Gratis koncerter hele sommeren med nogle af de stærkeste artister på den danske musikscene lige nu

De har spillet festivaler og udsolgte koncerter på spillesteder rundt om i landet, og nu kan du opleve morgendagens musikstjerner helt gratis i Skuespilhusets foyer. For 10. gang slår vi dørene op til Ofelia Live og inviterer til koncerter i Københavns smukkeste omgivelser med navne, som du ikke har kunnet undgå at høre i din radio.

Koncerterne foregår fredag kl. 17, så kig forbi til en fyraftensøl eller start jeres fredag aften hos os med koncertoplevelser af helt særlig karakter. Vær opmærksom på, at der er begrænsede antal pladser til koncerterne i foyeren, så kom i god tid.

Se hvem der spiller i programmet herunder:

 


uden pause



15.06.2018 - 03.08.2018

Marshall Cecil | 15. juni 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Marshall Cecil ligner ikke andre bands på den danske musikscene. Med deres særegne sammensmeltning af R&B, hiphop og rock, har trioen Marshall Cecil formået at lave en unik og selvstændig formular på popmusik, der er både storladen, flabet, undersøgende og catchy på én og samme tid.

Marshall Cecil udkom i efteråret 2017 med singlen og tilhørende musikvideo "Going Up / Going Down", der af danske- såvel som internationale medier blev kaldt "et kunstværk af en musikvideo" og som flittigt blev spillet på P3 og P6 Beat. Siden er trioens succes blot vokset og Marshall Cecil har kunnet melde flere udsolgte koncerter rundt omkring København. I år kan bandet bl.a. opleves på Roskilde Festival, deres efterårsturné i Danmark og så selvfølgelig helt gratis til Ofelia Live.

-

August Rosenbaum | 29. juni 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Klaverfænomenet August Rosenbaum har i de sidste mange år lavet musik med kendte navne som Quadron, MØ og Sonic Youth's Kim Gordon, og er en af de mest efterspurgte musikere inden for moderne dansk musik. Med sit nyeste album VISTA fra 2017 har han for alvor også sat sig på kortet som soloartist med et personligt, filmisk og sjælfuldt musikunivers.

VISTA toppede listerne over sidste års musikalske højdepunkter hos bl.a. Politiken, BBC 6 Music og KCRW Radio i Los Angeles. Til Ofelia Live udfolder Rosenbaum sit fængende live setup af klaverer og synthesizere og spiller musikken fra albummet. Det bliver i den grad en koncert i tangenternes tegn, som man ikke må gå glip af. 

-

Wangel | 6. juli 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Wangel er et samarbejde mellem Peter Wangel og producer Kasper Ejlerskov Leonhardt. Duoen brød igennem i 2015 med hittet "Seoul", som i skrivende stund har over 1,5 mio. afspilninger på Spotify, og siden er successen steget støt. Duoen har med deres pop-elektroniske univers vist sig som et solidt musiksamarbejde med blandt andet to albumudgivelser og flere udsolgte koncerter.

I efteråret 2017 udkom Wangels nyeste album Reasons, som endnu engang kredser om Peters karakteristiske, dybe vokal og Kaspers sfæriske lyd. På Reasons har duoen taget en ny drejning med nye tekster og tematikker, som beretter om helt nære og private ting. Det er blevet til et meget personligt album, som man kan opleve live og helt gratis til Ofelia Live.

-

Ellis May | 20. juli 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Ellis May er sangerinde, producer og lyddesigner Sophia Majs nye soloprojekt. Hun har tidligere studeret lyddesign ved Den Danske Filmskole, hvilket har været med til at forme hendes virke som sangskriver, og som tydeligt kommer til udtryk i hendes smukke sange.

Ellis May mixer lag af klaver-samples, elektroniske rytmer, dystre synthesizers, drømmende korlandskaber og enorm vokal dybde, som til sammen bliver til karakteristiske lydbilleder, som fører lytteren med på eventyr. Ellis May har udgivet singlerne "Father", "Old love" og "Surrender" og er af Clash magazine blevet kaldt "An enthralling new talent". Hun har netop spillet på dette års SPOT Festival og kan ligeledes opleves helt gratis i Skuespilhusets foyer til Ofelia Live.

-

Goss | 27. juli 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Goss er et spritnyt stjerneskud på den danske musikhimmel. I sommeren 2017 lagde han et par sange på musiktjenesten SoundCloud, som på under 48 timer fik over 100.000 afspilninger. Siden er det blevet til EP'en Healthcare med sange som "So bad" og "Time".

Goss' sange er drevet af unikke popbeats, twistede samples en ekstremt nærværende vokal. Tre uger inden, at Goss går på scenen til Ofelia Live, kan han opleves på Roskilde Festival. Men har man ikke billet til den omgang, så kræver det ikke billet at se ham i Skuespilhusets foyer. 

-

IRAH | 3. august 2018 kl. 17 - 18 | Skuespilhusets foyer

Den danske synth-popduo IRAH startede med Stine Grøn på vokal og Adi Zukanovic på klaver. Siden er Mathias Wolf Andreasen kommet til på trommer, så duoen er blevet udvidet til en trio. I 2016 udgav IRAH deres debutalbum Into Dimensions og senest er det blevet til singlen "Worship the Sun", som måske snart varsler nyt fra det københavnske band.

IRAH griber fat i flere genrer lige fra traditionel ceremoniel musik til moderne sangskrivning og mikser det i deres melodiøse sange. Stines fine og skrøbelige vokal er i front og skaber i samspil med Adi og Matias trioens karakteristiske og intense lyd. Deres sange tager spirituelle og eksistentielle emner op og trækker på den måde tråde til sværvægtere som Depeche Mode. Det bliver uden tvivl en flot afslutning på Ofelia Live med IRAH på scenen. 

-

Vind masser af fordele

Få nyheder fra Det Kongelige Teater, og deltag i konkurrencen om et teaterkort med fire gratis drikkevarer, 10 % rabat på dine billetkøb og mange andre fordele. Vi trækker en vinder i slutningen af hver måned. Vinderen får direkte besked.