Jeg er fuldstændig på røven over alle stemmerne, både når der tales og synges. Fuldstændig forgabt i det organiserede vanvid. Det er første gang, jeg har oplevet, hvad hele scenerummet kan.
/Scenekanten

Det er velfunderede tanker omsat til kvikke ord, der gør 68 stærk. De gamle temaer bliver atter relevante, fordi den menneskelige udvikling går i ring om sig selv. Christian Lollikes vision med at fortælle gennem tonerne fra en historisk musikperiode lykkes ved den naturlige nostalgi, som opstår under de mange velarrangerede numre. Vokalerne er uperfekte skønne – præcis som mennesket selv. Som teaterforestilling bryder 68 så mange rammer, at iscenesættelsen kommer til at splitte publikum. Der er ingen mellemvej i dette kærlighedsforhold – man vil enten elske eller hade 68. Men dét kan i sig selv være det største succeskriterie. Vi taler jo stadig om 68’erne i dag – 50 år efter.
/Kulturtid.dk

(...) der kommer også medrivende strøm på, når Rasmus Fruergaard eller Marie Dalsgaard f.eks. går løs på Janis Joplin, ligesom hele det velsyngende hold kan levere Simon & Garfunkel for punket udblæsning. Stærkest virker det dog, da de går ned blandt publikum med en nøgen, ordløs, flerstemmig sang fuld af mørk længsel. Den fælles længsel ramte lige ind i mit eget tomrum og apatien over for en hektisk accelererende samtid på uvis kurs.
/Politiken

Dengang, hvor »jeg og du« skulle erstattes af vi. Hvor der var muligheder og åbninger. Kroppen skulle sættes fri, landegrænserne ophæves, kønsrollerne udlignes, den private ejendomsret afskaffes, mennesker skulle bare være. Men som den koncert, vi er indbudt til, skrider frem, står det klart, at de i mindst lige så høj grad taler om nu. De ikke har fundet noget at sætte i stedet for drømmen, ja, vi er alle sammen - også os, der sidder nede i parkettet - »konkurrencesyge, liderlige små aber« eller »dukker, der hænger i en snor og bliver bevæget af den store bevæger.« Det er det, der er det fine ved Christian Lolikkes forestilling om »68«, der ikke bare er et kosmisk, regnbuefarvet ballontrip om solidaritet, sex og syre. Oprøret fiser lige så stille ud af spøgelsesmusikanterne på scenen, selv om de spiller og synger alle de gode, gamle sange mere eller mindre vellykket, svinger med pik og kusse i øjenhøjde og gentager alle parolerne.
/Berlingske (Jakob Steen Olsen)

Det er alt sammen meget fornøjeligt med en undertone af, at borgerdyrene dernede er nogle snyltere, men de har jo betalt for forestillingen, så de er velkomne til at skråle med. Selv om stykket er noget ufokuseret, og det ene emne vælter ud af skuespillernes mund kun afbrudt af sange, der fremføres flot, så er der dog den røde tråd, at utopier og kras nutidsrealisme konfronteres. Det bliver ikke blot en lallende hyldest til 1968, og det skal Lollike have tak for.
/Berlingske (Bent Blüdnikow)

Karen-Lise Mynster er genial som stemningsdræberen, der frustreret bryder ud af det forskelsløse »vi«, river parykken af, afbryder musikken og hele den sceniske illusion om, at vi befinder os i 60' erne, med en mageløst mismodig monolog om alt det, hun hader ved oprøret: den fri kærlighed, der også bare var gratis sex, at »blive gammel alene«, »mit slappe kød«.
/Information (giver ikke stjerner)

VIRKELIGHED og spøgelser i syndig forvirring. Rasende forsøg på at finde sit præcise – lyksalige eller uforløste – ståsted i de kulturskred, vi nu knytter til 68, studenteroprør, forældreautoritet, kønsdrift i veritabel drift, slumstorm, kollektiver. Alt det, eller i hvert fald meget af det, Lollike har fat i med sit pudsige stykke, der nu tilbageskuende vakler på den skønneste måde mellem at lade de medvirkende være halvt hippier, halvt småborgerlige tøser og fyre, det ene øjeblik tordnende løs med hele kataloget af storladne visioner om fred, fællesskab, fri sex, kapitalens endeligt og jordisk lykke. Det næste sunket sammen i knæene med et ’Ka’ vi ikke bare spille noget musik’.
/GregersDH