Johan Reuter

Johan Reuter

Baryton

Baryton

Johan Reuter er med udgangen af sæson 2018/19 ikke længere en del af solistensemblet. I sæsonen 2019/20 er han tilknyttet som Associate artist og synger bl.a. hovedrollen i Snedronningen og ved koncerten Oedipus Rex.

Født og opvokset i København. Ansat på Det Kongelige Teater siden 1996.

Johan Reuter er  uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet  i København. Han er en af de internationalt mest efterspurgte sangere på sit felt og optræder fast på teatre og festivaler som Royal Opera House i London, Metropolitan Opera i New york, Opera de Bastille i Paris, Wiener Staatsoper, Bayerische Staatsoper i München og Salzburger Festspiele. Han er også en flittig koncertsanger i sale som Concertgebouw i Amsterdam, Philharmonien i Berlin, Royal Albert Hall i London og Musikverein i Wien. Johan Reuter medvirker på utallige CD- og DVD-indspilninger og han har to gange vundet Reumertprisen som årets sanger.

Hvorfor er opera vigtigt?
Opera er den kunstart, som har flest virkemidler til sin rådighed. Fortælling, poesi, musik, sang, skuespil, scenografi, orkester, kor, lys, kostumer, dans… You name it – we’ve got it. Alle disse ting gør opera til den kunstart, som kan trænge længst ind i tilskuerens sjæl. Vi har simpelthen alle værktøjerne til at nå ind til dig og vi har tilmed udviklet vores evner til at bruge disse værktøjer gennem hundredevis af år, så vi kan være sikre på, at ingen undslipper. At få berørt sin sjæl er livsnødvendigt – og når det så tilmed er den mest stilige ting du kan tilbringe en aften med, så er der jo ikke meget at betænke sig på!

Det mest usædvanlige du har oplevet på en scene?
Der sker ikke noget ”sædvanligt” på en scene. Hver aften er unik – og det er jo noget af det mest interessante ved det. Nogle aftener er så selvfølgelig mere unikke end andre – navnlig dem, hvor noget går galt. Jeg sang Den Flyvende Hollænder i München på en aften, hvor en gal mand lige omkring forestillingsstart gav sig til at skyde mod gæsterne i en McDonalds i udkanten af byen. Politiet advarede om eventuelle yderligere angreb, og da teatrets ledelse jo godt ved, at mange mennesker ikke kan lade være med at checke newsfeeds på deres mobiltelefoner valgte de – for at undgå panik -  at vi ikke skulle bruge den meget kraftige eksplosionseffekt som netop den produktion slutter med.

I hvilken retning skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Det korte svar: Ja. Den skal udvikle sig mellem tradition og fornyelse – og det har den altid gjort. Vi bliver ved med at spille de store klassikere, som jo netop er blevet klassikere fordi de bliver ved med at have noget at sige til os – og vi bliver ved med at undersøge, hvordan vi bedst kan komme tættere på at få det hele ud af disse klassikere. Samtidig bliver der hele tiden skabt nye værker som taler direkte til os fra vores egen samtid – og nogle af disse vil i fremtiden blive en del af de store klassikere.

Hvem er din favoritsanger?
Et umuligt spørgsmål at besvare, men hvis jeg SKAL vælge en, så bliver det Ella Fitzgerald. Hun kan DET HELE.

Hvilken er din favoritopera?
Jeg kommer til at snyde lidt og vælge en fire-i-en opera, nemlig Wagners Nibelungens Ring. Det er mere end en opera – det er en verden.

Læs mere om Johan Reuter.