- Kalender
- Forestillinger
- Brug teatret
- Om os
Sylfiden & Tema og variationer
Sylfiden
&
Tema og variationer
Turné
Denne forestilling spiller ikke længere - se aktuelle forestillinger her
Om forestillingen
Sylfiden er en moralsk fabel om risikoen ved at jagte drømmene på bekostning af den trygge magelighed, og historien spænder over et helt leksikon af følelser omsat i trin og mime.
August Bournonvilles ballet fra 1836 er en milepæl inden for den romantiske ballet. Dramaet om James’ møde med den uopnåelige sylfide og den dæmoniske Madge indvarslede en ny stil, hvor karaktererne pludselig fik sjæl og dybde. I Nikolaj Hübbes version gør balletmesteren op med den romantiske tradition, ikke mindst i form af en ny og meget anderledes scenografi af Bente Lykke Møller. I hendes asketiske scenebillede er alt unødigt skrællet væk, og James’ dødsdrift er mere end nogensinde forestillingens omdrejningspunkt.
George Balanchines ballet Tema og variationer fra 1947 er et festfyrværkeri af sublim dans og er blandt det ypperste og sværeste inden for klassisk ballet. Det er Balanchines hyldest til mesteren Marius Petipas storslåede stil. Værket har aner til den kejserlige, russiske ballet med et stort kompagni bestående af et tindrende hovedpar, solister og korpsdansere, men samtidig demonstrerer balletten Balanchines evne til at lege med bevægelse og musik, så vi midt i det hele fornemmer det 20. århundredes renhed og modernitet.
Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde – OJD, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Sylfiden
Forestillingen kan også opleves på Gamle Scene i København i januar og februar - læs mere her ...
Spændende aktiviteter og gratisarrangementer i byerne
For første gang kan publikum selv deltage, når Den Kongelige Ballet tager på turné, og du vil kunne opleve en masse spændende balletaktiviteter i netop din by. Se hvilke aktiviteter, der foregår i en by nær dig her.
Sylfiden
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Musik: H.S. Løvenskiold
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Ulrik Gad
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Tema og variationer
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Kostumer: Annette Nørgaard
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Iscenesættelse: Judith Fugate
Dirigent: Geoffrey Styles
Aalborg Symfoniorkester