68 - Et øjeblik var en anden verden mulig

68 - Et øjeblik var en anden verden mulig

★★★★★★ Fine Spind
★★★★★★ Scenekanten
★★★★★ Kulturtid.dk
★★★★ Gregers DH
★★★★ Berlingske
♥︎♥︎♥︎♥︎ Politiken

Quick Info

Genre: Musik-teater.

Alder: 15+ (mere info)

Oplev den fordi: ’68 er fyldt med ikoniske sange og tekster fra en tid, hvor man søgte et nyt utopia. En vild, sjov og musikalsk aften kan passende tage sin begyndelse her.

Ord, utopier og masser af musik fra tiden omkring 1968

Nu vender 68'erne tilbage. Når et mystisk spøgelsesagtigt band dukker op og hjemsøger os med slagordene, ideologierne og utopierne fra 1968. Myten om oprøret fra 1968 skal vendes op igen, nu når den fylder 50 år. Christian Lollike iscenesætter 68'ernes ideer, utopier og udtryk i en kaotisk, vild og helt åben koncert genopstået fra 60'erne.

Hvad enten man hader eller elsker 68'erne, lever man med musikken fra 60'erne i blodet. Musikken er blevet en kendsgerning. Musikken fra 60'erne står for sig selv som lyden af en mytisk tid. Musikken fra 60'erne har en helt særlig plads i vores fælles bevidsthed. En anden verden var mulig, når tonerne fra The Beatles, The Who, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Velvet Underground, Bob Dylan og mange flere blæste ud gennem byens højtalere.

1968 var protesternes år. Den eksperimenterende ungdomskultur kulminerede i et oprør, der ville kortslutte autoriteternes undertrykkelse af bevidstheden og tankernes frihed. En politisk og kulturel identitetskamp blev født. Siden da er 68 blevet et symbol, en myte, vi alle lever i slipstrømmen af.

68 graver i fortiden og går i kompromisløs nysgerrighed den radikale åbenhed i møde. Alle inviteres med ind i utopierne – på godt og ondt. 50-året markerer et behov for at sætte spørgsmålstegn ved myten om symbolet 68. Det skaber rum og inspiration til ny diskussion om hvordan man kan gentænke verden på en ny måde. Det hele holdes sammen af musikken.

Christian Lollike har på Skuespilhusets store scene tidligere skabt krigsballetten I føling, som vandt en Reumert for årets danseforestilling. Desuden har han på Det Kongelige Teater skrevet og iscenesat Fremtidens historie i 2009 og skrevet Kagefabrikken i samarbejde med Det Røde Rum i 2013. I 2016 modtog Lollike Teaterpokalen for sin forestilling Living Dead, som han skrev og instruerede på Sort/Hvid. I 2017 instruerede han kæmpesuccesen Erasmus Montanus af Holberg på Aarhus Teater, der modtog Reumertprisen for årets teaterforestilling.

Forestillingen er skabt i samarbejde med Sort/Hvid

 


Forventet varighed: 1 time(r) og 40 minutter

uden pause



16.03.2018 - 23.05.2018

Galleri

Pressen skrev

Jeg er fuldstændig på røven over alle stemmerne, både når der tales og synges. Fuldstændig forgabt i det organiserede vanvid. Det er første gang, jeg har oplevet, hvad hele scenerummet kan.
/Scenekanten

Det er velfunderede tanker omsat til kvikke ord, der gør 68 stærk. De gamle temaer bliver atter relevante, fordi den menneskelige udvikling går i ring om sig selv. Christian Lollikes vision med at fortælle gennem tonerne fra en historisk musikperiode lykkes ved den naturlige nostalgi, som opstår under de mange velarrangerede numre. Vokalerne er uperfekte skønne – præcis som mennesket selv. Som teaterforestilling bryder 68 så mange rammer, at iscenesættelsen kommer til at splitte publikum. Der er ingen mellemvej i dette kærlighedsforhold – man vil enten elske eller hade 68. Men dét kan i sig selv være det største succeskriterie. Vi taler jo stadig om 68’erne i dag – 50 år efter.
/Kulturtid.dk

(...) der kommer også medrivende strøm på, når Rasmus Fruergaard eller Marie Dalsgaard f.eks. går løs på Janis Joplin, ligesom hele det velsyngende hold kan levere Simon & Garfunkel for punket udblæsning. Stærkest virker det dog, da de går ned blandt publikum med en nøgen, ordløs, flerstemmig sang fuld af mørk længsel. Den fælles længsel ramte lige ind i mit eget tomrum og apatien over for en hektisk accelererende samtid på uvis kurs.
/Politiken

Dengang, hvor »jeg og du« skulle erstattes af vi. Hvor der var muligheder og åbninger. Kroppen skulle sættes fri, landegrænserne ophæves, kønsrollerne udlignes, den private ejendomsret afskaffes, mennesker skulle bare være. Men som den koncert, vi er indbudt til, skrider frem, står det klart, at de i mindst lige så høj grad taler om nu. De ikke har fundet noget at sætte i stedet for drømmen, ja, vi er alle sammen - også os, der sidder nede i parkettet - »konkurrencesyge, liderlige små aber« eller »dukker, der hænger i en snor og bliver bevæget af den store bevæger.« Det er det, der er det fine ved Christian Lolikkes forestilling om »68«, der ikke bare er et kosmisk, regnbuefarvet ballontrip om solidaritet, sex og syre. Oprøret fiser lige så stille ud af spøgelsesmusikanterne på scenen, selv om de spiller og synger alle de gode, gamle sange mere eller mindre vellykket, svinger med pik og kusse i øjenhøjde og gentager alle parolerne.
/Berlingske (Jakob Steen Olsen)

Det er alt sammen meget fornøjeligt med en undertone af, at borgerdyrene dernede er nogle snyltere, men de har jo betalt for forestillingen, så de er velkomne til at skråle med. Selv om stykket er noget ufokuseret, og det ene emne vælter ud af skuespillernes mund kun afbrudt af sange, der fremføres flot, så er der dog den røde tråd, at utopier og kras nutidsrealisme konfronteres. Det bliver ikke blot en lallende hyldest til 1968, og det skal Lollike have tak for.
/Berlingske (Bent Blüdnikow)

Karen-Lise Mynster er genial som stemningsdræberen, der frustreret bryder ud af det forskelsløse »vi«, river parykken af, afbryder musikken og hele den sceniske illusion om, at vi befinder os i 60' erne, med en mageløst mismodig monolog om alt det, hun hader ved oprøret: den fri kærlighed, der også bare var gratis sex, at »blive gammel alene«, »mit slappe kød«.
/Information (giver ikke stjerner)

VIRKELIGHED og spøgelser i syndig forvirring. Rasende forsøg på at finde sit præcise – lyksalige eller uforløste – ståsted i de kulturskred, vi nu knytter til 68, studenteroprør, forældreautoritet, kønsdrift i veritabel drift, slumstorm, kollektiver. Alt det, eller i hvert fald meget af det, Lollike har fat i med sit pudsige stykke, der nu tilbageskuende vakler på den skønneste måde mellem at lade de medvirkende være halvt hippier, halvt småborgerlige tøser og fyre, det ene øjeblik tordnende løs med hele kataloget af storladne visioner om fred, fællesskab, fri sex, kapitalens endeligt og jordisk lykke. Det næste sunket sammen i knæene med et ’Ka’ vi ikke bare spille noget musik’.
/GregersDH

Scenekanten

Kulturtid.dk

Politiken

Berlingske

GregersDH

Info til skoler

Der kan købes skolebilletter til denne forestilling på udvalgte dage. Brug dit skole-login for at se datoer og booke billetter til din klasse. Har du ikke et skole-login, så læs mere om, hvordan du bliver oprettet her.

Anbefalet fra 9. klasse og op