Ofelia Live er en række gratis koncerter, der foregår fredage kl. 17 på Ofelia plads.

Kom og nyd solen og en fredags øl, alt imens du hører morgendagens stjerner i Københavns smukkeste koncertomgivelser. 

Ofelia Live 2017 støttes af KrogagerFonden og Gangstedfonden.


uden pause



 

SKUESPILHUSET

Ofelia Plads

02.06.2017 - 30.06.2017

Dicte og Hempler | 2. juni 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Dicte og Hempler er uden tvivl to af Danmarks mest markante sangere, og nu slår de for første gang talenterne sammen på et fælles album, som forventes ude i oktober 2017. Tænk blå-tonet, forfinet elegance og glæd dig til at fornemme pulsen fra storbyens svedige natklubber kravle ind under huden og helt ind i hjertet.

Deres nedtonede singer/songwriter-katalog er en sand nydelse, og som lytter beruses man af nærværet og den skrøbelige intensitet, der helt naturligt opstår på scenen.

Dicte og Claus Hempler er blevet rost til skyerne for deres fornemme samarbejde, som er i international klasse, og så akkompagneres de tilmed af Danmarks vel nok dygtigste guitarist, Mika Vandborg.

Lowly og AyOwA (dobbeltkoncert) | 9. juni 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Denne eftermiddag byder på hele to koncerter med to af Danmarks mest lovende og spirende artister.

Den danske kvintet Lowly er fuld af unikt drømmende, sensuel og betagende moderne pop, der er umuligt at sætte i en genrekategori. Lowly har kun eksisteret siden 2014, hvor medlemmerne mødte hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og selvom de respektive musikere hver især havde gang i egne bands og projekter, fandt de hurtigt fælles grund i et legesygt og ekstremt melodisk lydunivers.

AyOwA er et debuterende band, opstået i et samarbejde mellem to gamle venner - Nicolai Kornerup og Hannah Schneider, og med trommeslageren Anders Meinhardt som 3. hjul i duoen, er AyOwA et energisk, dynamisk og stemningsfuldt live act. AyOwA er støvede modularsynths og gamle båndmaskiner med dansksproget vokal på toppen. Det er danseglæde, længsel og mystik på samme tid, og bandet fortsætter med at erobre lyttere med deres unikke og bevægende lyd.

Masasolo | 16. juni 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Vokalist og forsanger Morten Søgaard Andersen er manden bag projektet. En lettere tilfældig mappe på hans computer kaldet 'MSA Solo', var stedet, hvor han engang gemte alle de sange, der ikke passede ind i sine andre bands. Han bestemte sig for at prøve at ligge det online og derfra gik det stærkt.

Masasolos karakteristiske indie-guitar drager paralleller til kunstnere som Connan Mockasin og Mac Demarco. 70'er-inspirationerne er også tydelige i lydbilledet, hvor alt fra hjerteknusende indieballader til tunge guitarsoloer kendetegner universet.

The Attic Sleepers | 30. juni 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

The Attic Sleepers placerer sig i et rendezvous mellem et elektronisk pulserende univers og et rustikt akustisk lydbillede. Nogle sange er draperet i en organisk instrumentering med trompeter, klaver og violin, hvorimod andre numre rummer et langt mere sfærisk scope med bredt anlagte synths og flødeagtige pads i fokus.

»Vi har forsøgt at variere vores udtryk så meget som muligt og har prøvet at gå væk fra at alle sange har akustisk guitar i front. Overordnet har vi beholdt numrenes storladne dimension og arbejdet på at få dem til at eksplodere på samme måde som de gør, når vi spiller live. Og så har vi skruet tempoet op og forsøgt at gøre det så lidt søvndyssende som muligt«, udtaler bandet.

Aksglæde | 14. juli 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Aksglæde blev først opdaget under KarriereKanonen 2015, hvor deres sang Lille Taarbæktøs viste den unge sangskriver, Jacob Aksglædes store potentiale. P6 BEAT udnævnte endda Aksglædes nummer til en af de bedste sange fra en upcoming artist i 2015.

I 2016 har Aksglæde cementeret sit høje niveau yderligere og høstet ros for deres første udgivelse i form af en selvbetitlet EP. Førstesinglen Fantomfølelser var i rotation på P6 BEAT i 11 uger i træk og er en af kanalens mest spillede numre i 2016.

Palace Winter | 21. juli 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Den danske producer og pianist Caspar Hesselager og den australske singer-songwriter Carl Coleman begyndte deres samarbejde med at sende hinanden små idéer og sange fra andre bands, de var inspirerede af, og fandt derefter hurtigt deres egen lyd. Duoen komplimenterer hinanden, når de arbejder sammen; Carls tilgang til sangskrivningen er til dels traditionel, mens Caspar bidrager med en mere abstrakt tilgang, der resulterer i Palace Winters genkendelige filmiske og atmosfæriske lyd. 

Som et liveband der består af 4 musikere, lever Palace Winter højt på publikums energi, når de leverer deres atmosfæriske kraut-inspirerede rock. Det er en hypnotisk oplevelse, når bandets kaskader af lyd fra guitarer og synthesizere skaber en intens atmosfære gennem hele showet.

Blondage | 28. juli 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Blondage er en elektronisk pop duo bestående Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Duoen gik tidligere under navnet Rangeklods, men skiftede sidste år navn i forbindelse med deres konstante udvikling.

»...Navnet Blondage er en sammensmeltning af ‘blond’ og ‘bondage’, og for os forener det naivitet og drøm med aggressivitet og sensualitet. Det giver os et blankt lærred og en større kreativ energi, end vi nogensinde har haft«. - Pernille Smith-Sivertsen.

Blondage er nu aktuel med deres nye single Stoned - en badass kærlighedssang, perfekt som soundtrack til sommeren. Sangen beskriver en sommerdag ved poolen set gennem øjnene på en omtumlet, kærlighedsramt pige. Den unikke lyd og stemning fra duoen Blondage er på perfekt vis smeltet sammen på dette solrige nummer med en legende produktion fyldt med attitude.

HUN Solo | 11. august 2017 kl. 17 | Ofelia Plads

Idéen til HUN SOLO blev undfanget under en brunch i efteråret 2015 af sangerne, musikerne og sangskriverne Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg. De to kunstnere var dels optaget af det kunstneriske format solokoncerten, og hvad denne gjorde ved musikken og den kunstneriske og performative oplevelse. Og dels var de optaget af spørgsmålet om, hvorfor de kvindelige artister ikke er mere synlige i det danske musiklandskab. Samtalen var før faldet på idéen om at skabe en platform og et fællesskab for kvindelige kunstnere. Idéen til HUN SOLO blev født, og en lille udvalgt håndfuld spillesteder og kulturhuse blev kontaktet.

Herefter er det gået stærkt for HUN SOLO, som nu har lavet en bookingaftale med selskabet Nord Booking Agency, der vil stå for at bringe HUN SOLO-shows, med varierende line up, rundt i landet fremadrettet.

Til koncerten på Ofelia Plads kan man opleve Kira Skov, Camille Jones, Adna, og Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi selv.

Én for én træder de alene op på scenen, og folder hver sit musikalske univers ud i solokoncerter à 20 minutters varighed.

Ofelia Plads

Læs mere om Ofelia Plads og se det fulde program