenskabelighed. Hendes hidsige temperament blusser op, da hun føler, at han behandler hende som ”en maskine uden følelser”. Rochester spørger Jane, om hun vil være hans brud – hun er målløs og kan ikke tro, at det er sandt, men accepterer til sidst.

    Et bryllup

    Deres bryllup bliver hurtigt arrangeret som en privat ceremoni, men inden præsten når at afslutte vielsen, stormer en oprørt kvinde ind gennem en hemmelig dør til loftet, og hun kræver, at ægteskabet ikke bliver indgået. Det er Bertha Mason, og hun hævder, at hun er gift med Mr. Rochester. Han indrømmer, at Bertha taler sandt, og at han derfor ikke kan gøre Jane til sin lovformelige hustru. Jane rejser bort, da hun er ude af stand til at forestille sig et liv som Rochesters elskerinde. Hun flygter fra ham og falder til sidst om på heden.

    Redningen

    Jane bliver fundet i sneen af pastor St. John Rivers, og han tager hende med sig. Hun er meget syg og plages af mareridt om fortiden. Da hun vågner, holder hun sin historie og identitet hemmelig, men finder alligevel medfølelse hos St. Johns søstre, Mary og Diana, som hjælper hende tilbage til et godt helbred. St. John ser en potentiel hustru i Jane, og han frier til hende og foreslår, at hun skal være hans ægtefælle, når han vil forfølge sit ønske om at blive missionær. Jane må dog sande, at St. John ikke elsker hende, og hun indser, at hun ikke kan leve uden den sande kærlighed og lidenskab, som hun fandt hos Mr. Rochester.

    Brændt

    Jane vender tilbage til Thornfield, men mens hun har været væk, har der været en voldsom brand, der – for anden gang – er blevet antændt af Bertha Mason. Selv om han har al mulig grund til at ønske hende død, forsøger Rochester alligevel at redde Bertha, men uden held. Hun dør, og han bliver blind. Jane finder ham som en knust mand. Men da han fornemmer, at det er hende, falder han i hendes arme, og hun griber ham. De har fundet hinanden og vil aldrig mere give slip.

En høj, tom foyer med blankt sildebensparket og et rigt udskåret kassetteloft i guld og rødbrunt. Fra loftet hænger tre store, oplyste krystallysekroner i en række. Langs væggene står hvide marmorbuster på mørke piedestaler mellem høje vinduer med røde fløjlsgardiner.

Gratis introduktion før forestillingen

Før hver forestilling er der mulighed for at få en gratis introduktion til forestillingen i balkonfoyeren både 50 minutter og 30 minutter før forestillingens start.

Planlæg dit besøg på Gamle Scene

En uforglemmelig oplevelse på Gamle Scene starter med en god ankomst. Derfor har vi samlet alt, du har brug for at vide, på denne side, så ud nemt kan planlægge dit besøg. Vi glæder os til at se dig på Gamle Scene

  • FIND VEJ

    Sådan kommer du til Gamle Scene

    Til fods eller på cykel

    Gamle Scene ligger lige mellem Magasin og Charlottenborg med hovedindgang ud mod Kongens Nytorv. Tager du cyklen i teatret, anbefaler vi, at du stiller den i August Bournonvilles Passage eller ved metrostationen foran Magasin.

    Med offentlig transport

    Flere buslinjer samt metrolinjerne M1, M2, M3 og M4 stopper ved Kongens Nytorv. Find mere information på Metroens hjemmeside, eller planlæg din rejse med Rejseplanen.

    Åbn i google maps
  • FIND VEJ

    Her kan du parkere ved Gamle Scene

    Parkering i de omkringliggende gader

    Du har mulighed for at parkere i de omkringliggende gader (grøn zone), men Det Kongelige Teater råder ikke over faste parkeringspladser til teatrets gæster. 

    Desuden henviser vi til parkeringsregler og parkeringsafgifter for Københavns Kommune. Få mere information om parkering på Københavns Kommunes hjemmeside. 

    Parkering med rabat i Q-Parks parkeringshus

    Som gæst i Det Kongelige Teater kan du få 25% rabat på parkering i parkeringshuset Q-Park ved Magasin. Rabatten kan kun opnås ved forudbestilling. Du kan forudbestille din parkering herunder:

    BESTIL PARKERING

    Rabatten kan opnås i følgende tidsrum: 

    Hverdage: 17 – 08 
    Weekender: 10 – 08 

    Hvis du er Sæson+, 3+ eller 6+ medlem, får du 50% rabat. Gå til Min side for at bestille parkering med rabat. 

    Vær på opmærksom på, at hvis du har nummerpladegenkendelse aktiveret i fx. EasyPark eller en anden parkeringsapp, der også kan benyttes i parkeringshuset, skal du deaktivere dette inden parkering. Ellers bliver du opkrævet betaling to gange. 

    Handicapparkering

    Der er tre gratis handicappladser i Harald Landers Gade, som kan benyttes med gyldigt handicapskilt.

    Afsætning af passagerer

    Der er muligt at sætte passagerer af i August Bournonvilles Passage ca. 100 meter fra hovedindgangen.

  • BILLET

    Sådan vælger du din bedste plads

    Alle vores tre huse har deres egne særheder. Alligevel er der nogle generelle ting, der gør sig gældende i både Operaen, Skuespilhuset og på Gamle Scene. Dem kan du læse om her.

    Ønsker du at have det store overblik, anbefaler vi, at du vælger pladser på en af balkonerne. Dette foretrækker mange til særligt ballet- og operaforestillinger.

    Vil du være helt tæt på kunstnerne på scenen, så du rigtig kan fornemme mimikken og se sveddråberne på panden, bør du vælge pladser på gulvniveau, der i teatersprog kaldes ”parket”.

    Da ballet ofte arbejder med symmetri, kan du med fordel vælge pladser midt for i salen.

    Vælger du pladser langt ude i siderne på balkonerne, kommer du helt tæt på scenen og får et godt udsyn til orkestergraven. Dog kan du her på nogle produktioner opleve at sidde så skråt for scenen, at noget af udsynet til scenografien forsvinder.

    Hvis du ønsker den allerbedste lydoplevelse i Operaen, anbefaler vi, at du vælger pladser på 2. eller 3. balkon.

    Har du lange ben, eller har du behov for nemt at kunne komme ud, er det bedst at vælge yderpladser mod en gang.

    Er du dårligt gående, anbefaler vi, at du vælger yderpladser og pladser uden for mange trappetrin – kontakt kundeservice for specifik vedledning for hvert enkelt hus.

    Vores tre huse adskiller sig fra hinanden. Hvis du har konkrete spørgsmål eller ønsker mere specifik vejledning til pladsvalg, kan du kontakte vores kundeservice på 33 69 69 69.

  • GODT AT VIDE

    Få styr på alle detaljer før dit besøg

    På Dit besøg har vi samlet det praktiske, så du er godt klædt på til en tur i teatret. Her finder du alt, der er godt at vide om din ankomst, dine billetter og rabatter, mulighederne for at udvide oplevelsen med mad og drikke samt information om faciliteter, garderober, barer og meget mere. 

    Skal du i Det Kongelige Teater for allerførste gang? Eller har du behov for særlige hensyn? Så finder du også guides og viden, der hjælper dig trygt gennem hele oplevelsen under Dit besøg

  • TILGÆNGELIGHED

    Sådan tager vi særlige hensyn

    Adgangsforhold

    Ankommer du i kørestol, kan du gøre brug af kørestolsrampen, der er placeret til venstre for indgangsdørene ud mod Kongens Nytorv. Både den ydre og den indre indgangsdør i teatrets venstre side åbnes ved tryk på en knap.

    Elevator

    Der er elevator i teatrets venstre side, som kører til alle niveauer med undtagelse af galleriet øverst oppe. Du skal dog være opmærksom på, at der på parket og 1. etage kun er niveaufri adgang til salen i venstre side. Vi anbefaler derfor, at du køber billet i salens venstre side, hvis du ikke er tryg ved trapper og ønsker at sidde på parket eller 1. etage.

    Kørestolspladser

    På Gamle Scene har vi til alle forestillinger reserveret to faste kørestolspladser, som kan bestilles senest en uge før forestillingen gennem Det Kongelige Teaters kundeservice på telefon 33 69 69 69. Kørestolspladserne er placeret på parket, venstre side, række 16.

    Toiletforhold

    Der er handicaptoilet over for elevatoren i stueniveau. Teatrets værter står klar til at vise vej.

    Hørehæmmede

    Der er installeret teleslynge på Gamle Scene. Teleslyngen fungerer ved, at man kobler sit høreapparat til via Bluetooth. Bemærk! Pga. tekniske problemer er der i øjeblikket ikke teleslynge på følgende rækker på Parket: A, B, C, D.

    Servicehund

    Du er meget velkommen til at medbringe din servicehund på Gamle Scene, så længe den er uddannet eller under træning som servicehund og bærer “Hund på arbejde”-vest eller lignende. Medbringer du servicehund, beder vi dig ligeledes købe billetten via kundeservice på telefon 33 69 69 69 i god tid, så vi kan give dig den bedste vejledning og placere dig og din hund optimalt i salen.

    Handicapparkering

    Der er tre gratis handicappladser i Harald Landers Gade, som kun kan benyttes med gyldigt handicapskilt.

    Savner du mere information om særlige hensyn i vores tre huse? Så besøg informationssiden lige her, hvor du finder svar på stort og småt.