Dronning Margrethe Kollegiet

Dronning Margrethe Kollegiet

Dronning Margrethe Kollegiet, ligger overfor Gammel Scene i August Bournonvilles Passage i København.

Kollegiet er placeret i stueetagen og på 1. sal. I midten er en hyggelig gårdhave med springvand.

Der kan bo 18 elever på Kollegiet. Beboerne er fra balletskoler og talentcentre fra Fyn/Jylland, som flytter ind på Kollegiet når de skal fortsætte deres balletuddannelse i Kbh. I perioder har vi elever fra udlandet boende.

I forbindelse med Kollegiet ligger en tjenestebolig, hvor eforparret bor. De har det daglige ansvar for Kollegiet og deres beboer.

Hverdag på kollegiet

Eleverne står op til morgenmad fra kl. 07:00. Aspiranter starter deres dag på Falkoner gårdens gymnasium, og grundskoleelever er klar til morgentræning kl. 08:30. Efter skolegang og træning, er eleverne er tilbage på Kollegiet kl. 15:50 eller kl. 18:15 hvis de har eftermiddagstræning. Aspiranter har eftermiddagstræning hver dag til 18:15

Vi samles kl. 18:30 til aftensmad. Eleverne skiftes til at dække bord og rydde af efter aftensmaden. Om fredagen og i weekender, er eleverne med til at købe ind og lave mad, sammen med det pædagogiske personale.

Grundskoleelever rejser hjem hver 3. weekend.

Mellem klokken 19:00 og 20:00 er der stilletime i Kollegiets opholdsstue, så eleverne kan lave lektier. Der er en computer i opholdsstuen som alle elever kan benytte til skolearbejde. Efter kl. 20:00 kan eleverne se tv/film, m.m.

De vasker tøj, syr sko og de går aftentur i små grupper. Hvis de ønsker fred er de på deres værelser.

Kost

Dronning Margrethe Kollegiet har udarbejdet en kostpolitik som tager udgangspunkt i en varieret og sund ernæring.

Kollegiet har i samarbejde med balletskolen, ansvar for at eleverne får så varieret og sund mad som muligt.

Kollegiet har elitebørn boende og derfor bestræber vi os på at efterleve Team Danmarks anbefalinger om en basal sportsernæring.

Trivsel og ansvar

Det er vigtigt at alle trives på balletkollegiet og derfor har du som elev et medansvar for at der er en god atmosfære og respekt for forskellighed.

På kollegiet bestræber vi os på at skabe et hjemligt miljø, og rammerne er du selv med til, i samarbejde med de andre elever og eforparret, at få til at fungere.

Du kan regne med at de voksne der arbejder på Kollegiet tager hånd om dig og de problemer eller spørgsmål du eventuelt kommer med. Vi er interesserede i at lære dig at kende, og du skal trygt kunne henvende dig til os, når du har brug for støtte og assistance, og når du har brug for en sludder og en uforpligtende snak.

Du vil få voksenhjælp til de nye og praktiske opgaver som venter dig her, og du kan forvente at vi tager det som en selvfølge, at du tager ansvar når det gælder fællesskabet på Kollegiet.

Du kan forvente voksne der lytter til dig, når du ytre dig og har meninger, og vi prioriterer højt at inddrager dig i Kollegiets hverdag. Der vil også være områder hvor personalet tager beslutninger, og hvor ansvaret alene er de voksnes.

Vi forventer, at du involverer dig i kollegiets dagligdag, og er interesseret i at udvikle dig personligt og har en vilje til at forstå og engagere dig i andre mennesker.

Den ansvarlighed du viser overfor andre, skal også komme til udtryk i det fysiske miljø, omkring os. Vær bevidst om dit personlige ansvar for vores fælles omgivelser, når du færdes ude og inde.

Vi har forventninger til, at du som elev på Dr. Margrethe Kollegiet sætter dig ind i Kollegiets regler og er loyal overfor de krav og forventninger vi stiller til dig. Der skal altid være plads til dialog og kritiske spørgsmål.

Ofte stillede spørgsmål

Kan vores barn blive konfirmeret hjemme, selv om han/hun bor på Kollegiet i København, og hvad med forberedelse hos præsten?
I kan selv vælge om jeres barn skal konfirmeres hjemme eller i København. Eleverne får forberedelsestid af præsten på læseskolen i 7. og 8. klasse. Hvis jeres barn skal konfirmeres i København, er det kun for 8.klasses elever og det foregår sædvanligvis 2. pinsedag.

Får mit barn fri når det skal til tandlæge eller læge hjemme?
Ja. I ringer til Mellemrummet og giver besked om tider til læge/tandlæge. Send en mail til Kollegiet, så vi er orienteret. Det er en god ide at lægge lægebesøg o.a. i forlængelse af en hjemrejseweekend, enten fredag eller mandag.

Må mit barn gå alene rundt i København?
Når elever fra provinsen er på besøg, må de ikke gå rundt i København alene. De følges ad to og to. Elever der bor på Kollegiet må gerne gå rundt alene i København. Personalet på Kollegiet ved altid når elever er inde eller ude.

Hvordan er reglerne for at færdes ude i København om aftenen?
Der er forskellige tidspunkter til de forskellige alderstrin. Vi har forskellige tidspunkter alt efter om det er vinter eller sommer.

Er der internet?
Ja. Du kan læse mere om dette emne i Kollegiets ABC.

Må mit barn have fjernsyn på værelset?
Nej. Kollegiet har to t.v. apparater, og vi finder i fællesskab ud af hvad vi vil se.

TV oplevelser handler også om fællesoplevelser og viljen til at samarbejde.

Må mit barn have sin egen seng med, eller hvad med andre møbler?
Nej. Værelserne er møbleret. Det handler primært om mangel på depotplads. Dit barn må gerne have egen madras med. Det er også en god ide med puder og diverse hyggeting, så man kan sætte sit eget præg på rummet.

Kan mit barn vaske sit tøj på Kollegiet?
Ja. På Kollegiet er der både vaskemaskine og tørretumbler. Personalet på Kollegiet lærer dit barn at vaske tøj, lave mad og mange andre praktiske ting.

Hvordan fungerer det med maden på Kollegiet? Får de madpakker med i skole?
Personalet sørger for at der er et alsidigt morgenmåltid hver dag, og eleverne laver ekstra madpakker, som de tager med i skole. Ud over det får de et frokostmåltid i kantinen. På hverdage er der en kok på Kollegiet som tilbereder ernæringsrigtig aftensmad, og i weekender laver elever og personale maden i fællesskab.

Hvis mit barn bliver syg og skal til lægen?
Som udgangspunkt bruger I egen læge, og det er en god ide at planlægge lægebesøg i forbindelse med hjemrejseweekender, f.eks. fredag el. mandag. Kollegiet benytter en praktiserende læge i København, som vi kan bruge ved akut behov.