Mezzosopran
Født og opvokset i og omkring København.
Min egentlige debut på Det Kgl. Teater som Cherubino i Figaros bryllup på Gl. Scene i 1991. Fastansat i 1992.
Diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, afgangseksamen fra Operaakademiet og Guildhall School of Music and Drama, London.
Fejrede 25 års jubilæum på Det Kgl. Teater som Marcellina i Figaros bryllup i 2016.
Hvad kan opera?
Opera kan fortælle på alle planer. Den sætter fantasi, indlevelse og selvransagelse i gang, når alt går op i en højere enhed. Årsagen er, at det er en kombination af både musik, sang og skuespil. Det kan til gengæld også være forfærdeligt, hvis et eller flere af elementerne ikke er udført godt!
Det mest usædvanlige du har oplevet på scenen?
Jeg medvirkede i Kærligheden til de 3 appelsiner, mens jeg var gravid med tvillinger. Til den sidste forestilling var jeg meget gravid, og mens jeg sad på hug bag en appelsin, som jeg skulle komme frem bag, fik jeg verdens største plukve, og tænkte ”hvad laver jeg dog her!”. Da jeg senere skulle bæres ud efter at være død af tørst, havde de stakkels statister et stort problem!
Som Cherubino i Figaros bryllup skal man på et tidspunkt gå ind i et kammer, hvor greven helst ikke skal finde én, for ikke at røbe Grevinden og Susannas hemmelighed. Jeg løb ind i kammeret, inden greven kom, men jeg fik ikke låst døren, og greven kunne lige så nemt lukke døren op. Til de resterende forestillinger var der parkeret en scenearbejder udelukkende for at sikre, at døren blev låst.
Tre vigtigste roller i dit operaliv?
Det må i hvert fald være noget af Mozart! Enten min debutrolle Cherubino i Figaros bryllup, Sestus i La clemenza di Tito, som jeg lavede umiddelbart efter at have mistet min mor, eller Dorabella i Cosí fan tutte, som fulgte mig i mange år.
Jeg har de senere år lavet flere komiske roller, hvoraf den første var Miss Todd i The old maid and the thief af Menotti. Det er skønt at vise en meget skør side, af sig selv.
Hvordan skal opera udvikle sig mellem tradition og fornyelse?
Opera skal give mening, og det kan det gøre på mange måder. Den skal på den ene eller anden måde afspejle eller gøre op med tiden, vi lever i. Men det kan den også gøre, ved f.eks. at opføre meget gamle værker, som de blev opført, da de blev skrevet. Det er vigtigt at lade nye kræfter prøve kunstformen, men det er også skønt at arbejde med mennesker, der virkelig kan sit operakram. Det vigtigste er dog, at man har noget på hjerte.
De bedste sangere?
Fredericka von Stade, da hun på ypperste vis excellerer i netop mit eget stemmefag, den lyriske mezzo. Hun er et forbillede. Jeg er også stor fan af Placido Domingo med hans smukke klang og musikerskab. Vi havde den store ære af at synge med ham, da han var på Operaen for at synge med i Valkyrien!