Teater skal ikke få os til at føle os trygge

Interview med Marius von Mayenburg om »Pang!«

Af Joseph Pearson, 11. maj 2017

»Jeg begyndte at skrive dette stykke efter præsidentvalget i USA,« fortæller Marius von Mayenburg, »Jeg var allerede i gang med at arbejde på et andet stykke. Men så hændte dette. Det var en allergisk reaktion – dette stykke – på det, der skete. Jeg må dog sige, at Trump ikke var det første, der skete. Det føltes som det sidste. Vi havde haft Brexit, Erdoğan, Putin, Orbán, Kaczyński, en lang liste. Jeg observerede, at der var en længsel efter machomænd i samfundet, efter ledere, der tilbyder meget simple løsninger på komplicerede problemer. Eftersom vores værste frygt i teatret kan resultere i det allerværste, skabte jeg karakteren Pang.«

Pang! Det er et navn, der bliver leveret med et bang. Det er som et fængende slogan: Pang! Mayenburg fortæller mig, at han ville have et navn, der er iøjnefaldende og eksemplificerer reaktionen fra dem, der ønsker radikale, politiske løsninger: »Idéen om, at folk vil have forandring, at noget skal ske, på godt og ondt. »Pang!« er personificeret gennem et montrøst barn, der langer voldeligt ud efter alt og alle i verden, som ikke påskønner ham. Den nutidige politiske genklang af Rolf Pangs racisme, sexisme, selvoptagethed, atavisme og manglende evne til at tage kritik er ikke let at ignorere.

Blandingen af voksent og barnligt er med vilje gjort irriterende. Som Rolf Pang udtrykker det i stykket: »Jeg grabser på enhver kvinde, jeg synes om, udenpå eller op under blusen eller mellem benene, fordi: Jeg er jo stadig bare et barn. Jeg gør det "i al uskyldighed". Af "nysgerrighed og glæde ved at eksperimentere"«.
Forældrene, der bragte dette afskyelige barn til verden, tror ikke, han kan gøre noget galt. »Pang!« er fuld af afsindigt foruroligende situationer, hvor Pangs utilgivelige opførsel – på legepladsen, med musiklæreren og overfor babysitteren – på en eller anden måde bliver undskyldt. Familielivets rædsel bliver udstillet. Man undrer sig over om stykket kan bruges som en effektiv form for prævention.
Mayenburg forklarer, »Der findes en vis blindhed, som forældre har over for deres børn. De ser ikke, hvad der går galt, fordi de elsker dem så meget, og forældre konkurrerer om at idealisere deres børn som særligt specielle eller talentfulde. At en dreng kan gå, når han er ti måneder gammel, betyder ikke, at han bliver en ny Mozart. Det er dette mærkelige fænomen, jeg ville adressere. Jeg opdagede også noget andet om magt. Jeg synes, at folk, der har meget magt, har en tendens til tilbageskridt. Når du fortæller dem, at noget ikke er muligt, så er der kun to typer af mennesker, der reagerer: »Jeg ved godt det ikke er muligt, men jeg vil have det alligevel«: chefer og børn.

»Er det det, der er sammenhængen mellem politisk magt og familieliv i dette stykke?« spørger jeg.

»Ja. Den er meget barnlig denne tendens til – f.eks. hos Erdoğan – at blive fornærmet over alt, hvad der bliver sagt. Det er latterligt. Det ville enhver voksen sige. Trump har et problem med antallet af mennesker, der dukker op til hans indsættelse. Min fødselsdag var den største! Nej, det var min! Det er fuldstændig barnagtigt. Men det er vigtigt at understrege, at dette stykke ikke handler om Trump, men snarere om en bestemt tankegang, som findes i de samfund, der skaber karakterer som Trump.«
»Er den barnlige vold, du taler om, et udtryk for en generel mandlig adfærd? Eller, rettere, en adfærd hos en bestemt type mand?« spørger jeg.

»Jeg tror meget på kultur. Den er noget, vi på en måde har brug for for at kunne indhegne det her bæst, som mænd kan udvikle sig til. Det synes jeg er nødvendigt at få gjort. Der er på et tidspunkt i stykket, hvor jeg siger, at mænd dræber og kvinder ikke gør. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men overdrivelsen bliver demonstreret af karaktererne selv. Og jeg tror virkelig, at verden ville blive et bedre sted, hvis der var flere kvinder ved magten, selv hvis de hedder Merkel eller May, som også er produkter af en mandsdomineret verden.«

»Dit tidlige stykke »Ildansigt« (»Feuergesicht«), som du skrev i 1997, handler også om børn og deres evne til at handle radikalt. Er dette stykke en tilbagevenden til de samme temaer, men måske fra et mere erfarent perspektiv?« spørger jeg.
Mayenbrug svarer, »Det føles underligt at tale om »Ildansigt« nu. Tyve år er meget lang tid. Det føles næsten, som om en anden skrev det stykke. Jeg kan kun sige, at jeg var meget vred, da jeg skrev det, og jeg var også meget vred, da jeg skrev »Pang!«. Men jeg skrev ikke »Ildansigt« for at opildne børn til at dræbe deres forældre. Jeg håber, at det stykke mere handler om generelle problemer ved at vokse op, at have forældre og at være i verden som et ungt menneske.

»Pang!« er formentlig mindre psykologisk. Jeg ønskede, at det skulle være en forestilling om politiske følelser. Om den irrationelle længsel efter eksplosioner og sensationer i den politiske sfære. Jeg bryder mig ikke om den høje hastighed med hvilken politiske situationer ændrer sig nu om dage. Jeg er ikke en fan af revolution. Jeg tror på evolution og ville altid foretrække den fremfor revolution. Jeg vil gerne have spektakulære sportsbegivenheder, spektakulært teater og et spektakulært liv, men jeg vil ikke have spektakulær politik. Politik bliver spektakulær, når folk bliver slået ihjel. Jeg foretrækker kedelig og langsom politik.«
»Pang!« er en historie, der foregår i lejligheder og på legepladser i Berlins Prenzlauer Berg [i den danske udgave på Østerbro], en blanding af sønderlemmende samfundskritik og komedie. Instruktøren fortæller mig, »Komedie er bagdøren gennem hvilken jeg kan forsøge at komme ind i sindet på publikum med nogle ubehagelige tanker, når fordøren er låst. Nogle blandt publikum finder måske noget af humoren – som omkranser følsomme emner som vold mod kvinder i hjemmet – for hårdtslående og chokerende. Men jeg er overbevist om, at vi må modsætte os bevægelser mod, i den politiske korrektheds navn, at neddæmpe samfundskritik i teatret og dermed forvandle teatret til et kastreret og 'sikkert sted'.« Mayenburg er ikke interesseret i at give publikum lov til at få det for behageligt og lade dem at føle sig »trygge«.

Han fortæller mig, »Teater må ikke handle om at være høflig. Det må ikke handle om at vise folk, hvad der er det rigtige. Hvis jeg præsenterer en morder på scenen, foreslår jeg ikke, at det er sådan, vi alle bør handle. Teater er nødt til at tage fat, så jeg vil hellere vise en politisk ukorrekt end en politisk korrekt karakter på scenen for at kunne tilbyde et politisk relevant stykke. Ellers ender vi med en kirkelignende prædiken, der taler til folk, som tænker på samme måde som os. Det ville være kedeligt og på ingen måde intellektuelt udfordrende. Hvis jeg ser noget forfærdeligt, så aktiverer det mig.«
»Jeg synes ikke, at folk bør blive fornærmede over karakterer, der bruger et stødende sprog på scenen. Måske vil det endda for første gang få dem til at tænke tanker, som de normalt aldrig ville have tænkt. Jeg prøver at gøre det svært for dem at modstå den slags tanker, der har meget mere med os selv at gøre end vi kan lide at indrømme. Det er nemt at pege fingre af USA og sige: de har en frygtelig leder. Vi ser de samme tendenser her i Tyskland med AfD [Alternative für Deutschland] og Pegida. Denne længsel efter forsimplede løsninger på komplicerede problemer – at skyde mod folk, som prøver at komme ind i vores land, fordi de forsøger at flygte fra krig for eksempel – er også en tysk idé. Vi behøver ikke at pege fingre ad andre nationer.«

Jeg træder ud fra Schaubühnes prøvescene og er fascineret af, hvordan der, kun et halvt år efter hvad der må betegnes som en katastrofe i amerikansk politik, allerede er et forfriskende kunstnerisk svar i tysk teater. At kunst blomstrer i hårde tider er en trættende historisk hypotese – jeg foretrækker at tro, at vi ikke kan forudse, hvordan kunstnere reagerer – men stykker som »Pang!« får én til at reflektere over muligheden for, at der er en overbevisende sammenhæng.

Oversat fra engelsk af Stinne Henriksen