Født: 1995
Nationalitet: Amerikansk
Uddannelse: Pittsburgh Ballet Theatre School, 2003-13
Tidligere kompagnier: National Ballet of Canada, Toronto (aspirant), 2013-15, og Boston Ballet, 2015
Karriere: Ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet i 2016
Højdepunkter fra Den Kongelige Ballets repertoire: Myrtha i Giselle (Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff), solo i Rubiner – Juveler (George Balanchine), pas de trois’en og russisk prinsesse i Svanesøen (Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff), Salmesymfoni (Jiří Kylián) og AfteRite (Wayne McGregor)
***********************************************************
Hvad var den første ballet, du så?
Det var Nøddeknækkeren med Pittsburgh Ballet Theatre. Jeg kan huske, at jeg sad og så på alle børnene på scenen og tænkte på, hvordan jeg mon kunne komme op til dem.
Hvorfor begyndte du at danse ballet?
Da jeg var barn, dansede jeg altid rundt i huset og optrådte i baghaven, og så var jeg besat af min luftige klæd-ud-tutu.
Hvad er din yndlingsballet?
Serenade eller Giselle.
Hvorfor er ballet efter din mening stadig relevant i dag?
Elementerne i ballet er universale: musikken, det atletiske, den æstetiske skønhed, følelserne og historiefortællingerne. Der er og vil altid være noget i ballet for alle.
Hvad er det, der er så specielt ved Den Kongelige Ballet?
At dele scenen med disse støttende og vidunderlige kollegaer. Samtidig også historien og magien, der følger med Gamle Scene. Det er en ære at arbejde her, når man ved, hvor man legender der gennem årene har danset og koreograferet her.
Hvad er dit yndlingstrin fra træningen?
Grand allegro (store spring).
Hvem er din roomie på teatret?
Marina Minoiu.
Er der noget, du ikke kan leve uden?
Peanutbutter.
Hvor kan man finde mig på en fridag?
I køkkenet, hvor jeg er midt i at lave mad!
Har du en historie, du vil fortælle om livet bag scenen?
Jeg vil altid huske den aften, hvor jeg endelig vendte tilbage til scenen i George Balanchines smukke Diamanter, efter at have været væk på grund af min første alvorlige skade. For alle de andre dansere var denne forestilling ikke noget særligt, bare endnu en aften. Men den støtte, jeg fik fra mine kollegaer, var fantastisk. Min dansepartner sørgede for, at jeg var klar og gennemgik trin og taktslag med mig, lige indtil kort før tæppet skulle gå. Og da forestillingen var ovre, samlede der sig en stor gruppe dansere, som omfavnede mig og ønskede mig velkommen tilbage. Det var en meget bevægende aften, og jeg har aldrig følt så meget taknemmelighed over mit arbejde.
Fun fact:
Selv om jeg i snart mange år har hørt den flere gange, end jeg kan tælle, så får jeg stadig gåsehud, når jeg hører musikken fra grand pas de deux’en i Nøddeknækkeren.
Læs mere om Elenora Morris:
Instagram: @elenoraruth