Bas
Født i Middelfart, 1967 og bor nu i Virum. Debut som skuespiller på Det Kongelige Teater i 2006 i Den kaukasiske kridtcirkel. Debut som operasanger på Det Kongelige Teater i 2014 i Le Grand Macabre.
Morten Staugaard er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1993. Han var fra 1995-2000 en del af ensemblet på Aalborg Teater og har desuden optrådt på flere andre teatre. Han har medvirket i en lang række musicals og skuespil blandt andet Phantom of the Opera, Les Misérables, Mary Poppins, Jesus Christ Superstar, Molières Tartuffe og Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Han har desuden lagt stemme til adskillige tegnefilm.
Senere uddannede Morten Staugaard sig til operasanger og har siden 2014 været medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater.
På Det Kongelige Teater har han sunget roller som Sarastro i Tryllefløjten, Zeta i Den glade enke 2.0, Swallow i Peter Grimes, Commander i The Handmaid's Tale, Hunding i Valkyrien, Jeronimus i Maskarade, Turpin i Sweeney Todd, Bartolo i Figaros bryllup og Sparafucile i Rigoletto.
Morten Staugaard har været nomineret til to Reumerter for bedste birolle i At dø eller ikke at dø og for rollen som Pontius Pilatus i Jesus Christ Superstar - begge på Østre Gasværk Teater.
Hvorfor er opera vigtigt?
Der er noget oprindeligt over opera, som gør det til noget helt særegent. Det er dét, der tiltrækker nogle men også dét, som skræmmer nogen væk. Det kræver en fordybelse, som er vigtig at holde fast i, i en verden der er så flygtig, som det er tilfældet. Og for dem, der har tabt sit hjerte til opera er det et stort fællesskab.
Det mest usædvanlig du har oplevet på en operascene?
Det voldsomste var uden sammenligning da jeg den 29. marts sprang min achillessene på Gamle Scene midt i opførelsen af Figaros Bryllup. Jeg havde jo aldrig prøvet det før og pludselig lå jeg ned og troede jeg var blevet banket i gulvet af en af mine kollegaer eller en kulisse. Da jeg fandt ud af det ikke var tilfældet, troede jeg, at jeg var blevet tosset. Jeg kunne næsten ikke stå op og alligevel sang jeg videre. Det lykkedes mig ovenikøbet at komme ned på knæ og fri til Marcellina, komme op og stå igen og synge færdigt, hvorefter Elisabeth Halling går forbi mig og jeg lægger min arm om hendes skulder. Mens vi går ud af scenen hvisker Elisabeth: ”Hvad er der sket?” Jeg svarer: ”Jeg har sprunget min achillesscene!” Og så siger hun: ”Ja, jeg hørte godt smældet.” AV AV AV.
Opera - tradition eller fornyelse?
Operaen skal selvfølgelig forny sig, hvad den også gør. Oplevelsen/nydelsen er uafhængig af om det er en moderne eller en klassisk iscenesættelse.
Hvilken er din yndlingsopera?
Her taler man jo om det skrevne produkt og ikke selve fremførelsen! Jeg ved faktisk endnu ikke, hvilken opera der er min favorit – måske når jeg aldrig dertil?!
Læs mere om Morten Staugaard.