Barberen i Sevilla blev til på 24 dage

Opera er i vore dage en langsigtet affære. Bare det at skulle sætte et allerede eksisterende værk op på et operahus kræver årevis af planlægning og booking af iscenesættere, sangere og musikere – for slet ikke at tale om, hvis en helt ny opera skal skrives og sættes op.
Arbejdsgangen er helt anderledes forjaget på Gioacchino Rossinis tid, og hans Barberen i Sevilla er et godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå, når en ny italiensk opera skal have urpremiere i det tidlige 1800-tal:  Rossini modtager bestilling på en ny opera sidst på året i 1815 med planlagt urpremiere februar 1816, men hvilken opera der er tale om, er endnu uvist. Der arbejdes på en helt ny libretto (den tekst, der synges eller siges), men da udkastet forkastes af operachefen, har Rossini så sent som den 17. januar 1816 stadig ingen anelse om, hvad hans opera skal handle om. Det besluttes at bruge Beaumarchais’ komedie Barberen i Sevilla, en libretto bliver skrevet i al hast, og den 29. januar kan Rossini endelig gå i gang med sit arbejde. Den 6. februar har han første akt klar, og den 20. februar er operaen ikke alene færdigskrevet, den er også indstuderet af sangerne, prøverne er færdige, og holdet er klar til premiere. Rossinis stadig højt elskede opera bliver altså udtænkt, skrevet, indstuderet og sat i scene på bare 24 dage.

Ouverturen fra Barberen i Sevilla er genbrug

Ingen tvivl om, at det vidner om stor genialitet fra Rossinis side, at han kunne skabe et mesterværk som Barberen på under en måned – men det hører med til historien, at man dengang forholdt sig anderledes til begreber som originalitet og genbrug end i dag. Det er i starten af 1800-tallet ikke usædvanligt, at en komponist genbruger et godt, fængende nummer fra en af sine tidligere, mindre populære operaer, når han skal skrive et nyt værk, og den slags kunstnerisk genbrug ser man også i Rossinis Barberen i Sevilla. Den berømte ouverture har Rossini allerede brugt før i to forskellige operaer: Først i Aureliano in Palmira i 1813 og siden Elisabetta, regina d’Inghilterra, som havde urpremiere året før Barberen i Sevilla.

Operaen blev buh'et ud til urpremieren

Barberen i Sevilla bliver en succes – om end ikke den allerførste aften. Det er ikke usædvanligt for samtiden, at en premiere er spækket med forudindtagede ”buh’ere”, hvis der er stærke nok kræfter i en by, der ønsker, at en premiere skal blive en fiasko. Det er tilfældet ved urpremieren på Rossinis Barberen i Sevilla. Rossini er ikke den første operakomponist, der har brugt Beaumarchais’ Barberen som forlæg, især er komponisten Giovanni Paisiellos udgave meget populær, og en stor flok Paisiello-fans mener, at det er decideret helligbrøde, at en ung komponist som Rossini (som er knap 24 år gammel) kaster sig over Barberen. Paisiello-tilhængerne benytter enhver lejlighed til at buh’e af premieren og forstyrre den. Og det havde de såmænd ikke engang behøvet, for operaen er rigeligt hjemsøgt af uheld i forvejen: Tenoren har glemt at stemme den guitar, han skal bruge til den indledende serenade, en kat kommer ind på scenen og giver sig til at mjave højlydt, og Don Basilio falder og får næseblod på scenen.
Men Rossini er ikke i tvivl om, at han har skrevet en god opera, og da Paisiello-tilhængernes vrede har lagt sig efter premieren, og Rossini har revideret sit partitur en anelse, går det meget bedre. Allerede ved anden opførelse bliver Rossini fremkaldt fem-seks gange, og operaen får derefter alligevel titlen Barberen i Sevilla.

Barberen er den første i en længere serie af operaer

Skuespilforfatteren Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais, som altså har stået for forlægget til Barberen i Sevilla, er et kendt navn for de fleste garvede operagængere. Udover skuespillet Barberen i Sevilla, har han skrevet komedien, som ligger til grund for Mozarts Figaros bryllup. Oven i købet hænger de to skuespil sammen: Barberen i Sevilla er 1’eren, og Figaros bryllup er 2’eren i Figaro-franchiset, kan man sige. I Barberen i Sevilla ser vi kærligheden spire mellem Grev Almaviva og Rosina, godt hjulpet på vej af den snarrådige barber Figaro. I Figaros bryllup er kærligheden falmet mellem selvsamme grevepar, Figaro er blevet grevens kammertjener og må udtænke en snedig plan sammen med sin forlovede Susanna, grevindens kammerpige, for at forhindre at Greven lader sit betydelige libido og sin privilegieblindhed gå ud over Susanna.
Faktisk eksisterer der en tredje komedie i Figaro-serien: L’autre Tartuffe, ou, La mère coupable (”Den anden Tartuffe eller Den skyldige moder”). Titlens skyldige moder er grevinden, som har fået et barn med pagen Cherubino, og skuespillet er noget mere dystert og tættere på at være et decideret drama end de to foregående.  Det er aldrig blevet lige så populært som Figaro og Barberen, selvom også den faktisk er blevet til en opera: Darius Milhaud skrev en Mére coupable-opera i 1966.

Beaumarchais var alt fra dramatiker, urmager og spion

Beaumarchais var selv ikke uinteresseret i musik. Barberen i Sevilla var faktisk oprindeligt tiltænkt Comédie-Italienne i Paris som libretto til en komisk opera. Selv da det blev omskrevet til et skuespil til Comédie-Francaise, hvor det havde sin urpremiere, blev der skrevet forskelligt musik til forestillingen, af Antoine-Laurent Baudron – det, man kalder incidental music. Baudron skrev ligeledes musik – sange og danse – til skuespillet Figaros bryllup. Beaumarchais skrev desuden librettoen til Antonio Salieris opera Tarare.
I det hele taget var Beaumarchais lidt af en tusindkunstner, ikke ulig faktotummet Figaro fra Barberen i Sevilla: Før han blev dramatiker, var han en meget succesfuld urmager, et håndværk han overtog fra sin far – Beaumarchais er nemlig født borgerlig, adelstitlen har han købt sig til senere i livet. Siden blev han harpelærer for Ludvig XVs døtre, han har også været dommer og endda ageret som spion for kongen.