Scener fra et ægteskab Ekstramateriale
Scener fra et ægteskab Ekstramateriale
Scener fra vores eget liv
Programartikel af Me Lund
Fuld af undren over kærlighedens mange faser skabte Ingmar Bergman i 1973 et portræt af tidens forvirrede parforhold i Scener fra et ægteskab. Serien blev en milepæl i nordisk TV’s historie og den elitære instruktørs folkelige gennembrud.
Scener fra et ægteskab var oprindelig en TV-serie i seks dele, som skrevet og instrueret af Ingmar Bergman (1918-2007) blev sendt samtidig i Sverige, Danmark og Norge i 1973.Weekendavisen skrev bl.a.: ”Der er ingen tvivl om, at Bergmans Scener fra et ægteskab er en af de stærkeste, mest samlende og derfor kunstnerisk mest opløftende hændelser i nordisk TV’s historie - en opløftende og sjælden bekræftelse på, at der ingen absolut modsætning består mellem kunstens kvalitet og dens udbredelse.”
Berlingske Tidende mente, at ”Sjældent eller aldrig har man i et TV-spil været så tæt på andre mennesker - og så tæt på sig selv.” Og helt ovre i det amerikanske tidsskrift The New Yorker skrev Woody Allen senere med henvisning til serien, at Bergman var et geni.
Ingmar Bergman selv påstod, at han havde skrevet Scener fra et ægteskab nærmest for sjov og i en slags raptus. I løbet af nogle få måneder fremmanede han ægteparret Marianne og Johan, der med dramatiske hverdags-aggressioner og erkendelsesmæssig afmagt gav ham det egentlige folkelige gennembrud. Med dem i fokus slog han ned på tidens løgne og fortielser, men også på dens drømme om selvrealisering - og på det tab af tryghed, de medførte. I sine suggestive nærbilleder afslørede han skånselsløst, hvordan en af borgerlighedens vigtigste byggesten var i opløsning: ægteskabet.
Skilsmissestatistikkerne talte allerede dengang deres eget sprog. I alle de nordiske lande var antallet af skilsmisser i forvejen stigende, men Bergman mente selv, at han personligt stod bag netop det danske skilsmisseboom umiddelbart efter udsendelsen af TV-serien:
"Jeg var glad for, at antallet af skilsmisser steg i Danmark. Jeg tror, folk oplevede, at det kunne lade sig gøre at komme ud med deres vrede og aggression og dermed fortælle, hvordan de egentlig havde det,” har han senere fortalt i et TV-interview.
Han har også åbent indrømmet, at han brugte private konflikter fra sit eget og sine venners kaotiske liv som inspiration til fortællingen, der går for at være hans mest biografiske værk. Selv havde han på dette tidspunkt researchet grundigt på området med skilsmisse-erfaringer fra ægteskaberne med Else Fisher (1943-46), Ellen Lundström (1947-50), Gun Grut (1950-53) og Käbi Laretei (1959-64) samt en række kortere, papirløse relationer og et længerevarende til Liv Ullmann (1965-70), med hvem han fortsatte det kunstneriske samarbejde, bl.a. i netop Scener fra et ægteskab.
Ingmar Bergmans sidste hustru, ungdomskærligheden Ingrid Bergman, f. Karlebo, som han var gift med fra 1971 til hendes død i 1995, mente ikke, at Scener fra et ægteskab var stof, der havde appel til en større kreds. Bergman var tilbøjelig til at give hende ret. Men de tog fejl. Det var kun vennerne, der aldrig genkendte sig selv. TV-seere i millionvis overalt i verden har siden fascineret genkendt sig selv som de følelsesmæssige analfabeter, Bergman beskrev.
”Disse mennesker er veluddannede, begavede, belæste. De ved alt og har alle tænkelige intellektuelle ressourcer, men de kan ikke klare selv den enkleste følelsesmæssige udfordring. De er fuldstændigt indsigtsløse i det vigtigste i livet. De tror, at hvis man ikke taler om ting og følelser, så findes de ikke,” fortalte han og tilføjede, at karaktererne efterhånden tog magten over ham, mens han skrev, så han selv bestandig blev overrasket over deres handlinger.
Han gjorde i det hele taget meget ud af at sige, at han ikke holdt med nogen af personerne, men at han forstod både Marianne og Johan. For ham repræsenterede de begge det lutherske Sverige, som han beskrev som et aggressionshæmmet samfund, hvor man fra barnsben belønnes for at tøjle sin vrede. ”Som følge af afkristningen husker vi loven, men har glemt evangeliet. Vi ved godt, at man skal holde sig til Ordning och reda, ellers bliver man straffet. Men vi har glemt det vigtigste: kærligheden.”
På grund af den enorme opmærksomhed, Scener fra et ægteskab vakte, blev den allerede året efter premieren genudsendt i alle de tre nordiske lande, og Bergman klippede den også i 1974 sammen til en spillefilm. Han bidrog desuden til den glødende køns- og samlivsdebat i disse år med filmen Hvisken og råb (1972) og TV-serien Ansigt til ansigt (1976), ligesom han senere skrev manuskript til filmen Troløs, som Liv Ullmann instruerede.
Han kunne imidlertid ikke slippe Marianne og Johan fra Scener fra et ægteskab. Og selv om han flere år tidligere havde meddelt, at han havde lavet sin sidste film, skabte han i 2003 til alles store overraskelse TV-filmen Saraband, hvor han lod dem mødes igen efter tredive års manglende kontakt - atter med Liv Ullmann og Erland Josephson i de gamle roller, der stod smukt patineret med alderens tyngde og sorgfulde ynde.
Johan har nu isoleret sig alene i et hus på landet, og Marianne opsøger ham, fordi hun - som hun siger - kunne høre ham kalde. I modsætning til den oprindelige TV-serie inddrager Bergman her parrets børn og viser, hvordan både de og næste generation, børnebørnene, betaler en skræmmende høj pris for hovedpersonernes livslange, manglende selvindsigt.
Sofie Gråbøl: Sollyset i cellen
Når man går i gang med prøverne på en forestilling, er det på en måde som at aflægge kyskhedsløfte. Det er teaterarbejdets karakter, at man siger farvel for en stund til den 'virkelige' virkelighed og lukker sig inde i en celle. Derinde zoomer man fuldstændig ind på forestillingen, på teksten. Et ord, et tonefald, en bevægelse, bliver altafgørende vigtige ting. Det er både vidunderligt og klaustrofobisk.
Arbejdet med Scener fra et ægteskab har forstærket denne oplevelse, for her er vi trådt helt ind i Bergmans private celle og har siddet derinde med ham i seks timer hver dag. Indimellem har jeg haft lyst til at råbe: "Luk mig ud af den her tekst!", men jeg er samtidig så dybt fascineret af at være i den, fordi Bergman er fuldstændig nådesløs og insisterende i sin fortælling.
Både Marianne og Johan er så rigt beskrevet i teksten, at det efter to dage i prøvesalen overhovedet ikke føltes mærkeligt, at en kvinde i dag siger det, Bergman for femogfyrre år siden lod en mand udtrykke. Ud fra et kønspolitisk perspektiv er det selvfølgelig dybt interessant at bytte om på rollerne, fordi kønsproblematikken er noget, vi alle forholder os til, mere eller mindre bevidst, både i vores eget lille liv og i vores fælles normer og opfattelser. Måske nu mere end nogensinde, fordi kamppladsen med barrikader og fronter for mig at se er ved at blive til en arena for mere komplekse og undersøgende spørgsmål om identitet. Det er sindssygt spændende.
Men stykket er ikke et indlæg i kønsdebatten. Det er relevant, fordi det er stærk dramatik, som spejler os og giver os mulighed for at se os selv på nye måder. Og jeg tror helt ærligt, at identifikationen ville være mindre, hvis vi spillede den oprindelige version. Det ville den i hvert fald være for mig.
Det er overraskende få steder, hvor jeg har tænkt, at det var svært for mig at sige som kvinde. Jeg kan følge Marianne hele vejen; hun keder sig i sit ægteskab og forelsker sig i en ung mand, hun oplever det som en eksplosion, der afslører nye sider både af hende selv og af tilværelsen. Men at hun bryder op på en nådesløs, selvoptaget måde - dét har jeg sværere ved at forstå. Hun ringer ikke til børnene, hun spørger ikke til dem. Hun sender nogle penge. Hun siger endda, at hun afskyr dem, og at det er gensidigt. Det er meget voldsomt. Og det har ikke noget med kønsbyttet at gøre. Uanset hvilket køn, der lægger sådan en isnende afstand til sine børn, er det hårdt at relatere til. At undersøge den side af mennesket har virkelig inspireret og provokeret mig. Jeg bliver superudfordret.
Faktisk er det jo et eksempel på, at det giver mening, at vi har byttet replikker. Nu hører man ordene påny og opdager, hvor meget visdom Bergman besidder om menneskene og relationerne uanset køn.
Læs resten af Sofie Gråbøls tanker om rollen i forestillingsprogrammet.
Morten Kirkskov: Menneskelige urkræfter og paradokser
Jeg er meget optaget af Bergmans tanker om kærligheden og kønnene. Han er garant for, at selv noget så tilsyneladende hverdagsagtigt som Scener fra et ægteskab hæver sig op over det banale og viser, hvor komplekse de mekanismer er, som binder mennesker sammen.
Personerne i stykket er ekstremt inkonsekvente. Det gør, at jeg som skuespiller føler mig 'set' som menneske. For sådan er vi. Når Johan gang på gang skifter mening, er det, fordi det er sådan, Bergman oplever sig selv og sine medmennesker. Jeg skal derfor ikke stå til ansvar for, at rollens udsagn hænger logisk sammen, og det giver en kolossal frihed til at spille hvert sekund for sig.
Scener fra et ægteskab er hverken politisk eller kønspolitisk. Det handler om dyb kærlighedslængsel og om, at vi adlyder vores mest primitive drifter, når vi forsvarer vores længsler. Når Bergman slipper de menneskelige urkræfter løs, er det fuldstændig ligegyldigt for mig, om det er en mand eller en kvinde, de kommer fra. Og det er præcis det, vi udfordrer ved at bytte replikkerne om. Jeg tænker derfor ikke, at jeg spiller en kvindes replikker. Og bestemt heller ikke, at Sofie Gråbøl spiller en mands replikker. Vi er stadig en mand og en kvinde, men vi står i nutidens lys.
Set fra et mandesynspunkt er det dog interessant at spille teksten på den måde netop nu, fordi mange mænd i dag har det som en ambition at have let adgang til deres bløde sider. I dag er det en værdi for en mand at være i kontakt med sin sårbarhed. Det kan jeg egentlig godt lide. For det betyder jo ikke, at kvinden er henvist til at være ond, hård og ufølsom. Det betyder bare, at begge køn endelig kan slippe for at lade, som vi er nogle andre end dem, vi er.
Læs resten af Morten Kirkskovs tanker om rollen i forestillingsprogrammet.
