Sopran
Født i København og opvokset i Sorø. Debuterede på Det Kgl. Teater i 1999 som 1. Dame i Tryllefløjten.
Ann Petersen er uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet.
Fra 2001-2004 var hun fastansat i ensemblet ved Operaen i Graz, hvorefter hun startede en freelance karriere. Siden 2012 har Ann Petersen været fastansat ved Det kgl. Teater, sideløbende med hendes karriere ved de store operascener i Europa.
Hvad kan Opera?
Opera er en ret unik og fantastisk kunstart, hvor både musik, sang og skuespil bliver kombineret. Disse tre kunstarter kan hver deres ting på hver sin måde, men fælles for dem alle ér, at de kalder på nogle store følelser, som sætter hele vores indre sjæle- og følelsesregister igang. Man kan blive henført til højder, som man ikke troede fandtes, men også blive inspireret til ny tankevirksomhed og tiltag i ens egen hverdag. Jeg føler mig hver dag så priviligeret over, at jeg har fået den gave, hvor jeg får lov til at delagtiggøre publikum i disse tre kunstarters fællesbenævnelse: Opera!
Det mest usædvanlige du har oplevet på en scene?
Jeg har oplevet, at have hele fem forskellige mænd til at synge Lohengrin. Desværre røg den ene ud efter den anden i prøveforløbet, da de ikke kunne synge partiet, og da vi endelig nåede til premieren, stod vi tilbage med én, som var blevet fløjet ind på selve dagen. Han fik desværre et slemt maveonde i løbet af 2. akt., og kunne derefter ikke komme på scenen igen. Operachefen havde "gemt" én af de forrige "Lohengrins" fra prøveforløbet, og han sprang ind i 3. akt, men mistede desværre stemmen efter 10 min., hvorefter han måtte oktavere resten af partiet igennem. Det var så slemt, at man valgte ikke at tage tæppet op, da forestillingen sluttede, men man kunne høre igennem forhænget, at publikum buhede højlydt. Jeg gik helt i chok, og tårerne stod ud af øjnene på mig. Heldigvis gik de næste forestillinger godt, men det var en skrækkelig oplevelse, som jeg aldrig glemmer.
I hvilken retning skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Jeg synes det vigtigste er, at koncept og scenografi bliver passer sammen. Man kan heldigvis sagtens stadig lave alle vores gamle vidunderlige operaklassikere, men evt. blot i nyt format, da følelser nu om dage er de samme, som de var førhen. Dem kan vi heldigvis ikke lave om på, så det er kun tiden, der har ændret sig, og der er det mere scenografien, der spiller ind. Jeg synes dog, det er vigtigt, at man ikke lader sig forlede til, at påklistre en masse tendenser, som er oppe i tiden, og putte dem ind i produktionerne, fordi man så tror, at man kan fange et yngre publikum. Så længe der er en sammenhæng på scenen, så kan det nye være gammelt eller det gamle være nyt.
Hvem er din yndlingssanger?
Jeg lytter meget gerne til Nina Stemme, da hun har en smuk varm klang, som hun bærer med helt nede fra det dybe leje op til det høje.
Hvilken er din favoritopera?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for de fleste operaer af R. Strauss og Wagner, men hvis jeg skal vælge blot et par stykker, så må det helt klart være Rosenkavaleren, Ariadne på Naxos og ikke mindst Tristan og Isolde. Rollen som Isolde har jeg efterhånden fået et helt specielt forhold til, da jeg snart har lavet den mange gange, og der bliver ved med at dukke nye ting op, som jeg kan videreudvikle. Jeg tror aldrig, jeg bliver helt færdig med at finde nye dybder i denne fantastiske kvindefigur.