Fem spørgsmål til instruktør Elisa Kragerup

Hvad var det der fascinerede dig ved Rifbjergs roman, så du fik lyst til at lave en scenisk version?

Jeg har en stor kærlighed til puberteten som den tid i livet, hvor man oplever alt for første gang. Årene mellem 10 og 20 er dem man husker bedst. Så hvad enten man er 15 eller 85 år kan man dele dette stof og på tværs af generationer skabe det fællesrum, som jeg synes teater skal være. 

Romanen er en virkelig god fortælling om at blive voksen og slå sig på livet. Dramaet skærpes af, at personerne ingen erfaring har og ikke ved, hvor meget der kan gå galt. Især når det gælder den farlige seksualitet. Personerne forestiller sig alt muligt, men realiteten er en helt anden. Den dualitet ligger især hos fortælleren Janus. Han er af Rifbjerg beskrevet, så vi umiddelbart får sympati for ham, men han har også nogle skyggesider, hvor han viser sig usympatisk og utilstrækkelig. Det kan vi spejle os i, ligesom venskabet mellem Janus og Tore vækker også stor genkendelse som venskaber i den alder, der har en symbiotisk karakter og grænser til forelskelse.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til at omsætte romanen til teater - der må nødvendigvis foretages en lang række fravalg?

Vi fokuserer vores fortælling på venskab og seksualitet og har derfor skåret forældrene helt ud, undtagen Helles mor, Fru Junkersen, der spiller en central rolle i den dramatiske udvikling. Mellemskoleårene og udviklingen af Janus’ og Tores venskab lader vi gå hurtigt over i gymnasietiden og mødet med Helle. Vi bruger udelukkende romanens sprog, og gennem de tidlige workshops har vi afsøgt, hvilke passager, der skal fortælles med romanens ord, og hvad der kan fortælles visuelt og med musik. Det har været vigtigt at skabe balance mellem jeg-fortællerens beskrivelser, og det vi skildrer i det sceniske rum. 

Hvordan har du arbejdet dig ind i stoffet sammen med skuespillerne? 

Vi har fra den første workshop, der allerede lå i juni måned sidste år, delt vores egne erfaringer og historie – om venskaber, der har lignet forelskelser, om den første kæreste, de første seksuelle oplevelser. Vi har talt om hvordan vi så os selv som teenagere, vores egne roller i klassen, og om hvilke dynamikker der kan opstå i en gruppe, f.eks. hvis der er en fyr som Tore, som man bare må hægte sig på. 

Jeg har oplevet hos skuespillerne Simon og Morten, at de har en særlig ærlig tilgang til at lege og gå ind i den stemning og de omstændigheder, der er ved at være teenager. Længslen efter at blive voksen og gå ind i det forjættede land. Værket minder os om, at der er noget fantastisk i de ultimative følelser og sansninger fra dengang. Der er en åbenhed i uskylden, som man kan komme til at længes efter, selvom det også var en hård tid. Det har været et greb i forhold til skuespillerne at tænke, at dette sker for første gang, så vi oplever, at de ikke aner hvordan de skal håndtere en ny situation.

Du og scenograf Jonas Fly har valgt at skabe et intimt fortællerum med publikum helt tæt på – hvordan oplever du betydningen af denne nærhed?

Jeg har aldrig prøvet at arbejde med publikum så tæt på, hvor de samtidig er så synlige for hinanden og ikke mindst for skuespillerne. Jeg har fra starten ønsket, at man som publikum skulle mærke udviklingen mellem karaktererne, at man sad midt i handlingen. Den direkte henvendelsesform, som Janus praktiserer, forstærkes af rummet, hvor vi bliver medvidere til hvordan han ser på livet. Det kræver et særligt nærvær af skuespillerne, som ikke kan gemme sig. De må spille med åbne kort og gennem ordene bringe os videre til det næste sted i handlingen. Der er ikke andet scenografi end publikum, fire stole, lys og musik. Vi har skabt et rum, der giver plads til ordene, og det har været vigtigt for os at holde fast i, at det er en litterær fortælling. 

Hvis Klaus Rifbjerg selv ville kunne have oplevet sit værk på scenen, hvad ville for dig så være den bedste respons, han kunne give forestillingen? 

Jeg ville håbe, at han ville anerkende vores respekt for sproget i romanen, hvor vi bevidst ikke har oversat de for den tid tidstypiske betegnelser og slang-ord. Jeg ville også håbe, at vi i kød og blod har formået skabt de karakterer, han har set for sig. At han ville være glad for, at vi ikke forsøger at overforklare dem, men i stedet holder den flertydighed i live, som findes i romanen.