Tysk sceneinstruktør og scenograf
Født 1951
Herbert Fritsch er oprindelig uddannet skuespiller og har spillet på mange af tysk teaters største scener. Han betegnes som 'ekstremskuespiller' og var i mange år en del af Frank Castorfs ensemble på Volksbühne i Berlin og dyrkede parallelt sin karriere som mediekunstner, scenograf og instruktør.
For ca. ti år siden besluttede Herbert Fritsch at satse på sin instruktørkarriere, og slog efter markante opsætninger af Ibsens Et dukkehjem og Hauptmanns Bæverskindspelsen i 2011 internationalt igennem med en voldsomt ekspressiv og fysisk udfordrende opsætning af Arnold & Bachs 100 år gamle farce Den spanske flue. Forestillingen, der på sin internationale turné gæstede Det Kongelige Teater i 2014, gav ham tilnavnet 'Farcens konge'.
I 2012 blev avantgarde-værket Murmel Murmel - 179 manuskriptsider frit efter Dieter Roth udelukkende med gentagelser af ordet 'Murmel' - et nyt højdepunkt i Herbert Fritsch' karriere, og siden har han som instruktør beskæftiget sig med både skuespil, operaer og film, nye og klassiske værker mellem hinanden - ikke sjældent har forestillingerne karakter af psykedeliske scenetrip. Ofte er han sin egen scenograf, og ligeså ofte er Victoria Behr hans kostumedesigner. Han arbejder som regel på de store teatre i Tyskland, men også jævnligt i Schweiz og Østrig, ligesom han har været inviteret til Rusland, Norge og nu Danmark.
Herbert Fritsch har modtaget mange teaterpriser, senest i forbindelse med Berliner Theatertreffen 2017 den prestigefyldte Theaterpreis Berlin, som tidligere bl.a. er gået til George Tabori, Botho Strauss, Heiner Müller og Elfriede Jelinek.