Med teater skal land bygges

AF ME LUND

I snart 300 år har danske scenekunstnere taget livtag med Holbergs komedier. Og hver ny generation har forbløffet konstateret, at oplysningsmandens humoristiske samtidskommentarer ikke bare var underholdende, men også til stadighed aktuelle og debatskabende.

Ude foran Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv sidder to irgrønne mænd og byder velkommen fra deres høje sokler. Den ene er oplysningsmanden Ludvig Holberg (1684-1754), den anden er romantikkens store digter Adam Oehlenschläger (1779-1850). Uden dem, ikke noget dansk teater.

Holberg grundlagde Den danske skueplads - det første stationære teater i Danmark, der opførte forestillinger på dansk - i 1722, og herfra voksede stedet til at være ikke bare kongens, men hele nationens stolthed. I de første mange år hvilede repertoiret tungt på Holberg selv, og han betragtes stadig som dansk teaterhistories største komediedigter. Men måske har vi vænnet os så meget til hans stumme tilstedeværelse foran nationalscenens gamle indgang, at vi i vores travle hverdag knap ænser hans egentlige betydning? I så fald giver Maskerade os nu anledning til at stoppe op og genopdage ham.
For Holberg er meget mere end et stykke stivnet fortid med stok og pudderparyk. Hans forfatterskab omfatter både videnskabelige værker om historie, jura og geografi, digte, romaner, filosofiske essays, moralske epistler og de komedier, der nu i snart 300 år er blevet opført igen og igen på de danske scener - Jeppe på Bjerget, Den politiske kandestøber, Erasmus Montanus, Jean de France og Maskerade for nu bare at nævne nogle få.

Jo mere de er blevet spillet, gransket, leget med, des tydeligere er det fremgået, at deres anfægtelser og tematikker dels er nuancerede og komplekse, dels til stadighed er overraskende aktuelle, skønt de i sin tid blev skrevet som indlæg i en konkret samtidsdebat, hvis formål var at udvikle folket til kritiske og ansvarlige borgere. For nok var han på mange måder konservativ, men han var også en oprører og en fritænker, der påvirket af strømningerne ude omkring i Europa ikke bare påtog sig at løfte det underkuede danske sprog til kunstnerisk og akademisk selvbevidsthed. Han var drevet af diskussionslyst og sin egen snurrige retfærdighedssans og kan også siges f.eks. at have været foregangsmand i spørgsmålet om kvinders ligestilling. Med andre ord: moderne før dette ord var opfundet.
Hver tid har således opdaget nye sider af Holberg. Ligesom englænderne bestandig må afprøve deres forhold til Shakespeare og svenskerne deres til Strindberg, er det også vigtigt, at vi hele tiden undersøger, hvad Holberg siger os. En overgang var det Den radikale Holberg eller Holberg og kvinderne, der var i fokus blandt litteraterne. En tid lagde teatrene vægten på den hyggelige, nostalgiske side og spillede ham med halm i træskoene og midtsjællandsk dialekt; i sidste sæson blev hans Erasmus Montanus på Aarhus Teater et krast indlæg i diskussionen om kristne værdier og globalisering.
I aften er han lagt i hænderne på en tysk instruktør, der betragter ham - og os - udefra. Der er ikke noget endegyldigt facit på, hvem Holberg var, eller hvordan han skal spilles. Holberg overrasker stadig. Selv om han er tavs på sin sokkel på Kongens Nytorv.

Holberg med filter

AF ME LUND

"Et teater er et kraftværk. Det opkoncentrerer en magisk energi på scenen, og det skal kunne mærkes helt ud i billetskranken," siger den tyske instruktør Herbert Fritsch, der er internationalt anerkendt for sine eksplosive forestillinger. Nu har Det Kongelige Teater hentet ham til landet for at kaste sit frygtløse ensemble og Holbergs Maskerade ind i hans kreative turbine.

Han har spillet på tysk teaters største scener og var i mange år del af den kunstnerisk stærkt profilerede Frank Castorfs ensemble på Volksbühne i Berlin. Parallelt dyrkede Herbert Fritsch sin karriere som mediekunstner, scenograf og instruktør. For ca. ti år siden lagde han skuespillet på hylden for at satse på iscenesættelsen, og efter markante opsætninger af Ibsens Et dukkehjem og Hauptmanns Bæverskindspelsen slog han i 2011 internationalt igennem med en voldsomt ekspressiv og fysisk udfordrende opsætning af Arnold & Bachs 100 år gamle farce Den spanske flue. En forestilling, som på sin internationale turné også gæstede Det Kongelige Teater i 2014.
I 2012 blev avantgarde-værket Murmel Murmel - 179 manuskriptsider udelukkende med gentagelser af ordet 'Murmel' - endnu et højdepunkt, og siden har den manisk arbejdende Herbert Fritsch beskæftiget sig med alle slags skuespil, operaer og film, nye og klassiske værker mellem hinanden. Han er blevet en af de hotteste instruktører i det tysktalende område, oftest indbudt til de store teatre i Tyskland, men også jævnligt til Schweiz og Østrig, ligesom han med stor glæde har ladet sig invitere til Rusland, Norge og nu Danmark for at udfordre det stedlige scenekunstmiljø. Det vil sige: realismen med al dens psykologi og alle dens ophobede rekvisitter.

På grund af Den spanske flues internationale summen rundt kendte Herbert Fritsch således ikke bare Skuespilhuset og Operaen, da han takkede ja til at sætte Maskerade op. Han vidste udmærket, hvem Holberg er, for han har siden sin barndoms ferier på Rømø haft en del kontakt til Danmark. Han holder meget af det klare danske lys, af Søren Kierkegaard, Karen Blixen og Lars von Trier samt ikke mindst Carl Th. Dreyer, hvis Gertrud han er dybt fascineret af.
"Gertrud er en fantastisk film. Stiliseringen er vidunderlig. Bevægelserne er så klare, billederne så kølige. Men under overfladen brænder en ild, en ukontrollabel passion. Det er sådan, jeg ser danskerne. Det er ganske modsat tyskerne, der ikke ejer ro, men stadig er forvirrede og sårede på grund af Anden Verdenskrig. Vi føler os skyldige, og derfor formår vi hverken som nation eller enkeltpersoner at være afslappede. Men her i landet er alt friskt og klart, selv om det pumper og buldrer i undergrunden," forklarer den 66-årige instruktør.

Da han mødte op til læseprøven på Maskerade, var det for at danne sig et indtryk af skuespillerne og lytte til deres stemmer, tune sig ind på det uforståelige danske sprogs musik. "Jeg starter altid fra nul ved læseprøven," erklærede han med et glimt i øjet. Men han mente det. Og hvis udsigten til kvalificeret improvisation fra nul til hundrede på syv ugers prøvetid skabte en smule uro rundt om bordet i mødelokalet, lagde den sig hurtigt igen ved tanken om, at Herbert Fritsch få måneder tidligere havde modtaget den prestigefyldte Theaterpreis Berlin, som tidligere bl.a. er gået til George Tabori, Botho Strauss, Heiner Müller og Elfriede Jelinek. Hans radikale arbejdsmetode er tydeligvis ikke bare efterspurgt. Med sin bevidst kalkulerede risikovillighed fører den også til fremragende kunstneriske resultater.
"Når jeg går i gang med at skabe det visuelle koncept for en forestilling, går jeg efter at lave en konstruktion, hvor det uventede kan ske. I mit arbejde vil jeg overraske mig selv, jeg vil skabe adgang til noget, jeg ikke kendte til før. Derfor forbereder jeg mig aldrig forud for en forestilling. Min eneste forberedelse er konstruktionen af scenografien."

Fortolkning eller filter
En sceneinstruktør har ifølge Herbert Fritsch to muligheder, når han skal sætte en forestilling op: enten at fortolke stykket eller at lægge et filter over det. Som regel har instruktører en tanke, en idé, måske endda et budskab. De vil fortælle noget med deres forestilling. Men Herbert Fritsch har ikke noget budskab. Han vil vide, hvad stykket vil fortælle ham. Derfor udsætter han teksten for forskellige benspænd, forstyrrer den, udfordrer den. Og ser, hvad der sker.
"Filteret er helt anderledes end fortolkning. Med et filter finder jeg ud af, hvad teksten kan. Det er sådan, jeg har nærmet mig Maskerade. Da jeg gik igang her på teatret, havde jeg lavet scenografien, men jeg stod ikke med andre præfabrikerede idéer. Den færdige forestilling er resultat af, hvordan jeg harreageret på dét, jeg har set og hørt."

Men så snart du og din kostumedesigner Victoria Behr valgte, at karaktererne på scenen skulle ligne porcelænsfigurer fra Royal Copenhagen, var det jo udtryk for en fortolkning.

"Du kan godt sige, at det er en form for fortolkning, men for mig er 'porcelæns-kostumerne' et filter. De aftvinger skuespillerne et lidt stift bevægelsesmønster, som jeg godt kan lide. De taler også på en særlig måde. Det kan måske godt ligne dårlig skuespilkunst, men for mig er det en stiliseret og helt præcis måde at gribe stykket an på. Den store forskel mellem fortolkning og filter er, at fortolkningen går ud fra, at der altid ligger noget bag en handling. En intension. Fortolker du, vil du fortælle noget. Hvis du lægger et filter over, beslutter du dig helt enkelt for, at skuespillerne skal gå på en bestemt måde. Og så er den ikke længere. Jeg foregiver ikke, at det, der foregår på scenen, betyder noget."

Læs hele interviewet i programmet til Maskerade.