STEREO

Gæstespil

Denne forestilling spiller ikke længere - se aktuelle forestillinger her

Velkommen til en forestilling, hvor du som publikum er den endelige samarbejdspartner. Gemt bag 3D-brillernes glas er dine øjne, som ser, hvad der sker på scenen - eller rettere: Du tror, de ser, hvad der sker på scenen. Men 3D-projektion er kraftfuld sansesnyd. Med videoscenografien snyder vi dine øjne til at rotere og fokusere, som om der findes dybde i projektionen - en manipulation af dine øjenmuskler, som af og til kan mærkes, og som er dit fysiske indspark til forestillingen - tak!


STEREO er kraftfuld sansesnyd præsenteret af Reumert-vindende recoil performance group. Et grafisk univers i 3D og en heftig duet mellem mand og kvinde, mellem virkelighed og illusion. Med STEREO får recoil performance groups banebrydende videoscenografier en helt ny dimension: Publikum bærer 3D-briller og kommer således til at opleve, at rummet omkring dansernes kroppe kollapser og ekspanderer uendeligt; at det smyger sig ud over scenekanten og så tæt på publikum, at de fristes til at række ud og røre.


Mødet mellem dans og teknologi er recoil performance groups succesfulde varemærke. Med afsæt i samarbejder på tværs af kunstformer har gruppen skabt unikke værker, hvor koreografi og interaktiv videoscenografi smeltede sammen og skabte nye udtryksformer og kunstneriske universer. To gange har koreograf Tina Tarpgaard vundet en Reumert for Årets Danseforestilling: I 2010 med FROST og i 2012 med LIVING ROOM. Anmelderne beskrev forestillingerne således: Eminent, forbilledligt, fantasifuldt, poetisk, humoristisk, fortryllende, smukt og inciterende. Mesterligt. Fabulerende og fascinerende. Opslugende og gåsehudsfremkaldende.

ARTIST TALKS:

Efter STEREO den 3. juni vil der være Artist Talk med softwarekunstnerne Johan Bichel Lindegaard og Ole Kristensen samt lysdesigner Andreas Buhl. De tre kunstnere fortæller om den tekniske side af STEREO. Varighed: Ca. 1 time. Gratis for publikum til forestillingen.

Efter STEREO den 4. juni vil der være Artist Talk med koreograf Tina Tarpgaard og danserne Fanny Barrouquere og Jonas Örknér. De tre kunstnere fortæller om tankerne og processen bag STEREO. Varighed: Ca. 1 time. Gratis for publikum til forestillingen.

Medvirkende: Fanny Barrouquere, Jonas Örknér
Koreograf: Tina Tarpgaard
Komponist: Deborah Vlaeymans
Videodesignere: Ole Kristensen, Johan Bichel Lindegaard
Lysdesigner: Andreas Buhl
Kostumedesigner: Inbal Lieblich
Producent: recoil performance group
Co-producent: Kulturværftet
Arrangør: recoil performance group



uden pause



02.06.2016 - 05.06.2016

Galleri