Den Kongelige Opera

Den Kongelige Opera

Den Kongelige Opera er den førende opera i Skandinavien med en lang og traditionsrig historie. I 2005 fik Den Kongelige Opera med det nye operahus på Holmen fantastiske rammer til at indfri det store kunstneriske potentiale, som kompagniet rummer.

Den Kongelige Opera er en af de få operaer i verden, der har et fast solistensemble, og det endda på et meget højt niveau - operasolisterne er efterspurgte gæster i andre operahuse overalt i verden. Det Kongelige Operakor fremhæves som et af verdens bedste, og Det Kongelige Kapel er efterhånden kendt langt omkring for at være et usædvanligt velspillende og engageret orkester.

Den Kongelige Opera har særligt markeret sig stærkt inden for den tyske, senromatiske repertoire - både i kraft af internationalt berømmede Wagner-sangere og anmelderroste iscenesættelser af Wagners operaer.

Den Kongelige Operas Solistensemble tæller sangere fra hele Skandinavien. Mange af ensemblets sangere har sideløbende en fremtrædende international karriere og optræder desuden i mange forskellige sammenhænge både nationalt og internationalt.

Chefdirigent for Det Kongelige Kapel - Alexander Vedernikov

Alexander Vedernikov er uddannet fra Musikkonservatoriet i Moskva, og hans internationale karriere er gået fra højdepunkt til højdepunkt. Han er efterspurgt som gæstedirigent ved flere af verdens største orkestre og samarbejder jævnligt med orekstre som Orchestre de Paris, BBC Symphony, ligesom han har samarbejdet med Bayerischer Rundfunk, Staatskapelle Dresden, Montreal Symphony, Tokyo Philharmonic, Nation Symphony Orchestra i Washington DC, m.fl.

Vedernikov var fra 2009-2016 chefdirigent ved Odense Symfoniorkester. Fra 2001-2009 var han musikchef og chefdirigent ved Bolsjoj Teatret i Moskva.

I 1995 var han med til at stifte det Russiske Symfoniorkester hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Ruslands traditioner indenfor musik og teater og spiller en stor rolle i Alexander Verdernikovs kunstneriske virke, og de russiske komponister, herunder ikke mindst Prokofjev og Rachmaninov, har en helt særlig personlig betydning for ham. Han voksede op i Moskva i en musikalsk familie, hvor faderen, bassen Alexander Vedernikov, var kendt i det meste af Sovjetunionen for sine sceniske fortolkninger.

Alexander Vedernikov er i sæsonen 2017-18 tiltrædende chefdirigent for Det Kongelige Kapel.


Chefdirigent Alexander Vedernikov

Solistensemble

Det Kongelige Operakor

Det Kongelige Operakor består af 40 sangere nogenlunde ligeligt fordelt på mænd og kvinder. Til store korforestillinger som for eksempel operaer af Wagner udvides det faste kor med en lang række assistenter.

Der er operakor med i hovedparten af operarepertoiret, og korets medlemmer øver om dagen og medvirker i forestillinger om aftenen – ofte flere forskellige forestillinger skiftevis.

Der skal kunne synges på et hav af forskellige sprog blandt andet tysk, fransk, engelsk, italiensk, russisk og tjekkisk. Sangerne i operakoret har tit flere forskellige roller i løbet af bare en enkelt forestilling.

Det anmelderroste Kongelige Operakor er blevet kaldt et af verdens bedste operakor.

Operakoret

Operakoret i praksis

Det er saft og kraft, der kendetegner Det Kongelige Operakor, når de 40 sangere åbner for de musikalske sluser. Operakorets sangere viser aften efter aften deres kunstneriske formåen, deres forvandlingsfærdigheder fra én rolle til en anden og deres glæde ved at stå på de skrå brædder som skuespillere.

Rollerne er mange, og det kan i sig selv være lidt af et kunststykke at nå de mange forvandlinger, der kan være på en aften - både hvad angår kostumeskift, men også det at leve sig klangligt og psykologisk ind i de mange skiftende roller.

Operakoret varierer i størrelse alt efter forestilling. De mindste kor kræver kun 20 sangere, men forekommer meget sjældent i operarepertoiret. I Det Kongelige Teaters opsætning af Verdis Aida i 2005 var operakoret derimod forstærket med sangere udefra, så koret talte 80 sangere på scenen - og det på én gang.

Operakoret har stor betydning for totalindtrykket af musikdramaet, og i langt de fleste operaer forekommer et operakor. Korpartierne er et musikalsk og dramatisk virkemiddel – nogle gange fungerer koret som opposition til hovedpersonerne, for eksempel som en oprørsgruppe og andre gange bakker de op om en stor fest i rollen som forventningsfulde festdeltagere. Operalitteraturen gør oftere brug af mandlige operakorsangere end kvindelige, fordi der i mange operaer bruges soldater, politibetjente, tjenere, sømænd, etc. – erhverv, som tidligere i historien blev regnet for maskuline erhverv, og derfor er disse korpartier komponeret for herrekor.

Det Kongelige Operakor har egen prøvesal i Operaen på Holmen. I det daglige ledes sangerne af en korsyngemester, som har til opgave at indstudere korsangernes repertoire. Under forløbet samarbejder korsyngemesteren med orkesterdirigenten, for at sikre et fælles musikalsk og kunstnerisk udtryk. Under en forestilling sker det, at Operakoret står bag kulisserne og synger. Her kan de ikke se orkesterdirigenten, så korsyngemesteren placerer sig bag kulisserne og dirigerer synkront med orkesterdirigenten via en TV-skærm.

At blive sanger i Det Kongelige Operakor kræver ikke alene et højt kunstnerisk niveau, men også, at man er i stand til at beherske et operarepertoire, der strækker sig fra barokken over wienerklassik til romantikkens dramatiske operaer og frem til værker inden for ny kompositionsmusik. Det meget alsidige repertoire synges på originalsprog særligt italiensk, tysk, engelsk, fransk, russisk og tjekkisk. Undertiden kandiderer nogle af operakorsangerne også til mindre solistroller i en forestilling.

Man bliver ansat i Operakoret via en optagelsesprøve med en jury bestående af 11 medlemmer. Til optagelsesprøven har juryen på forhånd valgt to arier ud, som ansøgeren har forberedt derhjemme, og ved prøven vælger juryen én af arierne til gennemsyngning. Dernæst synger ansøgeren en arie helt efter eget valg, og sangeren skal også synge to korpassager fra en opera. Sidste disciplin er primavistasang - sang efter noder, men helt uden forberedelse. Det Kongelige Operakor består primært af konservatorieuddannede sangere, men også af sangere, som har gjort professionel karriere via sangstudier hos privatlærere. Pensionsalderen er 56 år.

Det er saft og kraft, der kendetegner Det Kongelige Operakor, når de 40 sangere åbner for de musikalske sluser

Ledelse

Operachef Sven Müller

Sven Müller er født 1964 i Hamburg. Han har studeret musikvidenskab ved universitetet i Hamburg, er uddannet i operaproduktion ved Højskolen for musik og teater i Hamburg og har desuden studeret klaver og violin.

Fra 1992-2000 arbejdede han som freelance instruktør og instruktørassistent med ansvar for genopsætning af produktioner for Marco Arturo Marelli, August Everding og Michael Haensel ved blandt andet Opéra Royal de Wallonie, Liège, Hamburgische Staatsoper, Gran Teatre del Liceu i Barcelona, Royal Opera House, Covent Garden i London, Opéra de Toulon, den finske nationalopera i Helsinki, den bulgarske nationalopera i Sofia og den ukrainske nationalopera i Kiev. Han iscenesatte i den periode selv seks operaproduktioner blandt andet Albert Herring på Hamburgische Staatsoper, Zar und Zimmermann på Theater Zwickau og Boulevard Solitude ved Musikhochschule Hamburg. 

Fra 2000-2003 var han kunstnerisk administrator ved operaen i Graz og fra 2004-2006 viceoperachef samme sted. Ved operaen i Graz højnede han solistensemblets niveau i betydelig grad og han stiftede et operaakademi for unge sangere. Han tilrettelagde desuden koncertserier for Grazer Philharmonisches Orchester og var hovedkraften i en lang række værkintroduktioner og publikumsdebatter. 

Fra 2007-2008 viceoperachef ved den portugisiske nationalopera Sao Carlos i Lissabon, hvor han blandt andet tilrettelagde Orquestra Sinfonica Portuguesas koncertserier. 

I 2008 blev han ansat som ensemblechef ved Den Kongelige Opera, hvor hans hovedopgaver har været at caste teatrets solister, højne kvaliteten af gæstesangere og dirigenter samt tilrettelægge Det Kongelige Kapels koncertserier. Siden 2012 har han været operachef på Det Kongelige Teater.

Sven Müller har modtaget flere legater og priser. Udover sit tyske modersmål taler han engelsk, bulgarsk, italiensk, og er godt på vej med både dansk, fransk og portugisisk.

Operachef Sven Müller

Administration

Administrationschef - Malene Truelsen
Chefsekretær - Rebecca Kirkeby
Operaproducenter - Stig Debois, Mette Bryndum, Line Hauger
Kunstnerisk administrator og planlægger - Franziska M. Kaiser
Operakoordinatorer - Morten Danvad,  Henriette Holm Sandbye, Birgitte Feldtskov
Økonom - Piet Bossant
Kapelchef - Thomas Brændstrup
Orkesterregissører - Jens Juul, Mikael Poulsen
Korchef - Bo Lundby-Jæger
Koradministrator - Karen Tang Andersen
Studienleiter - Leif Greibe, Orsi Fajger
Assisterende dirigenter - Neville Dove, Robert Houssart
Repetitører - Adam Faber, Ian Ryan
Musikarkiv - Ulla Aasted Due, Kaspar Frederiksen
Pianotekniker - Carsten Beyer
Instruktørassistenter
- Anne Fugl, Line Kromann
Forestillingsledere - Berit Wolsted Jones, Martin Korshagen, Anne Kristine Lauritzen
Programredaktion og dramaturgiat - Marie Theilmann
PR-ansvarlig - Claus Georg Kjær

Kunstnerisk konsulent - Henrik Engelbrecht

Advisory board:
Elisabeth Linton
Henrik Hartmann
Jens Hesselager
Jørgen Hansen
Kirsten Dehlholm
Kresten Schultz-Jørgensen
Lotte Heise
Mikkel Bogh
Morten Messerschmidt
samt fra Operaen:
Mathias Friis-Hansen (Kapellet)
Simon Schelling (Koret)
Tuva Semmingsen (Solistensemblet)

Operaens historie

Fra teaterhistorien ved vi, at skuespillet allerede tidligt var smykket med sang, musik og dans. Hoffets yndlingsforlystelse, operaen, havde imidlertid ikke fra starten til huse på teatret, men med kongens engagement i Den Danske Skueplads kom også kravet om at opføre opera. I løbet af den første snes år etableredes Det Kongelige Teater som en multikunstnerisk scene, hvor også operaen fik plads. I første omgang forlod man sig på italiensk opera og udenlandske kræfter, men tidligt finder vi bestræbelser på at skabe en national musikdramatik. Det kunne ske i form af parodien som med Johan Herman Wessels Kærlighed uden Strømper fra 1772 eller som seriøse syngespil med mytologiske eller heroiske handlinger jævnfør Johannes Ewalds Balders Død og Fiskerne fra 1779 og 1780, begge med musik af J.E. Hartmann.

I 1800-tallets første årtier var det især Weyse og Kuhlau, der sørgede for nye kompositioner og i samarbejdet med J.L. Heiberg, lykkedes det Kuhlau med festspillet Elverhøj i 1828 at skabe ikke blot biedermeier-romantikkens største kassesucces, men det mest opførte opus overhovedet på Det Kongelige Teater.

Men med den gennemkomponerede opera kneb det. Adskillige forsøgte, men kun J.P.E. Hartmann fik med Liden Kirsten til tekst af H.C. Andersen i 1846 succes, mens det blev Peter Heise og Christian Richard, der med Drot og Marsk i 1878 skabte det nationale mesterværk.

Med den norske komponist og dirigent Johan Svendsen som kapelmester fra 1883 oplevede operaen på Det Kongelige Teater en guldalder. Wagner, Verdi, Puccini etc. gik over scenen. Carl Nielsen skabte sine to operaer Saul og David og Maskarade i 1900-tallets første årti. Og i samme lykkelige årtier blev repertoiret båret frem af fremragende sangere, hvoraf flere - heri blandt Wilhelm Herold og noget senere Lauritz Melchior - vandt international berømmelse.

Op gennem 1900-tallet blev operaen ledet af energiske kapelmestre som italieneren Egisto Tango og Johan Hye-Knudsen, hvoraf den sidstnævnt tjente teatret i 50 år fra 1925 til 1975. Efter Anden Verdenskrig var det naturligt at vende blikket udad. På kapelmester John Frandsens initiativ kom Wieland Wagner hertil, hvor han i 1960´erne med stor succes satte Den Flyvende Hollænder og Tannhäuser op. Det internationale islæt blev senere fulgt op af de tyske instruktører Götz Friedrich og Harry Kupfer, der begge har stået for vigtige opsætninger af såvel værker af Verdi som Wagner.

Siden 1990 har der på Det Kongelige Teater været arbejdet bevidst med en internationalisering og et kvalitetsløft af operaen. Der synges nu som regel på originalsproget med danske overtekster. Operaen er så lykkelig at besidde et stort og fremragende ensemble af sangere, hvoraf mange ved siden af Kongens Nytorv plejer internationale karrierer. 

Johannes Ewalds

Hans Christian Andersen

Billede fra forestillingen "Tannhäuser"

Opera for begyndere

Opera er store følelser, store fortællinger og store skæbner. Opera er musik, sang og drama i ét. Opera er for alle, der kan lide musik og gode fortællinger.

Men opera taler et lidt andet ”sprog” end skuespil, tv-serier eller biograffilm. Så hvis du vil have det bedste ud din operaoplevelse, er det godt at lære lidt om operaens ”sprog”.

Hvad er opera?

Opera består – lidt forenklet – af tre ting: Musik, drama og sang. Det er en kunstart, hvor alt, hvad der siges … synges.

Hvad handler opera om?

Opera handler om mennesker og om livet. Især de store øjeblikke i livet:
Øjeblikke hvor to mennesker mødes og forelsker sig.
Øjeblikke hvor skæbnen vender alting på hovedet.
Øjeblikke hvor venskaber sættes på prøve.
Øjeblikke hvor svære valg skal træffes.
Øjeblikke hvor livet slutter.

Hvorfor synger de hele tiden?

I opera synges hele teksten, OGSÅ når der tales. Det kan virke lidt mærkeligt, men det er fordi musikken er så vigtig i operaen. Når man først vænner sig til det, bliver det helt naturligt.

Sangerne skifter mellem almindelig tale – der synges og kaldes ”recitativ” – og arier. En ”arie” er en sang, hvor personens indre følelser og tanker får frit løb. Her kan sangeren vise, hvad han eller hun kan med sin stemme. Derfor er arier ofte operaernes populære ”hits”, der også kan synges til koncerter.

Det fantastiske ved en arie er, at den kan få tiden til at stå stille: Som når den døende helt kan synge en lang flot arie, selvom han har fået et dødeligt sår. Eller når en tuberkulose-syg heltinde kan synge en sidste smuk sang om kærligheden, inden hun dør. 

Hvorfor synger de ikke på dansk?

Tidligere blev operaer opført på dansk, men nu synges de som regel på originalsproget – oftest tysk, fransk, italiensk, russisk. Heldigvis har de fleste operahuse tekstanlæg over scenen, der viser en oversættelse af teksten. Fuldstændig ligesom undertekster på TV.

Når en opera skrives, arbejder komponisten og tekstforfatteren (kaldet librettisten) hårdt for at få musikken og teksten til at passe sammen. Den fine sammenhæng går let tabt i en oversættelse.

Hvordan får jeg en god operaoplevelse?

LÆS eller LYT: Måske ved du allerede, hvilken opera du skal se. Måske har du svært ved at vælge, hvad du skal købe billet til. I begge tilfælde kan det være en god ide at læse et handlingsreferat af operaen. Kig på Det Kongelige Teaters hjemmeside eller Wikipedia.com. Du kan også komme til teatret i god tid, købe et program og læse handlingsreferatet heri. Har du lidt ekstra tid, kan du høre musikken eller arierne fra den opera, du skal se. Så har du en ide om, hvad du skal opleve på aftenen. Kig på Det Kongelige Teaters hjemmeside eller søg på Youtube.com.

Kom i god tid: Kom i god tid. Både i Operaen og på Gamle Scene er der en helt særlig stemning inden en forestilling begynder. Gå en tur på Gamle Scenes knirkende gulve. Nyd lysspillet i Operaens imponerende lysekroner. Gå ind i salen og kig dig omkring. Kast et blik ned i orkestergraven. Find din plads og læs handlingsreferatet. Eller nyd hvordan alt summer omkring dig, mens salen bliver fyldt op.

Publikumsintroduktion: Inden alle Den Kongelige Operas forestillinger er der en kort introduktion i Foyeren 30 minutter inden forestillingen går i gang. Introduktionen er gratis og alle er velkomne.

Nyd: Du kan også vælge at lade dig overraske på dagen. Bare sætte dig i din stol og lade sangen, dramaet og musikken flyde ind over dig. Overteksterne hjælper dig igennem handlingen. Imens sørger sangerne på scenen, musikerne i orkestergraven og alle teknikkerne bag scenen for at give dig en god aften.

 

 

 

 

 

Tdiligere blev operaer opført på dansk, men nu synges der som regel på originalsproget - dog kan oversættelsen ses på "overteksten"- som er undertekster som ses over scenen. 

 

Praktisk information

Ankomst: Kom i god tid. Så kan du i ro og mag finde garderoben, evt. bestille drinks i baren til pausen, kigge dig lidt omkring og finde din plads.

Dørene til salen lukkes meget præcist. Er forestillingen først gået i gang, bliver du kun lukket ind, når det passer ind i musikken.

Påklædning: Det er en myte, at du skal være i det stiveste puds for at gå i operaen. Der er stadig mange, der bruger lejligheden til at tage det pæne tøj på, men du kan komme i lige det tøj, du har lyst til.

Ringetider: Der ”ringes ind” til forestillingen 3 gange. Ringningen fortæller, at det er tid til at finde sin plads.
1. ring – 30 minutter før start.
2. ring – 10 minutter før start.
3. ring – 5 minutter før start.

Garderobe: Både i Operaen og på Gamle Scene er der betalingsgarderober (bemandede) og gratis garderober (ubemandede). Betalingsgarderoberne tager ikke Dankort.

Program: Du kan købe et program både før forestillingen og i pausen. Programmet indeholder handlingsreferat, oversigt over de medvirkende samt baggrundsmateriale. Du kan dog sagtens se forestillingen uden at have læst programmet.

Mad og drikke: I Operaen og på Gamle Scene er det muligt at købe drinks før forestillingen og til pausen. På Operaen er der desuden en restaurant.

Hvis du bestiller og betaler drinks til pausen inden forestillingen, er du fri for at stå i kø i pausen. Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke i salen. Har du lyst til lidt sødt under forestillingen, er det en god ide at vælge noget indpakning, der ikke larmer alt for meget.

 

 

 

Operaordbog / Generelt

Arie: En solosang. Italiensk for ”luft”. Ofte operaens ”hits” hvor sangerne kan vise, hvad deres stemmer kan, og hvor den dramatiske figur giver følelserne frit løb.
Berømte arier: Så kold den lille hånd er (Puccini: La bohème), Nessun Dorma (Puccini: Turandot), Nattens dronnings arie - Der Hölle Rache (Mozart: Tryllefløjten)
Bukserolle: Roller, hvor unge mænd synges af kvinder. Det er ofte mezzosopraner eller alter, der synger bukserollerne. Ses bl.a. i Mozarts Figaros bryllup og Richard Strauss’ Rosenkavaleren.
Duet: En sang for to stemmer.
Generalprøve: Den sidste prøve inden premieren.
Librettist: Operaens manuskriptforfatter.
Libretto: Operaens manuskript.
Overtekster: Svarer til undertekster på TV eller film, men sidder over scenen.
Orkestergrav: Der hvor orkesteret sidder under operaen. Den ligger foran men lavere end scenen, så man kan høre orkesteret, men ikke se det.
Ouverture: Et stykke musik, der spilles i starten af operaen.
Parti: En rolle i en opera.
Primadonna: Italiensk for ‘første dame’. Den ledende sopran i en opera.
Recitativ: Den talte dialog i en opera, der også synges. Hør et eksempel på et recitativ.

Operaordbog / Operaens stemmer

Alt: Den dybeste kvindestemme. Spiller ofte mødre, ammer, hekse eller søstre.
Baryton: Den mellemste mandsstemme. Spiller alt fra helt til ærkeskurk. De har meget dramatiske, dybe, klangfulde stemme.
Bas: Den dybeste mandsstemme. Spiller ofte gamle mænd, præster, fædre og til tider Djævelen selv. Kan være både komiske og dramatiske figurer.
Basbaryton: En mellemting mellem en baryton og en bas.
Heltetenor: En tenor med en lys kraftig stemme, der kan overdøve et orkester. Den er meget dramatisk og stærk. Richard Wagner og Guiseppe Verdi var meget glad for denne stemmetype.
Kastratsanger: En mandlig sanger, der blev kastreret inden stemmen gik i overgang og derfor beholdt sin høje drengestemme. De sang ofte kvindepartier i 1700-tallets operaer.
Koloratursopran: Sopran med særlige akrobatiske evner i det højeste leje. De lyder næsten som fugle, der kvidrer.
Kontratenor: En mand, hvis stemme lyder ligesom en alts, fordi han har trænet sit høje leje. Kan synge de partier, der blev skrevet til kastratsangere.
Mezzosopran: Den mellemste kvindestemme. Synger ofte den næstvigtigste kvinderolle i handlingen, men kan også synge hovedrollen, som f.eks. i Carmen.
Sopran: Den højeste kvindestemme, der næsten altid spiller heltinden.
Tenor: Den højeste mandsstemme, der næsten altid spiller helten.