Maria er terminal kræftpatient, indlagt på Hospice, hun har nerveskader i benene, lider af svimmelhed, opkast, angst, gråd, rystelser. Bivirkningerne fra kemoen gør, at hendes krop er i evig undtagelsestilstand

Hun ved, at hun ser ung ud med sine tatoveringer og sit sportstøj. Hun kunne have været i sin bedste alder. Hun kunne have været glad, inden hun kom herind. Hun kunne have sunget på cyklen. Hvad var det, hun havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop hun fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Inden hun blev indlagt og lå syg derhjemme i sin lille familie sagde barnet: Det er Marias værelse, der ligger hun. Barnet vil ikke længere have tøj på af hende, han vil ikke have godnathistorie af hende, han vil ikke have hende som forælder, når hun snart skal dø.

Fra forskellige steder i Hospice, kan man følge med i de raskes liv. Det er mærkeligt at se, hvor travlt de har. Med en kikkert følger Maria deres liv med indkøb, venten ved bussen og rumsteren med deres telefoner. Men der er dobbelthegn rundt om hele Hospice, de raske kan ikke bære at forholde sig til at have dårlig samvittighed overfor de syge. De store schæferhunde sørger for, at det ikke sker. Men Maria hopper over hegnet, ind i skellet. Schæferhundene bider i hende, hun mærker det ikke. Hun må hjem til kvinden og barnet en sidste gang.

Transfervindue er baseret på Maria Gerhardts roman af samme navn, som udkom kort før hendes død tidligere i år.