Kære venner,

Jeg vil gerne fortælle jer lidt om nogle ”store danskere”, der har krydset min vej og ikke har ædt mig levende – rent faktisk er nogle af dem blevet mine gode venner … Og tilgiv mig, at jeg kalder jer for venner, for jeg kender jer jo næsten ikke. Men den kendsgerning, at Den Kongelige Ballet nu præsenterer sin anden forestilling bestående af nogle af mine værker, er ikke kun en stor ære for mig, men også et bevis på, at denne begivenhed er mere end bare en tilfældighed.

Tillad mig at skrive et par ord om mig selv og min relation til jeres land og til nogle af de ”store danskere”, som jeg har været så privilegeret at møde. Jeg er født i Prag i 1947. I 1948 kom det kommunistiske regime til magten. Men vores lærere var frie mennesker, der var opdraget i 1920’rnes og 1930’rnes demokratiske Tjekkoslovakiet. De vidste, hvor vigtigt det var for de unge mennesker, der studerede under den kommunistiske ideologis krav, at forlade deres kvælende hjemland og komme ud at se, hvad der foregik andre steder i efterkrigstidens Europa.

Da jeg blev 17 år gammel, i 1964, var jeg så heldig at få mulighed for at rejse til ”Vesteuropa”. Og et af de første lande, jeg besøgte, var Danmark. Allerede da vi krydsede grænsen fra Tyskland med tog, føltes det befriende, opløftende og endda sjovt. Jeg kunne tale lidt tysk, så det var nemt for mig at komme i kontakt med togkonduktøren, der gjorde sit bedste for at få os til at grine og føle os hjemme. Og så betydningsløs denne oplevelse end kunne synes, fik den os til at se, at den danske sans for humor var meget lig vores egen. Og selv om vi slet ikke havde nogen penge og naturligvis ikke kunne bidrage med noget som helst til den danske økonomi, følte vi os meget glade og velkomne i Danmark.

Senere i livet, i 1968, blev jeg danser ved Stuttgarter Ballett, hvor John Cranko var den store læremester. En af de fineste dansere i dette exceptionelle kompagni var en dansker – Egon Madsen. Jeg beundrede ham dybt for hans kunstneriske dygtighed og for hans humanistiske livssyn, der tydeligt kunne fornemmes i såvel hans optræden som hans privatliv. Vi har boet i det samme hus, og vi blev venner. Senere inviterede jeg Egon til at danse med i og være leder af kompagniet Nederlands Dans Theater 3, som jeg grundlagde i 1990. Dets formål var at sætte fokus på dansere ”fra 40 år til døden” og give dem mulighed for at optræde efter deres bedste evner og på deres egne præmisser …!

Mens jeg var leder af Nederlands Dans Theater, fra 1975 til 1999, var der to meget ”store danskere”, der spillede en vigtig rolle i vores historie, og som aldrig bør glemmes: Doktor Eivind Thomasen, der var en berømt og enestående kirurg, som holdt til i Aarhus. Han vidste om nogen, at det at danse er forbundet med høj risiko, at en dansers liv er kort, og at dansere som oftest har meget få penge til deres rådighed. Han besluttede derfor, at hvis en danser var skadet, ville han operere for et meget lille honorar, endda ofte helt gratis. Han er i mine øjne en helgen, og som sådan skal han huskes. 

Den anden mand, der havde en kolossal indflydelse på vores liv, var en stor danselærer, en komiker, Hans Brenaa. Han var en af de fineste eksperter inden for Bournonville-stilen siden den store mesters død i 1879. Han underviste ved Nederlands Dans Theater i mange år, og han blev par excellence et levende bevis på, hvordan man godt kan lære noget gennem sjov, lyst og humor. Han var elsket af alle, deriblandt min bedstemor, der friede til ham. Men så heldig skulle hun ikke være …!?

Frank Andersen, der er tidligere balletmester ved Den Kongelige Ballet, viste stor interesse for mine værker og inviterede mig derfor i 2007 til København for at skabe forestillingen Silk & Knife – en aften bestående kun af mine balletter specielt sammensat til Den Kongelige Ballet. I september i år følger så Silk & Knife 2. Programmet består af værker, der strækker sig over en periode på 24 år – fra 1978 til 2002. Meget er hændt i løbet af disse turbulente år, og det ses vist tydeligt i det brede udvalg af værker, som her præsenteres. Hvert værk har sit særlige indhold og særpræg og repræsenterer de forskellige perioder, som de er skabt i. At genskabe dem i den rette ånd er en svær opgave for mine assistenter, for instruktørerne og for danserne. Det kræver også, at publikum vil begive sig med på denne tidsrejse. Og selv om jeg desværre ikke har mulighed for at være tilstede til premieren, er jeg ikke i tvivl om, at mine værker vil blive godt præsenteret, og at de vil samle folk – dansere, assistenter og tilskuere – så de sammen kan glæde sig over forestillingen. Jeg håber, at den vil formå at vaske hverdagens støv af deres ansigter – i hvert fald for en kort stund.

Jeg læste for nylig, at danskerne er de lykkeligste mennesker på denne planet ... jeg ved ikke helt, hvilken meningsmåling, det er, der har bestemt det, men hvis jeg kan bidrage blot en anelse til det danske folks lykke, vil jeg være mere end lykkelig.

Jiří Kylián – Haag, august 2017