- Kalender
- Forestillinger
- Brug teatret
- Om os
Riget - ekstramateriale
Riget - ekstramateriale
”Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge.
Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket kaldte man stedet for "RIGET”. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben.
Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage... Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger...Ingen levende ved det endnu, men "PORTEN TIL RIGET" er begyndt at åbne sig på ny.”
Lars von Trier og Niels Vørsel: Riget
Interview med instruktør Nicolei Faber
Humoren ligger i folks blinde vinkel på sig selv
Interview med instruktør Nicolei Faber
Af Louise W. Hassing
Du har tidligere iscenesat både helt nye danske stykker og lavet moderne fortolkninger af klassikere, og nu har du kastet dig over første sæson af den danske kultserie Riget af Lars von Trier. Hvornår så du den første gang?
Jeg så den allerede, da den blev sendt i 1994. Så jeg har været 12 og havde indtil da mest set mainstream-film, og så kom Riget, og jeg blev fuldstændig blæst bag over. Det var en helt anden måde at fortælle historier på, en helt anden måde at arbejde med filmmediet. Jeg fik smag for noget andet end det, jeg var vant til at se. Så da Riget II og Breaking the Waves kom, slugte jeg også dem råt. De her Lars von Trier-fortællinger blev et vendepunkt for min forståelse af, hvad kunst kan være. Om det så er bøger, film, teater, tv-serier, kunst eller musik. Det blev en tråd, der har strakt sig frem til mit arbejde i dag. Jeg tror på mange måde, inden jeg blev bedt om at lave Riget her på Det Kongelige Teater, at værket sjovt nok allerede har ligget ubevidst som en referenceramme i mange af de ting, jeg har lavet. Det har noget at gøre med en genrebevidsthed og en humor, der ikke er en falde-på-halen-komik; der ikke er en komedie, der spiller sig selv ud.
En ting, som Trier gør, er at finde modstridende poler og sætte dem op over for hinanden. Som f.eks. det okkulte over for det videnskabelige eller komedien over for gyset. Den slags modpoler forsøger jeg også altid at finde i mine forestillinger. Man kan sætte et teatralt formmæssigt drama op ved at placere modpoler over for hinanden, så de hele tiden står og slår mod hinanden og forstærker hinanden. Gyset bliver mere gys ved mødet med noget andet.
Hvordan er du gået til bearbejdelsen af Triers og Vørsels oprindelige manuskript til Riget?
Jeg synes, deres historie meget tydeligt er en fortælling om ”et rige”, og ikke bare om en enkeltstående karakter, som f.eks. Drusse eller Helmer. Det er en historie om et sted, der er bygget på usikker grund, og som nu begynder at slå revner. Det betød, at det gjaldt om holde fast i multiplot-fortællingen, med en masse mennesker der har gang i hvert deres projekt på det her hospital.
Trier har på en måde smidt en organisation ned i en petriskål for at studere den. Det er et mikrokosmos af et samfund, af et land opbygget af paradokse magtstrukturer. Man gør, hvad lederen siger, selvom man er uenig og synes, at vedkommende er en idiot. På en måde er det et humoristisk billede på danskhed og vores forhold til autoriteter og regler. Og det hele bliver sat på spidsen af den her svensker, som træder ind i universet. Han er stereotypen på den regelrette, autoritetstro svensker, selv om han faktisk selv har en del skeletter i skabet. Trier spidder noget typisk dansk i Riget og kører det helt ud. For Riget er jo ikke et hyperrealistisk billede af det danske samfund i 90’erne, hvor serien blev skrevet. Trier tager fat i nogle mekanismer i danskheden og trækker dem ud i det groteske, og så henter han noget fra vores fælles danske referenceramme, som f.eks. castingen fra Matador,og det som vi opfatter som dansk folkesjæl, som hygge og konfliktskyhed, som Moesgaard er en glimrende repræsentant for. Bulder er også typisk dansk; men måske nu mere repræsentant for noget, der var engang. Hele vores liberale samfund i dag må efterhånden have afskaffet den type. Bulder er en figur, der kunne begå sig godt i Huset på Christianshavn. En hygge-arbejder, der drikker øl i arbejdstiden. Jeg ved ikke, om han stadig fandtes i 90’erne; men i dag virker han mere som en reference til en fortid, som vi ser tilbage på med en vis romantik.
Hvor ligger humoren i Triers Riget?
Humoren ligger i karakterer, som handler groteskt ulogisk i forhold til, hvad vi ser som normerne. Det er et rige med mennesker, der lever i en dobbelthed mellem, at når det gælder deres egen personlige vilje, så kan de ikke se, at det, de gør, er ekstremt uetisk eller forkert; men når de kigger på de andres handlinger, så kan de sagtens se, at alle de andre er uetiske og handler forkert. Humoren ligger i folks blinde vinkel på sig selv. Der er én, der siger, at ”Moesgaard, han hverken ser eller hører noget”. Men det er jo egentlig noget, der ligger til alle karaktererne. Judith vil ikke se i øjnene, at hendes foster vokser alt for hurtigt, og hun burde gøre noget ved det. Krogen kan ikke se, at den måde, han urimeligt bliver kørt rundt på af Helmer, er præcis den samme måde, som han kører rundt med de andre. Moesgaard vil gerne have en god kommunikation på afdelingen; men hver gang nogen siger til ham, at det, han gør, ikke fungerer, så hører han det ikke. Helmer synes, at alle danskere er sjuskede og ikke tager deres arbejde alvorligt; men alligevel vil han ikke anerkende, at han har lavet en fejloperation og gør alt for at skjule den. Det gør det sjovt og grotesk, at man har et univers, hvor alle kan se andre, men ikke sig selv. Hvilket i sidste ende nok egentlig er en ekstremt menneskelig ting, som vi møder alle steder, og som Trier bare har skruet helt op for her.
Humoren ligger også i karakterernes ubegribelige mangel på empati og moral. Og så udspiller det sig ovenikøbet på et hospital – tilmed landets fineste – et sted som burde passe på sine patienter, sin befolkning. Der er en lemfældighed med liv inden for det her lukkede system. Og det må nødvendigvis udvikle en indbildskhed. Logen ”Rigets sønner” er et klart billede på det. Én ting er, at én læge kører sit eget projekt; men når spidsen af lægestanden er gået sammen om at lave det her lukkede miljø, hvor de dækker over hinanden, så er det virkelig sygt. Det er den ultimative demonstration af, at ”her gælder reglerne ikke for mig”.
Og på det her sted er et barn gjort fortræd.
Ja, det er endnu en kontrast, som Trier har lagt ind. Man har en flok voksne mennesker, der ikke har nogen form for uskyld. Altså Drusse er heller ikke uskyldig. Hun lyver sig ind på hospitalet. I det her univers, hvor ingen er uskyldige, lægger Trier så mordet på den lille pige Mary og fejloperationen af pigen Mona ind. Uskylden er blevet slået ihjel af det her system. Man køber nemmere voksenspillet, hvor alle gør sig skyldige i et eller andet; men så snart det går ud over børnene, så bliver det tydeligt, hvor grotesk hele organisationen fungerer.
Hvad er det, der gør Riget så original?
Trier er først og fremmet en kunstner med et fuldstændig originalt blik. Han ser ting, som andre ikke ser, og udtrykker det. Riget er på en måde løsrevet fra sin tid, hvilket også kendetegner Triers andre værker. Riget er ikke nødvendigvis en kritik af lægestanden i 1994. Det er snarere et forsøg på at fortælle en god historie og på at sætte et satirisk spejl op for os danskere for at vise, hvordan vi er over for hinanden, og hvordan vi fungerer i flok. I dag inden for kunsten, især inden for teatret, er der en stor higen efter aktualitet; efter at sige noget om det, der sker i samfundet lige nu. Det, der gør Trier interessant, er, at han skaber utrolig stærke historier, karakterer og universer og dermed formår at lave noget, der placerer sig et andet sted end det aktuelle. Værket er stærkt nok i sig selv. Det bliver ved med at være interessant også her næsten 25 år efter, fordi det ikke relaterer til en specifik politisk situation. Det er en satire over en folkesjæl – eller noget endnu dybere menneskeligt. Nogle gange er det interessant i stedet for hele tiden at kigge på noget, der er, at flytte sit blik over på noget, der kunne være, eller noget som er fantasiens verden. Hvor tingene er billeder på noget.
Den måde, som Trier meget bevidst blander forskellige genrer for at skabe en ny genre, har en teatralitet i sig, et kunstgreb. Jeg synes altid, at det er pirrende med teaterforestillinger og kunst generelt, at man hele tiden er lidt i tvivl om, hvor vi skal hen, hvad det her egentlig går ud på. Når man ser Riget, eller f.eks. David Lynchs Twin Peaks fra samme æra, tænker man: Hvad fanden er det her? Er det en gyser, en komedie, en thriller, en soap? Hvad er det? Og det er kunsten. Når man blander så mange ting, kan det nemt blive til ingenting; men blander man det med den rette dosis, kan det også blive noget, der ikke kan puttes ned i vores fastsatte normer og normale kassetænkning. Og det gør værket stort og originalt.
Tv-serien Riget
I Lars von Triers troldspejl
Riget var et gennembrud for Trier og et vendepunkt for dansk tv-dramatik. Og nu spøger det på Det Kongelige Teater …
Af Peter Schepelern
Det er snart et kvart århundrede siden, at alle gik rundt og sagde ”Det er u-hyg-ge-ligt”, udtalt med dårernes dybsindige naivitet. For alle så Riget, alle talte om Riget. Rigshospitalet fik pludselig en central plads i dansk kultur.
Og tv-seriens hovedkarakterer blev øjeblikkelig folkeeje: Den clairvoyante fru Drusse, den godmodige Bulder, den koleriske Helmer, den konfliktsky Moesgaard, den entreprenante Krogen og ikke mindst stakkels, lille Mary, der både var et genfærd i elevatorskakten og et præparat i en flaske sprit. For slet ikke at tale om de to opvaskere, som kommenterede begivenhederne nede fra kælderregionerne.
Bestilt af DR
Riget var et bestillingsværk. Det nyoprettede Zentropa havde brug for opgaver for at overleve, og DR’s Svend Abrahamsen ville gerne have dansk films unge auteur-skikkelse, der havde markeret sig med sin Europa-trilogi, til at lave en serie. Det var Lars von Trier med på. David Lynch havde netop med Twin Peaks demonstreret, hvordan tv-mediet, ganske vist som lidt af en undtagelse, kunne danne ramme om den personlige kunstneriske udfoldelse.
Trier foreslog en spøgelseshistorie og gik i gang med arbejdet sammen med Niels Vørsel, hans faste medforfatter på de tidlige spillefilm. Og der blev arbejdet hurtigt – ud fra princippet om, at ”en hvilken som helst idé var god nok”.
Barndommens gys
Det gysende var tidligt et fast element i Triers film. Allerede som 14-årig havde han foregrebet Riget med en lille gyserfilm med den lange titel Hvorfor flygte fra det du ved du ikke kan flygte fra? Her bliver en dreng dræbt i en trafikulykke, hvilket får hans kammerat til at flygte ned til Mølleåen, dog kun for at blive forfulgt af den døde, som nu er blevet til en spøgelsesagtig mumie, indhyllet i gazebind.
En vigtig inspirationskilde, både dengang og nu, var den franske miniserie Belphégor, som blev sendt i 1965. Både Trier og Vørsel havde set den i barndommen, og den havde gjort stort indtryk. Det var jo i monopoltidens store år, hvor hele befolkningen sad klæbet til skærmen, når DR droppede de højere kulturelle ambitioner og bød på folkelig spændingsserie. Når man ser den i dag, er den lidt tung at komme igennem, men dengang rejste hårene sig af uhygge, når vi kom ned i kældrene under Louvre, ned til den ægyptiske samling, hvor dæmoniske kræfter huserede.
Det var bestemt – uhyggeligt.
Grusomhed med humor
Grusomhed og dæmoni er også fremtrædende i Triers tidlige spillefilm: I Forbrydelsens element indlever detektiven sig så stærkt i morderens sind, at han selv kommer til at myrde den lille pige. I Epidemic spreder sygdom og rædsel sig til sidst, og i Europa prøver Leo forgæves at standse det onde komplot og drukner.
Kuppet i Riget er at koble uhygge og dæmoni sammen med komik og farce. Trier har altid holdt af at tage en genre og så vride og vende dens konventioner, for at få noget nyt og grænseoverskridende ud af det velkendte. Og Riget var et superbt miks af horror og komedie og læge-soap – med et twist.
Danskjävlar
Hospitalet udgør et mikrokosmos, fremstår som et lille sociologisk dukketeater, hvor samfundshierarkiet bliver tydeliggjort – et kongerige og en hovedstad koncentreret i én stor bygning, hvis fundament er ved at krakelere. Der er noget råddent i Danmarks rige …
Mens fru Drusse – der egentlig stammer fra Hans Scherfig, som kom i Triers barndomshjem – søger kontakt med ånderne, har lægerne deres egne projekter og deres egne problemer. Der er den pæne facade og den mørke bagside.
Trier holder sit troldspejl op for alle os danskjävlar, fremmaner rationalitetens undergang, autoriteternes fald og den arrogante videnskab kontra clairvoyante anelser.
Lars von Trier præsenterer
Triers tidlige film er fulde af dyster undergangsstemning, men de befinder sig i kunstfilmens lidt snævre reservat. Først med Riget får han fat i fortælleglæden, satiren, humoren. Strengt taget var der allerede skæv humor, hospitalssatire og uhyggelige kældergange i hans film nr. to, Epidemic, men den slog mildest talt ikke an. Det var først med Riget, at komikken og gyset blev forløst. Det var her, han fik fat i publikum, et stort publikum.
Ikke mindst fordi han selv – med skyldig reference til Hitchcock, der så effektivt havde skabt sit eget brand i tv-serien Alfred Hitchcock Presents – præsenterede sig for seerne efter hver episode og på en finurlig ironisk måde advarede om, at man skulle være ”vel beredt på at tage det gode med det onde.” Og som en særlig og indforstået reference var han iført Carl Th. Dreyers smoking.
Han havde fået den foræret af Dreyer-fotografen Henning Bendtsen, som også filmede Triers Epidemic og Europa. For Dreyer var Triers store idol, og Dreyer havde også engang lavet en gyserfilm. Det var den sælsomt poetiske Vampyr, som er forblevet en af Triers store indflydelser. I den forstand går der en forbindelse fra Riget til Triers seneste film, seriemorderdramaet The House That Jack Built.
Vendepunktet
Riget blev et vendepunkt for Trier: han opgav den strengt kontrollerede stil, der havde præget de tidlige film, især Europa, og brugte i stedet en slags løst skitseret, bevidst sjusket tilgang til arbejdet. Han talte, lidt nonchalant, om, at Riget, hvor Morten Arnfred var hans medinstruktør,var et venstrehåndsarbejde. Ikke mindst af hensyn til det begrænsede antal optagedage, der var til rådighed for produktionen, foretog han en radikal forenkling af den tekniske proces og legede bevidst med overtrædelse af filmsprogets normale spilleregler.
Og det var disse mere optagetekniske erfaringer fra Riget med selvpålagte benspænd, der førte til Dogme-konceptet, som Trier udviklede sammen med Thomas Vinterberg, kort efter færdiggørelsen af Riget. Og Dogme 95 blev, som bekendt, et stort gennembrud for dansk film – ikke mindst internationalt.
Genistregen
Dansk tv’s store nationale bedrift var selvsagt Matador, et nationalklenodie som ikke sådan kan overgås, og Trier prøvede bevidst at caste så mange Matador-skuespillere som muligt på Riget. Siden kom en mere internationalt orienteret storhedstid for danske tv-serier – Taxa, Rejseholdet, Krøniken, Nikolaj og Julie frem til Forbrydelsen og Borgen.
Men det var Riget, der er blevet stående som en uovergået genistreg i dansk kultur, måske fordi der her, modsat de vanlige spilleregler i tv-mediet, er tale om en auteur, som udsætter tv-mediet for sin egen virtuost undergravende virksomhed. Det er på én gang folkelighed og eksperiment.
Riget flytter
Riget blev i 1997 fulgt op af Riget II, der dog ikke nød helt den samme succes, og det var planen at fuldføre historien med en tredje og sidste del. Det blev dog aldrig realiseret – Trier kan prale af at være blandt de få instruktører, der har lavet trilogier bestående af to dele! Heller ikke en afsluttende tv-film, Riget III: Exodus, hvor en kvinde oplever det hele som en drøm, blev til virkelighed.
Engang blev de store dramaer og de populære skuespil filmatiseret. Det var en fast trafik. Nu er det blevet omvendt: Flere og flere teaterstykker henter materiale i film og tv. I de senere år er også en række af Triers værker blevet opført på teater – Breaking the Waves, Dogville, Direktøren for det hele, Antichrist, Idioterne.
Og nu flytter Riget så ind i en hæderkronet institution i København. Der bliver stuegang på Det Kongelige Teater. Og det bliver helt sikkert U-HYG-GE-LIGT.
Peter Schepelern (f. 1945) er lektor emeritus i filmvidenskab ved Københavns Universitet og har bl.a. udgivet bogen Lars von Triers film - tvang og befrielse (2000) samt redigeret Lars von Trier - det gode med det onde (2017).
Persongalleri
Fru Drusse
Hypokonder med direkte linje til hospitalets spøgelser.
Moesgaard
Chefen for det hele og manden bag Operation morgenluft, der kulsejler i bedrag, lysky aftaler og mord...
Rigmor
Helmers danske kæreste. Hun kan udholde det meste, men alle har en grænse. Når Rigmor sin?
Mogge
Moesgaards forkælede og ubrugelige afkom, der går alt for langt i alt, hvad han laver.
Christian
Mogges lakaj. Vil det godt, men dummer sig nærmest pr. automatik.
Stig Helmer
Svensk kolerisk overlæge, der hader danskjävla!
Bulder
Fru Drusses uduelige søn, som fanges midt i spøgelsernes hærgen.
Bondo
En mand i fælleskabets tjeneste og patolog til fingerspidserne. Overlever han den sygdom han får indopereret?
Judith
Hospitalets hottie, men det bliver hun ikke ved med at være...
Krogen
Ikke verdens bedste læge, han skaffer alt og ved det meste
Om hjemsøgelser
Hjemsøgelse
Hjemsøgelse er en fælles betegnelse for en tilstand, hvor man oplever mange hændelser, som ikke kan forklares.
Hjemsøgelser synes at dreje sig om huse eller steder.
Hjemsøgelser er ikke nemme at forklare eller definere. Hjemsøgelser kan bestå af mange ting, her listet op i "sværhedsgrad":
- Uforklarlige lyde
- Uforklarlige syn
- Fornemmelse af tilstedeværelse af fremmede
- Vandhaner som tænder af sig selv
- Ting forsvinder
- Ting flyttes
- Ting kastes
- Folk påvirkes, skubbes, slås, berøres.
Hjemsøgelser har været i berettelser i al den tid, hvor mennesket har kunnet kommunikere.
(Fra: Paranormal-efterforskning.dk)