Tosca er et af operahistoriens helt store trekantsdramaer. Tosca elsker Cavaradossi, men forfølges hele tiden af en altædende jalousi. Samtidig begærer Scarpia den smukke Tosca, og ingen eller intet skal stå i hans vej for at opnå sit mål.

Det er både handlingsmættede og blodige timer, vi bliver vidne til i Puccinis Tosca. Ved tæppefald har ikke mindre end fire af operaens hovedpersoner måttet lade livet som følge af enten mord, selvmord eller tortur og henrettelse. Alle dødsfaldene kan kædes direkte sammen med operaens store drivkraft – følelserne had, kærlighed, begær og jalousi.

Den dramatiske opera udspiller sig på flere forskellige historiske steder i Rom: Kirken Sant'Andrea della Valle, Palazzo Farnese, og borgen Castel Sant'Angelo, der har en central betydning som både fængsel for politiske fanger og henrettelsessted.

Handlingen er indlagt i en historisk ramme, hvor Rom og Italien står på kanten af revolution, og Napoleons tropper er på nippet til at indtage byen.

Download handlingsreferat og læs mere om den historiske kontekst her 

I opera må det rationelle og fornuftsprægede vige pladsen for de subjektive, personlige følelser. Og det er her, at samspillet mellem tekst, musik og dramatik kan noget helt særligt – det kan ramme os lige uden om vores intellekt og direkte ind i hjertet. For det er følelserne, som sidder på første række sammen med os, dér i teatermørket ...

At skabe scenografi med psykologisk dybde
Scenograf og kostumedesigner Karin Betz fortæller om hvordan scenografien afspejler karakterernes følelser.

Om at spille et dumt svin
Operasangerne John Lundgren og Johan Reuter deler rollen som Scarpia i Tosca. Hør John Lundgren fortælle, om at bruge sig selv i arbejdet med de onde roller.

Kvalt, stukket ned, skudt, af tørst, af tuberkulose og af kærlighedskvaler – de dør på stribe i opera.

Opera er en forstørret virkelighed og en kunstform, der sætter fokus på de største øjeblikke i livet – også de tragiske. Hvis der er noget, man ikke gør i opera, så er det at dø naturligt. Her kan dødeligt sårede helte og heltinder synge videre, efter de er blevet hængt eller forgiftet.

"Det er ren terapi"
"Det er fedt at dø på scenen – det at spille livets helt store situationer giver en fantastisk mulighed for at få udlevet de følelser, man bærer i sig – det er ren terapi. I de sidste tre operaer, jeg har medvirket i, døde jeg, og nu skal jeg for første gang dø som Cavaradossi i Tosca. Udfordringen i Tosca er, at Cavaradossi tror, at han kun skal skydes på skrømt og skal lade som om, han dør. Men han er blevet snydt og dør alligevel – så det er en meget dobbelt følelsesreaktion, jeg skal spille. "

- Niels Jørgen Riis, tenor

"Fald som varm havregrød"
"Hvis man ikke er vant til at falde, låser man sine bevægelser og slår sig. Det er vigtigt, at man har bløde led, og at man tænker på at falde som en kugle eller som varm havregrød, der bliver hældt ud af en skål. Jo tættere man kommer på gulvet, inden man falder, des bedre, så man kan med fordel bryde faldet op i mellemstationer. Man vil dog aldrig helt kunne undgå at slå sig, men hvis man accepterer det og træner meget, vil man slå sig mindre."

- Bo Thomas, stuntmand

"Publikum skaber det selv"
"Scenen er et magisk rum, og en af de største kræfter, vi har, er publikums fantasi, og det er den, der er sjov at lege med. Publikums evne, til at digte kreativt med, er fantastisk. Når Tosca springer lidt over en meter ned på en madras bag en papvæg, så er det i virkeligheden publikum selv, der skaber skidtet og forestiller sig, at hun kaster sig ud fra toppen af Engelsborg og dør, når hun rammer voldgraven langt nede."

- Peter Langdal, instruktør

"Alle musikkens parametre kan udnyttes"
"Der er to slags dødsscener: Den pludselige voldelige død og den langsomme sivende død. Den første er ofte ikke så interessant i opera-sammenhæng, derfor skubbes de fleste drab normalt over i død to. Her gælder det om at komponere ud-ebbende. Alle musikkens parametre kan udnyttes; rytmerne bliver langsommere og langsommere, tonerne færre, orkestreringen tyndere, harmonierne mere og mere nøgne ... alt liv siver ud af musikken."

- Bo Holten, komponist

Der er operaer, som tilstræber en særlig grad af realisme og blandt dem er Puccinis Tosca. I slutningen af 1800-tallet fik en ny retning inden for den italienske opera en plads på landets operascener. Tidligere havde operaerne ofte hentet deres materiale fra mytiske historier og eventyr. Nu gik operaen nye veje og hentede inspiration fra den italienske litteratur. I Italien havde der i flere århundreder været tradition

for en naturalistisk retning i litteraturen, med forfattere som Verga og Boccaccio, og med inspiration herfra fik operaen sin egen, dog kortvarige, naturalistiske bølge kaldet verismen.

Lær om operaens naturalisme: Verismen

Opera er en musikdramatisk teatertradition, som har udviklet sig gennem de sidste mere end 400 år, og som har aner endnu længere tilbage til det antikke Grækenland. Og det er en tradition, som fortsat bliver ved med at udvikle sig. Læs mere om hvad opera er