En mand alene på et løbebånd

Skuespiller Anders Juul, der er alene på scenen i Jeg løber, tilbagelægger ca. 9 km på et løbebånd i løbet af de 80 minutter, forestillingen varer. Det er dramatikeren Line Mørkeby, der har skrevet denne anderledes monolog om en mand, der begynder at løbe en time efter sin datters død.

Hvordan fik du ideen til at omdigte Anders Legarth Schmidts historie til teater?

Jeg fik ideen efter at have læst Anders Legarths første blog-indlæg i Politiken. Ud over at blive ekstremt påvirket af den personlige historie, så så jeg utroligt tydeligt for mig et billede af en mand helt alene på et løbebånd, der bare løber og løber. Det var det billede, der gav mig ideen til teaterforestillingen. Denne "sorgens krop" fik mig til at se nogle klare muligheder for at skildre sorgen fysisk i et rum foran et publikum. Sorg er noget meget personligt og privat. Og uhåndgribeligt. Men den omstændighed, at man ser en mand, der kæmper med en dyb sorg samtidig med, at han kæmper med en fysisk udfordring, kan måske være med til at gøre sorgen lidt mere nærværende og konkret. Og nærvær et jo et af teatrets styrker.

Hvordan har din tekst udviklet sig i løbet af skriveprocessen?

Den har udviklet sig på den måde, at den skulle tilpasses scenerummet. Og den omstændighed, at den skal siges imens skuespilleren løber næsten hele tiden. Teksten var fra begyndelsen skrevet i en meget rytmisk form. Som løb. Som en puls. Men indholdet skulle afvejes meget præcist. Gennem arbejde med teksten på workshops, og gennem mine møder og samtaler med Anders Legarth Schmidt, stod det hurtigt klart, at der ikke måtte være et gram fedt for meget på den tekst. For man skal både kunne lytte til ordene og forholde sig til dem, alt imens man ser på en mand, der løber.

Hvad kræver forestillingen af sit publikum?

Jeg oplever, at mange føler, at de skal forberede sig mentalt på, at det bliver meget hårdt at se forestillingen. Det er en hård forestilling. Men det er samtidig også en meget livsbekræftende forestilling. Den kræver, at man går ind i et "sorgens rum". Og herinde bliver publikum jo i en eller anden grad afkrævet, at de forholder sig til døden og sorgen og tabet. Men de bliver også mødt af livet i det store perspektiv. Der, hvor alt det, der har dyb eksistentiel værdi for os, bliver forstærket.