Peter Langdal

Peter Langdal

Peter Langdal, født 1957, uddannet fra Statens Teaterskole i 1982.

Fra 1992-2015 var han leder af Betty Nansen Teatret sammen med Henrik Hartmann. Han har iscenesat forestillinger i både ind- og udland, heriblandt klassikere af Shakespeare, Ibsen, Strindberg, Molière, Tjekhov og Holberg, samt ny dramatik, musikteater og opera.

På Det Kongelige Teater har han senest instrueret skuespillet King Lear (2016), balletten Nøddeknækkeren (2007), DRs musical Matador (2007), operetten Flagermusen (2006/18), operaen Tosca (2006/11) og Hotel Strindberg (2005, en samproduktion med Dramaten i Stockholm og Nationaltheatret i Oslo).

Derudover har han på de danske scener senest instrueret Lehmann Brothers på Østerbro Teater (2019), musicalen Leonora Christina på Odense Teater (2019), turneproduktionerne Djævelens Lærling (2018) og Into the Woods (2017) begge på Heltemus Productions, Efter Brylluppet på Betty Nansen Teatret (2017) og Sommeren uden mænd på Teater Republique (2015).

Han har modtaget Jeppeprisen i 1984 og 1985, Teaterkatten i 1985, Dramatens iscenesætterpris 1987 og Teaterpokalen i 2004, samt tre Reumertpriser som årets bedste instruktør, og i 2004 tildeltes han Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.