Overbevisende Sine Bundgaard
Sangsolisterne har deres sag for i de atonale engelske arier, der springer vildt mellem højde og dybde. Som Manon overbeviser sopranen Sine Bundgaard med sin køligrislende, rene klang. Hun lever sig ind i kvindekarakteren, der gennemgår et hæsblæsende udviklingsforløb: Manon kaster sig fra kostskolen og ud i en spontan romance med den unge Armand, som tenoren Gert Henning-Jensen personificerer forførerisk og fysisk toptrimmet.
/Jyllands-Posten

Kildende dejligt
Er den værd at se? Det er den i ganske høj grad, og ikke mindst helt bogstaveligt, for designerduoen Clement & Sanôu har skabt scenografi, kostumer og lysdesign, der på én gang fremstår som en såre enkel helhed og som smukt vekslende mellem let dekadente mørke farver og en masse himmelblåt. Ikke let placerbar tidsmæssigt, hvilket ikke er en mangel, og meget fuktionel i forhold til de sceneskift, som den kun halvanden time lange opera fordrer. Det er virkelig godt arbejde, og når også dirigenten Jérémie Rhorer får Det Kongelige Kapel til så tilsyneladende legende let at at forløse Hans Werne Henzes smukke, moderat moderne og ofte dansende partitur, så er meget allerede nået. Ligesom det heller ikke trækker ned, at sopranen Sine Bundgaard er en kildende dejligt syngende og erotisk Manon, mens Gert Henning-Jensen i netop denne musik synes at få det optimale ud af sin smidige og noget specielle tenor.
/Berlingske

Smukt modnet stemme
Sådan som librettoen er skruet sammen, rummer den referencer til Gershwins ’Porgy and Bess’, fortællingen om Orfeus i underverdenen og, især, Alban Bergs opera om luksusluderen Lulu. Hende har sopranen Sine Bundgaard sunget med stor succes på Det Kongelige Teater, og det er knugende at opleve hende arbejde sig gennem en ny nedtur med smukt modnet koloraturstemme og krop som en viljeløs slaskedukke.
/Politiken

Transparant og spændende
Med Sine Bundgaard og Gert Henning-Jensen i hovedpartierne er det oplagt for Operaen at opføre dette værk. Det er gjort med overskud, også i Clement & Sanous fi kse scenografi med en stor klods, der drejer og åbner sig, så der både viser sig trapper og dueslag. (...) Det hele varer halvanden time ud i ét og er transparent og spændende – en værdifuld forøgelse af Operaens repertoire, men også en specialitet, som kun får få opførelser, så det er om at være på tæerne i denne måned.
/Sjællandske Medier

Virtuost gennemført
Operaen fortæller Manon Lescaut-historien på en anderledes facon, provokerende i sin kønspolitiske vinkel. Den er sunget på det allersmukkeste af Sine Bundgaard i Manon-rollen – ikke fremstillet som mønstertypen på en femme fatale, ikke en alban bergsk Lulu, men en totalt usikker kvinde, offer for sin skæbne og sin iboende natur som på bunden ondskabens forvalter. Og som des Grieux: Gert Henning Jensen i en rolle af den art, der giver ham albuerum til at udfolde sine allerbedste egenskaber. Han spiller den unge, blodrige, men umodne student, der falder i grøfterne omkring ham og i armene på pigen, og som ikke kan finde fodfæste mellem sine studier, pigen og det kokainmisbrug, han er ved at gå til i. En sprællevende præstation, sangligt krævende, men virtuost gennemført med hans specielle flitsbue-stemme og glimrende plastiske bevægelighed på scenen.
/gregersdh.dk

Flot forløst
Musikken er frisk, dobbeltbundet eller mere end det, kører ad to klare spor hele vejen igennem fortællingen. Det eksperimenterende, grænsende til atonale, udtrykker følelser og påstået kærlighed, mens den jazzede, tidstypiske og dekadente sound fra 1930erne følger de udspekulerede, fordærvede personer. Det hele flot forløst af Det Kongelige Kapel og dirigenten Jérémie Rhorer. (...) Dejligt med nye kræfter og en sjældent opført opera – og masser af instruktørfinesser, som ligger begravet i opsætningen, som dog også blot kan nydes rent musikalsk og visuelt.
/Kulturkupeen