Sorella - et portræt

Quick Info

Genre: Moderne dans.

Niveau: For danseinteresserede.

Alder: 11+ (mere info)

Oplev den fordi: Kom helt tæt ind på livet af en tidligere solodanserinde. Forestillingen er et bevægende portræt af Sorella Englund der i 1966, som 21 årig, kom til Den Kongelige Ballet og stadig er aktiv på scenen.

»Det handler om livet. Hele tiden. Egentlig slet ikke om dansen, det er bare midlet. Det handler om liv og død, kærlighed og ensomhed, tab, tristhed, sorg og ømhed.«
– Sorella Englund

Den anmelderroste koreograf Pernille Garde portrætterer danserinden Sorella Englund med en ny forestilling i grænselandet mellem dans og teater.

Sorella - et portæt er en hyldest til den unikke scenekunstner Sorella Englund, der lever og har overlevet gennem dansen - dedikeret, passioneret og kompromisløst.

I forestillingen smelter liv og sceneliv sammen i et sanseligt drømmeunivers, når fire dansere fremkalder scener, hændelser og roller fra et liv formet af mørke, dybe oplevelser og eksistentielle valg. Gennem bevægelse, video, ord og musik udfoldes en fortælling om uskyld og tab, om ballettens roller og kunstens væsen; om at forvandle mørke til lys.

Forestillingens to balletdansere og to moderne dansere sætter samtidig ord og krop på det særlige aftryk, Sorellas liv og virke har sat på balletten og på flere generationer af dansere på tværs af genrer.

Sorella Englund har været tilknyttet Det Kongelige Teater siden 1966 som solodanser, karakterdanser, underviser og instruktør. Gennem sit mangeårige virke har hun fortolket ballettens kraftfulde roller på scenen med tvetydig skønhed og enorm indlevelse bl.a Ildfuglen, Carmen og heksen. Hendes karakterer er formet og inspireret af dramatiske begivenheder i hendes eget liv; for Sorella er livet og dansen uløseligt forbundet med hinanden.

Forestillingen er baseret på interviews med Sorella optaget fra 2015-2017.

Sorella - et portræt er en co-produktion mellem Pernille Garde og Det Kongelige Teater og er blevet til med støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.

Idé, koreografi, iscenesættelse og manuskript: Pernille Garde
Medvirkende: Susanne Grinder, Esther Lee Wilkinson, Tiziana Fracchiolla og Bo Madvig
Voiceover og tekst: Sorella Englund
Lyd og komposition: Greatmusic/ Niklas Schak & Tin Soheili
Scenografi, video og forestillingsfoto: Signe Krogh
Lysdesign: Michael Breiner
Kostumer: Rikke Von Qualen
Dramaturgisk konsulent: Anne Hübertz Brekne
Koreografisk og kunstnerisk konsulent: Lisbeth Sonne
Producent: Eva Steen Nordhagen
Scenemester: Kasper Riisberg
Produktionsleder: Sanne Brodersen
Kostumier: Annette Nørgaard


Forventet varighed: 1 time(r) og 15 minutter

uden pause



24.11.2017 - 06.12.2017

Galleri

Foto: Jacob Stage