Hanne Fischer

Mezzosopran

Bor på Frederiksberg, hvor hun er født i 1966. Er opvokset i Bagsværd. Debut på Det Kongelige Teater i 1992 som 3. dreng i Mozarts Tryllefløjten, egentlige rolledebut var som Cherubino i Figaros bryllup i 1993.

Uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Operaakademiet Medlem af Det Kongelige Teaters solistensemble siden 1997. 

På det Kongelige Teater har Hanne Fischer blandt andet sunget Komponisten i Ariadne på Naxos, Melibea i Rejsen til Reims, Charlotte i Werther, Penelope i Odysseus, Ottavia i Poppeas kroning, La Frugola i Kappen, titelrollen i Carmen, Søster Helen Prejean i Dead Man Walking, Serena Joy i Tjenerindens fortælling, Blanca i The Exterminating Angel, Fricka i Valkyrien og Brangäne i Tristan og Isolde. 

Fra 1993-1997 var Hanne Fischer en del af ensemblet på Opera Kiel. Hun har desuden optrådt ved Glyndebourne Festival i England, på Staatsoper Berlin, Hamburger Staatsoper, Operaen i Antwerpen og operaen i Gent samt på Théâtre des Champs-Élysées.

Som koncertsanger har Hanne Fischer optrådt med alle større danske orkestre og internationalt i de store koncertsale i Amsterdam, München, Berlin, Paris og London med en lang række af verdens førende dirigenter.

Hun medvirker desuden på flere cd’er og dvd’er og har modtaget adskillige priser og udmærkelser, herunder Noilly Prat Prisen, Elisabeth Dons Mindelegat, Dansk Musikkritikers Kunstnerpris, Holger Bruusgaards Legat, Ellen Gilbergs legat og Axel Schiøtz Prisen. Hun er blevet nomineret til en Reumert-pris for sine optrædener som Sextus i Titus, Orfeus i Orfeus og Eurydike og Händels Jephtha.

Hvad kan opera?
Opera kan med den menneskelige sangstemme ramme os i hjerte, hjerne og sind, som intet andet. Vibrationerne fra den menneskelige stemme har en energi, der sammen med teksten, orkestret og den menneskelige fortælling, kan nå længere ind i modtageren end nogen anden kunstform. 

Modtageren er publikum, og publikum har en vigtig andel i det, som sker oppe på scenen, for vi er alle i nuet sammen, og vi kan mærke publikum.

Operalitteraturen indeholder så mange facetter af vores eksistens her på jorden, fra det meget underholdende til det dybt alvorlige. En opera skrevet for 250 år siden kan være endnu mere relevant i dag, hvis vi tør se på, hvor meget eller hvor lidt vi egentlig har udviklet os som mennesker i forhold til de historier, der fortælles på scenen. Opera kan derfor sætte alt i perspektiv og sætte tanker i gang, hvis man tør tage imod. Men man behøver ikke at skulle forstå alt, det vigtigste er at mærke. Og her kommer vi igen tilbage til den menneskelige stemme, musikken, teksten, orkestrets farver og klange, som bedst kan opleves i rummet i nuet – sammen med andre. 

At være i nuet sammen, er dét, som igen og igen har bekræftet mig i, hvorfor vi alle er her, hvorfor vi har en nationalscene, og hvorfor jeg elsker at synge, og dermed elsker mit arbejde og mit liv som sanger.

Vigtige roller i dit operaliv?
I 2004 skulle jeg synge bukserollen som Sextus i David McVikars opsætning af Mozarts Titus på Gamle Scene. En bukserolle er en rolle, der tidligere blev sunget af en kastrattenor, men de findes jo ikke mere, og derfor bliver den sunget af en mezzosopran eller en kontratenor.

Under prøverne kunne jeg ikke finde 'dét'. Jeg kunne ikke komme dybt nok ind i mennesket Sextus, i hans anger og smerte. Jeg gik næsten hver dag grædende hjem fra prøve, fordi jeg kunne mærke, at instruktøren ikke var tilfreds. Til gengæld krævede han, at vi selv skulle finde det frem, men jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg skulle finde, og ikke mindst hvordan ...

Min far var død kort tid før, og til en prøve så jeg ham pludselig ligge der, døende. Jeg brugte det samme billede til alle forestillingerne, og hver aften var der under denne arie bare helt, helt stille i salen. Det var så smukt, dette nu af total stilhed. Da havde jeg for alvor lært, at vi er nødt til at gå dybere ind og ned i, hvad vi selv indeholder, som mennesker og som sangere på scenen, også selvom det måske gør ondt.

Jeg blev senere tildelt Musikanmeldernes Kunstnerpris for min rolle som Sextus og nomineret til en Reumert som Årets Sanger i 2005 for rollen. Så det var en smuk rejse, som jeg har lært utrolig meget af.

Instruktøren David McVikar tog mig efterfølgende med til Strasbourg, hvor jeg sang Fricka i Rhinguldet og Valkyrien og senere Waltraute i Ragnarok i hans fantastiske ny-opsætning af Wagners Nibelungens ring. Så jeg havde åbenbart fundet 'dét'.

Rollen som Sister Helen Prejean i operaen Dead Man Walking har også været en stor rejse. Det at skulle forholde sig til dødsstraf, tilgivelse og tro på et så eksistentielt plan som Dead Man Walking handler om, har åbnet min egen horisont. Og så er det en meget stor rolle, næsten 1 ½ times sang.

Det helt store var dog været, at Sister Helen stadig lever og er meget aktiv i debatten omkring dødstraf, og vi var i kontakt med hinanden over Skype. Det er så sjældent, at vi opfører operaer, hvor personerne stadig lever, hvis de overhovedet har levet. Så denne oplevelse er jeg meget taknemmelig over at have fået med i mit liv, som operasanger - det kan ikke blive mere vedkommende, og det mærkes i den grad på publikum. 

Jeg har et citat fra et interview med Gitta Nørby hængende, som jeg elsker at bruge: ”Mit arbejde er ikke et, jeg går hen til og forlader igen. Det eksisterer inde i mig, fordi jeg selv er det materiale, der arbejder, så jeg kan ikke lægge det fra mig”.