KONG ARTHUR

Over 90.000 solgte billetter

 

 

 

Denne forestilling spiller ikke længere - se aktuelle forestillinger her

Eventyr i bredformat for hele familien

Tre år efter kæmpesuccesen Robin Hood er Det Kongelige Teater klar med den syvende udendørsforestilling i Ulvedalene. I sommeren 2016 vil legenden om Kong Arthur indtage Dyrehaven med et spektakulært actionbrag, hvor troldmænd, riddere, skønne dronninger og kolossale kulisser sætter scenen for kampen mellem det gode og det onde.

Hver aften er der plads til 3600 publikummer. De vil opleve højspændt drama, drabelige slag og magisk underholdning i det helt store format med kæmpe scenografi, vilde kostumer og mere end 200 medvirkende på scenen i skikkelse af skuespillere, heste og statister.

Historien
Kong Arthurs England er i forfald. Ridderne af Det Runde Bord er udenlands på jagt efter gralen, og magikeren Merlin har ikke vist sig i mange år. Nu rygtes det, at Englands plageånd, dragen Belvarg, er blevet set i nærheden af Camelot, og Morgana Le Fey, som Kong Arthur oprindeligt bortviste fra sit kongerige, dukker op for at indvie sin søn Mordred i den sorte magi.

Kong Arthur er alene. Han har kun sværdet Excalibur, som han engang hev op af stenen, da han var en værdig konge, hyldet af folket og elsket af sin dronning Guinnevere.

Men det er alt sammen mange år siden.

Kong Arthur skal genoprejse sit tabte England. Han skal besejre dragen Belvarg, der har spredt sin sorte magi ud over landet, og han skal genvinde Guinneveres kærlighed. Det hele hviler på Kong Arthur nu. Og alle siger, at han er ved at blive gal.

Kong Arthur er dramaet om alle de kendte og elskede Arthur-eventyr og legender, placeret helt ude på kanten af mørket i Ulvedalene. En fortælling om undergang og frelse - og sværdet i stenen.

Egnet til børn fra 7 år

 

Nordea-fonden og Realdania har støttet etableringen af tunnelkonstruktionen til brug under Kong Arthur i Dyrehaven

 

Tag højde for vejret
Det kan godt blive koldt i skoven, så husk et tæppe og eventuelt regntøj. Det er ikke tilladt at benytte paraply under forestillingen. Vi følger vejrudsigten nøje. Vejret i skoven ændrer sig nogle gange hurtigt, så bliv ikke hjemme, medmindre du modtager besked fra os, om at vi aflyser.

Eventuelle aflysninger vil blive annonceret på hjemmesiden samt sendt på email og sms til billetkøbere. Ved aflysning efter pausen refunderes billetten ikke. Billetgebyr refunderes aldrig.

Rundvisning bag scenetæppet

Få en særlig rundvisning og en introduktion til Kong Arthur, og oplev stemningen i kulissen, lige inden det går løs på scenen i Ulvedalene. Rundvisningen koster 75 kr. Læs mere om rundvisningen her

 


Forventet varighed: 2 time(r) og 30 minutter

inkl. en pause



25.05.2016 - 02.07.2016

Iscenesættelse: Heinrich Christensen

Assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen

Scenografi: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Jonas Vest

Koreografi: Christel Stjernebjerg

Komponist og sangtekster: Kenneth Thordal

Dramatiker: Jokum Rohde

Stuntkoordinator: Kristoffer Jørgensen

Skuespillerheste: Pia Sebech

Korleder: Marte Schau

Galleri

Pressen skrev

Magasinet KBH, 26. maj 2016

"Sim-sa-la-bims! Der er magi i luften og action i skovreviret på vanligt storslået manér, når Det Kongelige Teater for syvende gang byder på actionteater for hele familien i Ulvedalene."

Kristeligt Dagblad, 27. maj 2016

"(...)en helt unik oplevelse at se Det Kongelige Teater give den gas i det grønne."

Frederiksborg Amts Avis, 27. maj 2016 

"Magien findes i Dyrehaven, og publikum kan allerede inden forestillingen møde sværdet i stenen, den sagnomspundne manddomsprøve, som Arthur i sin tid løste, tabte kraften overfor og - nej, eventyrets slutningskal ikke røbes for de 100,000, som har forestillingen til gode i den grønne skov."

Børsen, 3. juni 2016

"(...)det er en pokkers god historie, og den er forrygende flot pakket ind hele vejen rundt."

Kristeligt Dagblad

Børsen

Frederiksborg Amts Avis

Magasinet KBH

Mad og Drikke

Hos Restaurant Piil & Co kan du frit vælge imellem flere lækre Øko-menuer og endvidere forudbestille en picnic-menu, som du kan nyde under trækronerne i Dyrehaven. Restauranten ligger blot et stenkast fra Ulvedalene.

Restaurant Piil & Co flytter deres Skovbar ud i selve Ulvedalene på forestillingsdagene, og omdøber den til TEATERBAREN. Baren holder åbent på alle spilledage fra kl. 18 til 20.30 samt i pausen mellem 1. & 2. Akt. Baren tilbyder kolde og varme drikke & sødt & salt. 

Ankom i god tid før forestillingen og nyd en forfriskning i de smukke omgivelser. Når du ankommer, kan du samtidig bestille dine drikkevarer til pausen i baren.

Læs mere på Restaurant og Teaterbar

Særlig info til abonnenter og teaterkortholdere

Vær opmærksom på, at vi i Ulvedalene desværre ikke kan tilbyde dig adgang til dine gratis drikkevarer og 10% rabat på mad og drikke.

Som abonnent på en fast serie kan du få udleveret et gratis program til Kong Arthur ved fremvisning af dit abonnementskort til kontrollørerne.

Som abonnent med valgfrit abonnement og som teaterkortholder er det muligt at købe forestillingsprogrammet til Kong Arthur til reduceret pris, men for at opnå rabatprisen skal programmet bestilles og betales på forhånd. Efter bestilling modtager du en mail med en programkupon, som du skal medbringe i Ulvedalene og fremvise for at få udleveret programmet hos kontrollørerne. 

Køb program

Køb en programkupon online og ombyt den til et forestillingsprogram når du møder op i Ulvedalene. Programmet koster 40 kroner. Er du valgfri abonnent eller teaterkortholder, får du automatisk 10% rabat på programprisen når du logger ind.

KØB PROGRAMKUPON

Billetsalg

Du finder billetsalget ved indgangen fra Ulvedalsvej. Vi åbner på forestillingsdage fra kl. 19 og kan hjælpe med køb og print af billetter. Hvis du ikke ønsker at forudbestille dit forestillingsprogram, kan det købes hos os. Vi foretrækker betaling med kredit- og betalingskort eller MobilePay.

Aflysnings- og bytteregler

Du får refunderet billetprisen, hvis aflysningen sker inden påbegyndelsen af første pause. Hvis aflysningen sker efter påbegyndelsen af første pause, får du ikke refunderet din billet.

Billetprisen refunderes automatisk til din kundekonto, hvorfra kan du bruge det refunderede beløb til at købe nye billetter. Ekspeditionsgebyr refunderes ikke.

Hvis du i stedet ønsker at få udbetalt det refunderede beløb til dit betalingskort eller evt. bankkonto, skal du kontakte Det Kongelige Teaters Billetcenter via kglteater.dk/refundering

Billetter til teatrets udendørsforestillinger kan alene byttes til samme forestilling og alene til en anden dag, hvis der er ledige pladser. Ombytningen skal ske senest 3 hverdage før forestillingen og kan alene ske på telefon i billetcenterets åbningstid. Ombytningen kan ikke ske via brev eller e-mail. Ved ombytning betales et ekspeditionsgebyr på 20 kr. per ny billet (ekspeditionsgebyr opkræves dog ikke, hvis du er abonnent).

Glemte sager

Glemte sager kan afhentes i receptionen ved sceneindgangen i Skuespilhuset, Sankt Annæ plads 38, dagen efter forestillingen.

Vejr

Se lokalvejrudsigt fra DMI her.

Find vej

Parkering

Du har mulighed for at parkere ved Klampenborg station eller på Bakkens parkeringsplads mod betaling. Du vil have ca. 30 minutters gågang til Dyrehaven.

Handikapkørsel

Der bliver ligesom ved de foregående forestillinger i Ulvedalene arrangeret buskørsel for handicappede og gangbesværede hver aften fra Lyngby Rådhus.

Pris for returbillet til bussen er 50 kr.

Der bliver 2 afgange hver aften fra Lyngby Rådhus:

1. afgang kl. 18:30
2. afgang kl. 19:15

Der er plads til 12 personer og 2 kørestolspladser i hver bus.

Reservation til bussen kan efter køb af forestillingsbilletter bestilles hos: Lone Hansen, Lyngby-Taarbæk Kommune tlf. 45973668 på hverdage kl. 10 – 15 eller på email til: ulvedalene@ltk.dk